Pustulant Flesh

L'Oréals marketingteam kan godt pakke sammen, for der er en ny shampoo-reklame i byen: det københavnske dødsmetalband Pustulant Flesh. Forsangerens imponerende lange lokker filtrede sig så grundigt ind i mikrofonen, at de kunne agere støddæmper. Denne Rapunselsang kunne dog næppe lokke mange gemaler til tårnet, for hans stemme lød som et tilstoppet afløb - hvilket er ment som en kompliment. Alene i sit tårnværelse ville denne kloakdødsprinsesses korpus krepere af sult og fortæres indefra under maddikernes ædegilde … ja, det kunne jo næsten lyde som Pustulant Fleshs næste hit. Deres debutalbum med den appetitvækkende titel Gurgling Pustulence er relativt dugfriskt, idet det udkom sidste år. Bandet er således ungt, dumt og grumt, men det kunne ingenlunde høres. Kvartetten fremstod som garvede musikere, der kunne deres kram. De to sangeres stemmer komplimenterede hinanden godt med både growls fra urdybet og en anelse lysere screams, hvis toneleje stadig befandt sig i afgrundens dynd under sange som “Beyond Lobotomy”. Bassen kunne slå bunden ud af de fleste, når den altså gik igennem lydbilledet, for det haltede til tider. Intet kan bringe mennesker sammen som brok, og forsangerens beklagelser over en lunken øl og det alt for gode vejr var en fin måde at skabe publikumskontakt på. Sætlisten bød både på et helt nyt nummer og en kærlighedssang så ækel, at den kunne bruges som prævention … men den slags har man nok ikke brug for, når man i forvejen spiller i et slam-inspireret dødsmetalband. Vi kom helt ned i kloakkens dybder og havde en fest midt i al forrådnelsen … selvom det nok var for tidligt på dagen til en ordentlig moshpit. Efter koncerten fik et af medlemmerne en kage med to tændte smøger som lys, og på en eller anden måde indrammede det billede perfekt bandets fremtræden på scenen. Hvis denne ømme gestus var ment som en fødselsdagskage, vil jeg i øvrigt skynde mig at sige tillykke og taak for det dårlige vejr. Bag scenen stod en lille pige klædt i lyserødt og gav sit besyv med: en meget skeptisk hovedrysten. Hun bliver nok anmelder en dag.

Pustulant Flesh har stadig en vis vej at gå, særligt i deres tempokompositioner. Man manglede en del fremdrift under koncertens sidste del, hvor sangene blev mere sammenmudrede end kloakslammens fedtemøg. Hvis de holder slamsugeren i samme spor, skal de dog nok kunne drive det vidt.

8/10

Trine Trash og Betontraume

Det er altid lidt bekymrende, når en lydprøve går for godt. Måske er det gammel teaterovertro, men jeg har en inkarneret idé om, at generalprøven skal mislykkes, for at premieren bliver vellykket. Trine Trash og Betontraumes lydprøve var velspillet, og alle de instrumentale delelementer klingede klangfuldt. Kunne de samle sig og gå op i en højere enhed? Det ville tiden nu vise. Trine Trash er kendt som et garvet punkikon, men havde alligevel brug for at advare publikum om, at ‘vi ikke er metal as fuck’. Punk er en essentiel del af den alternative scene, særligt i dennes vækstlag, så en punk-artist som hende skal aldrig undskylde for at være en del af et metal-lineup. Det, der skilte Trine Trash og Betontraume ud fra resten, var ikke punken, men poesien. Michael Strunge havde ikke selv vinger, men hans bevingede ord har inspireret mange senere punkpoeter, og det tabte ekko af hans stemme genlød i Trine Trashs lyriske lønkammer. Punkt og poesi er således ikke fremmede for hinanden. Alligevel forekom det lidt spøjst at indlede koncerten med et digt … for folk var jo klar til nakkeknækning, ikke knækpoesi! Ja, ja, det er en litterær genre for sig selv, men leg nu lige med. Mikrofonlyden var så uklar, at det var svært at tyde digtets strofer. Det var ærgerligt, for Trashs poesi har en særlig nerve. Med dårlig lyd og halvt overdøvet af det instrumentale forekom digtet desværre kejtet, malplaceret og mere prætentiøst end punket. Bandet kom efter det i de følgende sange, hvor særligt Trashs vokal imponerede. Til tider lød hun som en tilrøget Annisette Koppel, hvilket er en stor cadeau. Stemmens askeprægede toner kunne nok til del tilskrives de mange hjemmerullede smøger, der blev slynget i flæng ud over scenekanten. Det var sgu meget punk, om end ikke videre miljørigtigt. Guitaren svævede atmosfærisk over bassens solide bund for periodisk at gå lige i kødet på rytmerne. Til tider lå enkelte af instrumenterne en anelse for lavt i lydlaget, og selvom riffene spillet med en mini-shotsflaske var imponerende, så druknede de lidt i det samlede lydbillede. Publikum sang med på “Betontraume”, og stemningen var særdeles høj mod koncertens slutning. Desværre kom vi ikke så stærkt fra start med det malplacerede digt, og undervejs opstod der visse energibrønde, hvor fremdriften haltede. Alle delelementerne gik op i en højere enhed til sidst, men forekom først lidt famlende, inden de fandt hinanden. Der er dog ingen tvivl om, at Trine Trash og Betontraume har en lille familie i metalmiljøet, som følger og støtter dem – både gennem punk og poesi. 

