Holder niveauet, eller skal vi tanke?

'De fire knøse spiller møghamrende fedt og ekstremt overbevisende – så hvis de bliver ved, kunne Speedslut godt gå hen og blive Danmarks svar på Hellripper hvilket ville være ret sejt.'

'Hvis Speedslut som minimum holder niveauet her på deres kommende debutalbum, jamen så er jeg tilfreds. Hvis det derimod viser sig, at de lige har oppet sig et par procenter, så går jeg fra at være tilfreds til at blive lykkelig.'

Disse to citater er taget fra min anmeldelse af Speedsluts debut-EP fra sidste år, og nu hvor dette føromtalte debutalbum er landet, så er tiden jo kommet til at høre, om de holder niveauet, om de har oppet sig, eller om knallerten allerede er løbet tør for benzin!

Sejrsgang i 11. time

Cimbrian Rites (titlen er en reference til kimbrerne, det oprindelige folk fra Himmerland) er en plade, jeg har haft ret høje forventninger til – noget vi faktisk helt generelt har til kvintetten fra Aalborg.

Derfor er det mig da en glæde at kunne annoncere, at den faktisk formår at leve 1:1 op til mine forventninger. Jeg forventede en lynhurtig sag med masser af sprøde riffs, tonsvis af fræserguitar og så en led vokal, som kunne drysse lidt mørke og ondskab ned i mixet.
Desværre er jeg alligevel nødsaget til at drysse lidt malurt i bægeret. Ferocity of Steel beviste, at Speedslut kan spille hurtigt og ondt. Derfor havde jeg håbet på, at Cimbrian Rites ikke kun ville gentage det faktum, men også vise os hvad de ellers kan – hvis de da kan andet. Ikke fordi der grundlæggende er noget i vejen med at smide en skive på gaden, der udelukkende er speed-fræs, det er som sådan godt nok. Problemet er dog, at der i 2026 skal lidt mere til end 'bare' det, hvis man altså vil blive husket og bemærket. Sagt med andre ord er Speedsluts debut fed, men den mangler slet og ret wow-faktor. Det er også, som om pladen her ikke helt kan matche den galskab og furore, som bandet viste os på Ferocity of Steel. Jeg ved ikke, om det er magelighed eller den nordjyske beskedenhed, men hvor ville jeg ønske, at Speedslut turde mere, end det de viser på albummet her.

Der er for megen repetition på albummet, og en stor del af numrene ender med at lyde ens, da de simpelthen ikke har nok egen identitet. Ydermere er det største problem nok, hvor meget Speedslut lyder som alle sine helte – som altså er nogle helte, hvis musik vi alle har hørt til hudløshed de sidste mange, mange år. Ergo er der heller ikke de store overraskelser at komme efter, selv om der er masser af kanonfed spade, eksempelvis hele C-stykket i “Armageddon” eller introen til “Pestridden Stallions”. Min største anke er dog trommespillet, som virkelig er ensformigt – her savner jeg godt nok noget variation.

Dog formår Speedslut alligevel at overraske lytteren totalt – og det er så også i 11. time. På albummets sidste skæring, som også er titelnummeret, viser de, at de måske har lidt mere oppe i ærmet end først antaget, og ligeså at der måske alligevel er en snert af større ambitioner. Nummerets intro er så markant anderledes, end hvad vi før har hørt fra Speedslut, at man næsten tror, det er et andet band. Her blæses der nemlig til kamp med både horn, lur, et eminent galop-riff og bølle-kriger-kor. Lige pludseligt hørmer det hele af et nummer, der kunne have været med på Blood Fire Death og Under the Sign of the Black Mark – og det er fedt! En god tommelfingerregel, som alle metalbands burde leve efter, er, at hvis man er i tvivl, så kør den ind med noget Bathory – det er altid godt. Jo, altid!

Tør mere, gør mere!

Hvis vi skal smide svesken på disken, så er Cimbrian Rites en god skive, og for en debutplade er den mere end godkendt. Den har dog masser af skavanker og småfejl, som en debutplade jo så ofte har. For hånden på hjertet, så lyder pladen som et sammenkog af nærmest alle speed- og thrashplader fra begyndelsen af 1980’erne. Ganske vist er det også mange år siden, og den slags musik er ikke slet ikke så populær i 2026, som den var dengang – og da slet ikke i Danmark – så på den måde formår Speedslut alligevel at finde en holdeplads. Jeg er da også sikker på, at de nemt kunne blive husorkester hos både Metal Magic og Heavy Agger. Helt generelt er jeg sikker på, at Speedslut nok skal klare sig, for dels spiller de fedt, og dels formår de at ramme ind i en tidsånd, hvor retro-metallen faktisk har det ret godt. Personligt vil jeg dog virkelig ønske, at bandet skruede op for de kreative safter, men også for mørket. Lidt mindre Bay Area og San Francisco, lidt mere Stockholm og Newcastle-upon-Tyne næste gang, tak!