Ild i røven
I krisetider klynger vi os til det, vi kender. Det, som føles trygt og familiært. Det er blandt andet derfor, at der er så mange penge i nostalgieffekten. Det er derfor, vi stadig ser Friends om og om igen, det er derfor, Disney høvler den ene remake/spinoff/prequel ud efter den anden i stedet for at få nye ideer, og det er derfor, at et eksemplar af Mario 64 efterhånden koster det samme som en Fiat Panda fra ny af. Det er også derfor, at retrometallen har så kronede dage, som den har i disse tider – ja, den har vel ikke klaret sig så godt siden 1980’erne. Aalborgensiske Speedslut er på mange måder indbegrebet af hele denne ’revival’-bølge, og selvom de ikke har lige så mange år – eller udgivelser – bag sig som andre i genren, så er de et band med både ild i øjnene, hjertet … og røven! Vroom, vroom!
Party like it’s 1989!
Ferocity of Steel udkom ganske vist for små seks måneder siden, men når nu musikken lyder som noget, der udkom for fire årtier siden, så går det nok, at vi har været lidt sløve med hensyn til at få smidt denne her anmeldelse ud ad døren. Det er dog en lille og hurtig sag, som var det en toptunet Puch Maxi, komplet med mælkekasse og rævehale, på kun tre numre – det rygtes dog, at bandets debutalbum lander i 2026.
Stilistisk byder Ferocity of Steel på absolut nul overraskelser – nærmere tværtimod. Det, man dog får, er lidt over 12 minutters hæsblæsende, kulsort og møgbeskidt proto-thrash. Sat på spidsen lyder EP’en her som, hvis man kogte Show No Mercy, Black Metal og Pleasure to Kill sammen til én, led omgang stuvning. Det er ikke kun på grund af selve musikken, at disse associationer dukker op; det skyldes egentlig mest af alt produktionen, der gør, at Ferocity of Steel lyder så overbevisende – så kæmpestor ros til Frederik Uglebjerg. De fire knøse spiller møghamrende fedt og ekstremt overbevisende – så hvis de bliver ved, kunne Speedslut godt gå hen og blive Danmarks svar på Hellripper, hvilket ville være ret sejt.
Dog er der altså også enkelte køer på isen, som vi bliver nødt til at italesætte. Man kan ikke påstå, at variation er et nøgleord her, og de tre numre er ret så ens i både tempo, struktur og udtryk. Det er en kende svært at skelne dem fra hinanden, og selvom gennemsnitssanglængden er på fire minutter, så kunne der godt være skåret lidt fedt fra hist og pist. ”Bastardized” især er for langt i forhold til, hvad nummeret egentlig har at byde på. De sidste 30 sekunder kunne faktisk godt være blevet klippet fra, men alt dette – og mere til – er absolut forventeligt, når det kommer til et spritnyt bands allerførste udgivelse. Kill 'em All er trods alt heller ikke et fejlfrit værk.
Ja tak til fee’ tråd!
Summa summarum er dog, at Speedslut og Ferocity of Steel er møghamrende seje, og helt grundlæggende er jeg pjattet med deres møgbeskidte lyd. Det er en lyd, vi først lige er ved at genopdage for alvor herhjemme – og det er fedt. Mere af det, tak! Ja tak til stort hår, nittebælter, lædervest og Flying V-guitarer. Nej tak til hvide tennissokker, pagehår og føle-føle-core. Hvis Speedslut som minimum holder niveauet her på deres kommende debutalbum, jamen så er jeg tilfreds. Hvis det derimod viser sig, at de lige har oppet sig et par procenter, så går jeg fra at være tilfreds til at blive lykkelig.