6/10

Speedslut

Så blev det tid til en hurtig kælling fra 80’erne. Hvis man går efter Score-Kajs kriterier med de tre S’er, så scorer bandet højt: For de har både charme, selvtillid og lækkert hår. Deres image fejler intet, og de formår til fulde at lyde som deres idoler. Måske mestrer de det faktisk lidt for godt, for arven efter eksempelvis Venom, Motorhead og Metallica er klart at spore i de forskellige numre. Ja, nævn gerne selv flere bands, for inspirationskilderne er stjernespækkede, og Speedslut formåede imponerende nok at genskabe disses storhed i deres musik. Det bringer dem langt, men ikke helt i mål. For bandet mangler en tydeligere selvforståelse, som skiller dem ud fra mængden. Deres fremtræden på scenen sidder i skabet, og spilleglæden er til at tage og føle på, for sjældent har jeg set så storsmilende headbanging. Det var i sig selv skønt at være vidne til, og de unge knøse har meget kørende for sig. Desværre kørte en del af numrene også i tomgang, og koncerten føltes til tider en anelse repetitiv. Hvis du var ung i 80’erne, vil du bestemt føle dig ung igen til en Speedslutkoncert, for de genskabte fint periodens tidsånd. Tiderne skifter, men det har Speedslut ikke gjort. Selvom de kan deres kram med flyvende riffs og hæsblæsende trommespil, så fremstod hele miseren en kende for nostalgisk til min smag. Men hvad ved unge bønder også om tidligere tiders årgangslagrede, pickled agurkesalat? Sæbebobler blæste ind over scenen fra begge sider, og som Ozzy i det berømte klip fik man lyst til at udbryde: ‘Bubbles!’ Der var en vis eftersmag af sæbe i min øl herefter, men ellers var Speedslut nok en af de koncerter, som Sort Vejfests gentagne inferno af sæbeboble-infestationer passede bedst til. De fire gange Billy fra Stranger Things på scenen havde en fest, og flere blandt publikum var med dem – men som et franskbrød uden gluten manglede Speedslut den sidste sammenhængskraft og smagskant. Hvis de får sat sig sammen i mors garage og skrevet et solidt hit, hvor de selv træder i karakter frem for at alludere anakronistiske versioner af fordums kæmpe-bands, så skal de nok eksplodere og få hele den danske scene til at blive en slut for Speedslut.

7/10

Decorticate

Har du nogensinde overvejet, hvordan det føles at være en kaffebønne? Først skal man gennem ilden: Livet ristes ud af skorpen i ovnens hede helvede, inden kaffekorpusset knuses i kværnen. Denne dag var det publikum, der sønderkværnedes af Decorticates hæsblæsende grindcore. Øreknoglerne knasede i mødet med rytmernes kødhammer. Trommespillet var særdeles solidt med fills, der gav hjerteflimmer, og min eneste anke var, at bassen kunne være gået tydeligere igennem. Spyt sprøjtede ud over mikrofonen, når Adam Marques og David Hatings skiftevis bjæffede stødvise vokalsekvenser ud over publikum. Deres mimik var med dem, og deres ansigtsudtryk changerende mellem blindt raseri og vild-øjet sindssyge. Riffene var så brutale, at de krævede blod – bogstaveligt talt. De opsprættede fingerspidser indsmurte strengene i blod, og det understregede, hvor meget Decorticate indlevede sig i deres spil. Bandet spillede ufortrødent videre uden hverken at sagtne farten eller mildne brutaliteten. Grindcorens sanglængde er som skabt til TikTok-generationens koncentrationsbesværede sind, for sangene efterfulgte hinanden som maskingeværsskud. Blink, og du har misset, at bandet spiller en ny sang … men det gør nu ikke så meget, hvis du ikke opdagede det, for den lyder umiskendeligt som den forrige. Sådan er grind, og sådan skal grind være … selvom en smule mere variation i sætlisten ikke ville skade. Decorticate havde generelt en fin publikumskontakt under koncerten, mest af alt i deres storflabede mimik på scenen, men også i deres halvhjertede T-shirtsalg midt i sættet. Det blev dog afbrudt af et ‘nu skal vi heller ikke tale mere’, og replikkerne mellem numrene var relativt få. Når man efterhånden havde fået brændt fimrehårene i ørene af af al den core, kunne det være rart med nogle overgange mellem sangene, men overordnet set savnede man det egentlig ikke. Energien var høj koncerten igennem, selvom publikum kunne have været en smule mere med. Hvis man ikke var vågen, blev man det efter at være blevet kværnet som en kaffebønne med en omgang eftermiddags-grind, og Decorticate havde således varmet folk godt op til mere smadder … men det var nu ikke det, vi fik.   

