Skullclub spiller koncert i Musikhuset Posten, Odense C .
Skullclub - Kaptajn Overdrive

Kaptajn Overdrive

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Punk
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Jeg kaldte den!

Alle os musikelskere kender et eller andet lille ukendt band, der fortjener noget større. Et band, der bare har ‘det’, og som er rigtig fedt. Ja, faktisk så fedt at man virkelig undres over, at det ikke er blevet verdensberømt for længst. Bevares, det er skønt at besidde følelsen af at have bandet helt for sig selv og være blandt de få, der har opdaget det allerførst, men der ligger også en frustration i begejstringen. For hvorfor kan ingen andre se bandets genialiteter? Hvorfor er det ikke allerede booket til alle sommerens store festivaler? Sådan havde undertegnede det, da jeg tilbage i 2014 for første gang stiftede bekendtskab med koldingensiske Skullclub.

Debutalbummet fra samme år, Gamle Ar og Nye Tænder, var en herlig og forfriskende omgang dansksproget punkrock, der med lige dele charme og kæk frækhed lagde kimen til Skullclubs nutidige rolle som dansk bannerfører inden for genren. En rolle, der bestemt ikke går hen og bliver mindre med gruppens nyeste langspiller, Kaptajn Overdrive.

‘Et barslagsmål mellem Magtens Korridorer og Dropkick Murphys’

Således beskrev den karismatiske frontbrøler Troels Bjorholm sit band, da jeg havde fornøjelsen af at interviewe dem på spillestedet Viften i Rødovre kort efter udgivelsen af debutalbummet. Og på mange måder lever Skullclub stadig op til den beskrivelse, men er også med tiden blevet mere end det. På denne bandets tredje plade er det stadig den søsyge punkrock, der dominerer, men i forhold til tidligere er der blandt andet blevet plads til flere metalliske riffs, der på fornem vis blandes i punk-gryden på den gyngende single “667”. Det klæder bandets lyd umådeligt godt, at der udvikles en anelse i den retning. Den mest markante opgradering hos de jyske pirater er dog på banjo-fronten. Christoffer Lyhne Skau, der engang fungerede som bandets guitarist og senere var en tur omkring bluesrockerne i Suckerpunch, er tilbage på dækket. Denne gang bevæbnet med banjo, som ikke længere er en sporadisk gimmick, men en fast del af lydbilledet. Og det holder!

Det er ikke kun hårde riffs og banjo, der sætter gang i festen. Skullclubs formidable fornemmelse for den gode og medrivende melodi er stadig intakt. “Pesten Fra Vesten”, “Kong Krykhusar” og ikke mindst ørehængeren “Mand Bider Hund” – komplet med melodien til “Himmelhunden” som guitarsolo – skiller sig ud som oplagte dansehits, når træbenet skal svinges. “Motorsav” og “Dødssejler” får pladens kadence til at falde en anelse, da de modsat de øvrige skæringer ikke har voldsomt meget bid og virker som noget, bandet kunne skrive i søvne. Men så er det heldigt, der kommer ekstra vind i sejlene på “Jolly Molly” og den skønne “Morgan… Få Din Kæbe På”, der begge nok skal blive faste bestanddele i bandets kommende liveoptrædener. Det er mere underholdning end stor kunst, og nogen vil måske endda kalde det primitivt og fjollet, men det er og bliver umuligt ikke at overgive sig til disse festlige sømænd, der mestrer de ørehængende sørøverviser og topper det hele af med Troels Bjorholms spydige brok, blod og bræk.

Enestående storytelling, medrivende melodier og uforlignelig energi

Sabotør, Situationsfornærmelse og en masse andre bands prøver, ligesom Skullclub, kræfter med den spydige og kompromisløse rock og punk, der leger kælent med det danske sprog, og hvor ingen instans kan føle sig sikker. Punkrock i denne liga er efterhånden ikke noget unikt, men med overbevisende optrædener på Copenhell Metal Cruise, Jailbreak og Grimfest er det nærliggende at placere Skullclub allerforrest på skibet, mens de i ro og mag skrubber dækket med alle de andre. Jeg hader at prale (gør jeg virkelig?), men ti år senere endte Skullclub lige præcis dér, hvor jeg mente, de altid har hørt til; som anerkendte og feststemte spillemænd, der endelig kan stå på landets største scener og feste med masserne. Nu kan vi kun krydse fingre for, at de med Kaptajn Overdrive i baghånden igen bliver booket til Oslo-bådens årlige plyndringssejlads, for magen til perfekt match skal man lede længe efter.

Tracklist

  1. Ultras Piratus
  2. Pesten fra Vesten
  3. Kong Krykhusar
  4. Jagtsæson
  5. Mand Bider Hund
  6. Motorsav
  7. Dødssejler
  8. Morgan...få din kæbe på
  9. 667
  10. Jolly Molly
  11. Rest in Hell