Foto: Claus Ljørring
Dåsebajerambassadørerne på togt
På papiret er der næppe nogen bedre måde at afrunde en metalfestival på end arm i arm til forenende piratmetal. Bevares, skeptikerne og puristerne findes derude, men min teori er, at hver eneste gang Skullclub træder op på en scene, får de omvendt som minimum et par stivnakkede skeptikere til at smide hæmningerne, hente en kold fadøl og gribe luftbanjoen. Om det er de fjollede tekster, den sorte krigsmaling omkring øjnene eller blot den tunge Kolding-dialekt, der får paraderne til at falde, er svært at sige.
Som absolut sidste band på Copenhagen Metal Fest 2026 – en sen-sensommer lørdag aften i det amagerkanske – var der på alle måder lagt op til den slags finale, som de fuldeste aldrig husker, og alle andre aldrig glemmer.
Jysk folkepunk, fællessang og roning på Amager
Skullclub lagde ud, som de altid gør: uden så meget pis. Det seks mand store orkester stævnede ud på togt for at suge det absolut sidste liv ud af CMF-publikummet. Det var et snedigt træk at placere dem på festivalens største scene i Amager Bio, for med et særdeles fest-beredt publikum klar til lørdagsdans var der brug for pladsen.
Publikumsengagementet er en kunst, Skullclub mestrer. Musikken er simpel og lyrikken ofte direkte fjollet, men det er en opskrift, der duer kvart i lukketid på festivalens døende minutter. Frontmand Troels Bjorholm dikterede publikum, som var de hans matroser på et togt i Caribien. Instrumentalt skuffede kvaliteten heller ikke. Særligt leadguitarist Kristian Klærke lader til at besidde et niveau, der godt kunne strække sig et godt stykke over det koldingensiske fjollerock.
Publikum hoppede, dansede og sang med løftede arme. Ekstasen nåede et foreløbigt højdepunkt under ekskærestesangen ”Du Som Lort”, selvom der omkring i salen stod enkelte helstegte individer, der nægtede at gå hjem. Det var dog tydeligt mere end på noget andet tidspunkt undervejs på festivalen, at alder blot er et tal, da publikum dansede arm i arm og gav det absolut sidste, der var tilbage i kroppen.
Der opstod dog en kort dukkert i kadencen midtvejs i sættet. Opbygningen mistede et øjeblik sit momentum, og trods tapper indsats med fællesklap nåede en kort mellemsektion ikke helt op på siden af sættets stærkeste stunder. Men Skullclub er aldrig bagud på fart og fest særligt længe. Banjoen blev fundet frem, hvilket satte instinktivt gang i samtlige af publikums dansesko. Skuden var tilbage på kurs, og nu startede hitkavalkaden, der skulle bringe skibet sikkert i havn.
Traditionen tro dukkede en topløs mand med elefanthue op under “Morgan… Få Din Kæbe På” og hældte rom direkte ned i svælget på de af publikum, der stod allerforrest. Det er simpelt, fjollet, men ekstremt effektivt. Pludseligt blev der proklameret fra tidligere Volbeat-guitarist, Thomas Bredahl, at der var sket en fejl - de havde simpelthen overset et nummer i sætlisten, som muligvis er det vigtigste nummer overhovedet: “Amar Halshug”. Hvad enten det var en gennemtænkt finte eller en ægte fejl, var timingen intet mindre end genial. Amager selvantændte øjeblikkeligt, inden publikum fik gang i synkron-roningen på ”Knæk Nak Skipper”.
Få minutter i midnat listede bandet ud til de sidste toner. Færdige? Nej da. Der skulle hentes dåsebajere, skiftes instrumenter, så klassikeren ”667” kunne sparkes af. Det er ligegyldigt, om folks rygmærker siger Undergang eller Iron Maiden – alle tager del i løjerne. Amager Bio var ganske vist ikke propfyldt ved vejs ende, men de fremmødte var til gengæld festklare med liv og sjæl.
En velfortjent forløsning
Er Skullclub et fjolleband eller bare et skide godt partyband? Svaret er sandsynligvis begge dele. Piraterne fra Kolding udstrålede en spilleglæde og en fart over feltet, der smittede ufravigeligt af på tværs af alle aldersgrupper og subgenrer. CMF-publikummet havde kæmpet sig loyalt gennem festivalens program, og Skullclub leverede præcis den forløsende udladning og fest, som aftenen kaldte på. So Long, Jolly Molly, og tak for denne gang!