8/10

The Coffinshakers

Bedemandsbranchen har det så hårdt, at de ikke selv har råd til at forblive døde. I hvert fald lignede det svenske gothic rockabilly-band The Coffinshakers en flok udøde bedemænd med ansigter hvidkalkede som massegrave og lasede jakkesæt. Deres musiks gotiske groove mindede mig lidt om de undervurderede Vampire Beach Babes (husk at skrive ‘band’, når du søger på Google, medmindre du leder efter noget andet). Mens Vampire Beach Babes smurte sig ind i faktor 80 og skruede op for den canadiske sols sommervibes, holdt The Coffinshakers sig i kistelågets skygge. Deres melodier er groovy og langsommelige som en pinefuld død, og selv de mere tempofyldte sange har en vis sørgmodig klang over sig. Inspirationen fra Johnny Cash er klar, selvom få kan nå ham til sokkeholdernes pistolhæfte. Vokalen var klangfuld og dyb med en vis crooner-stemning over sig, der virkede charmerende, omend den skilte sig særdeles meget ud fra resten af dagens lineup. Hver fugl synger med sit næb, og mens vi ellers havde hørt måge-skønsang og skade-kvidder i form af screams og growls, lød The Coffinshakers som en velsmurt sangdrossel. Guitarens riffs gled ligeledes som silke over de forslåede øregange, og på sange som “Walpurgis Night” kom vi helt ned i både tempoet og hofterne. Det var uvant, men stemningsfuldt. Dog manglede bandet en del kant i forhold til resten af dagens artister, og der gik til tider lidt meget pølsetelt-på-Bellahøj-Kræmmermarked i det. Størstedelen af publikum protesterede, da de lagde an til at spille et endnu langsommere nummer, for man savnede den energiudladning, som Decorticate havde forberedt os til at modtage. Publikum havde brug for en stor mængde WD-40 for at bøje de rustne knæs hængsler længere ned for at følge de dybe grooves og det dovent svingende gothabilly-inspirerede tempo. Det var hyggeligt, bevares, men enkelte af numrene måtte gerne have stået mere ud som mindeværdige hits. Enkelte af deres sange ender helt sikkert på min Halloween-playliste, men nok mere som baggrundsmusik til pindemadsspisning end soundtracket til et blood rave. Der var ikke meget Blade over The Coffinshakers, men mere The Count fra Muppet Show. I det mindste var det ikke Twillight … og The Count har da en særegen charme, som man ikke helt kan undlade at holde af. Men hvor mange kranier kan han mon tælle til, når det gælder bandets karakter?

6/10

Users

Så er det op på barrikaderne med en brosten i hånden, for ungdommen er stadig vred over verdens tilstand og ikke bange for at vise det. Users deler til dels navn med de ofte oversete legender fra Belfasts punkscene, Takers And Users. Alene det giver en pæn portion punkprotestpoint, selvom Users ikke kendte bandet, da jeg talte med dem efter koncerten på War Pigs sidste år. Det kan man dog ikke bebrejde de unge knøse for. Deres musik kan mere kategoriseres som en nyfortolkning af post-punk, der har bevæget sig et stykke væk fra sine rødder uden dog helt at rykke disse op af traditionens muld. Users unge energi og raseri over kapitalismens misantropi sad helt uden på tøjet. Vokalen mindede under sange som “FOR YOU” en del om Young Blud, på trods af at deres musikalske udtryk ellers er præget af væsentlige forskelle. De kom helt ud over scenekanten … bogstaveligt talt, da forsangeren sprang ud i en frygtløs crowdsurf med en meterlang mikrofonledning på slæb ud i menneskemængderne. Bandet blev således grebet både i bogstavelig og overført forstand, idet folk var med dem hele vejen og dannede dagens første respektable mosh-pits. Endelig. Publikum både stage-divede og dansede suggestivt på scenen … det sidste var lidt mærkeligt, men jeg dømmer ikke. Bandets politiske ståsted var ikke til at tage fejl af, og det kunne have skabt mere splittelse blandt publikum end en wall of death. Det ene minuts stilhed for ofrene i Gaza med peace-tegn løftet i en tavs bøn mod himlen blev dog modtaget med respekt fra de menneskemasser, som før havde kæmpet pseudo-voldeligt mod hinanden i pitten. Ligesom i 1920’ernes limboperiode befinder vi os nu i en mærkelig Cabaret-tidsalder, hvor der danses på borde, mens verden brænder, og der var plads til begge dele under koncerten. Det er en splittet tid, men Users formåede at skabe en samhørighedsfølelse, der samlede gammel som ung til både fest og protest under de grånende aftenskyer. Energien haltede på intet tidspunkt, og bandet forstod at blande tradition og nyskabelse i en højere enhed. Der er stadig en følelse af en manglende møtrik, der skal strammes det sidste stykke for at samle alle bandets dele til en perfekt post-punk-maskine. Med så højt et niveau i så ung en alder har de dog god grund til at være tilfredse med sig selv.

9/10