Velkendte varer fra Victor
Stadig unikt, stadig Prong
New York-bandet Prong har siden midten af 80’erne været en af de mere unikke størrelser på den amerikanske metalscene. Med Tommy Victor som ubestridt frontfigur har bandet gennem årene bevæget sig ubesværet mellem thrash, hardcore, industrial og alternativ metal. Albummer som Beg to Differ og Cleansing har især cementeret Prongs position som et band med en helt særlig lyd og identitet.
Den mere end habile guitarist, og ofte uretfærdigt undervurderede, Tommy Victor, er nu tilbage med endnu et album i eget navn. Eller rettere: Prongs navn, men Victors projekt. Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at det er hans band. Og uanset hvem der så end bakker ham op med bas og tromme – og det har der guddødemig været mange, der har gjort i tidens løb – så er Prong intet uden ham.
Prong på autopilot
Thrash, groove, New York-hardcore og hard rock i en lettere industriel crossover? Prong har aldrig været et band, der sådan lige lader sig putte i en musikalsk kasse. Og selv efter fire årtier er det stadig tilfældet. Til gengæld er der heller ikke sket de store stilistiske forskydninger. På eponyme Prong lyder bandet grundlæggende, som de altid har lydt, og der synes ikke at være nogen nævneværdig trang til at eksperimentere eller bevæge sig ud ad nye musikalske tangenter. Og heldigvis er der stadig masser af bid i Victors guitarspil. Åbneren ”The Banner” er et ganske glimrende eksempel på den mere rendyrkede thrash-side af Prong, hvor de karakteristiske riffs og den kontante fremdrift får lov at dominere. Det samme gælder ”Proportionate Response”, der ligeledes leverer varen med en god portion aggression og velkendt Prong-attitude. I den mere melodiske og afdæmpede ende finder vi ”Uncertain Truth”, som tilfører albummet lidt variation og viser, at Victor også mestrer de mindre hårdtslående virkemidler.
Problemet opstår, når materialet begynder at fremstå en anelse rutinepræget. ”New Commission” og ”Transgression” er begge umiskendeligt Prong, men også så forudsigelige, at man næsten kan forestille sig Victor skrive dem med lukkede øjne. Det er bestemt ikke dårlige numre, men de mangler den nødvendige kant og de idéer, der kunne have løftet dem over det gennemsnitlige. Afsluttende ”Our Continuance” forsøger sig med et mere episk udtryk, men det bliver aldrig rigtig spændende. Ambitionerne synes større end resultatet, og nummeret efterlader ikke det store indtryk. Lydmæssigt er der til gengæld ikke meget at udsætte. Andy Sneap har stået for både mix og mastering, og produktionen fremstår skarp, veldefineret og med den nødvendige tyngde. Guitarerne står solidt i lydbilledet, og der er masser af slagkraft i de mere aggressive passager. Det er kort sagt en produktion, der klæder materialet, selvom selv den bedste lydproduktion naturligvis ikke kan trylle middelmådige kompositioner om til højdepunkter.
Hvis det ikke er i stykker …
Prong lyder som Prong, der spiller Prong. Og det er sådan set både albummets største styrke og dets mest åbenlyse svaghed. Tommy Victor har stadig styr på sit håndværk, guitarspillet fejler absolut ingenting, og bundniveauet er som altid ganske højt. Der er masser af velkendte kvaliteter at hente, og fans af bandets karakteristiske blanding af thrash, hardcore og groove-metal vil næppe føle sig snydt. Men når man har hørt bandet levere så meget stærkere materiale tidligere, bliver sammenligningen uundgåelig.
Prong er et jævnt og ganske hæderligt album, der på ingen måde skæmmer diskografien, men som på den anden side heller ikke kommer i nærheden af at blande sig blandt bandets fem bedste udgivelser. Tommy Victor kan stadig sit kram, men denne gang må han nøjes med at levere varen uden for alvor at imponere.