Foto: Claus Ljørring
Black, bøvl og ballade
Hvad kan man skrive om Ole Luks Afsky-projekt, som ikke allerede er skrevet 1000 gange? Den spæde start kom med en EP i 2015, mens Ole stadig var medlem af Solbrud. Gennembruddet skete for alvor med en af de bedste danske black-metaludgivelser nogensinde, Ofte jeg drømmer mig død fra 2020. Med skiftende besætninger har gruppen turneret voldsomt i Europa og utallige andre steder de sidste mange år. Samtidig er manden bag projektet, Ole Luk, blevet ganske udskældt fra visse dele af det politiske spektrum. Men Ole er befriende ligeglad, og hvad kan være metal end det? Den slags blander vi os jo normalt udenom her på Heavymetal.dk, for lad os nu bare være ærlige: Det kræver ret højt til loftet for at være så begejstret for black metal, som vi er her på sitet. Men når nu Afskys seneste album handler ret meget om den ballade, så er det alligevel ikke helt til at undgå. Men lad os se, om alt det bøvl kom til at fylde noget denne aften.
Hvor blev drømmene af?
Selvom Afskys sæt startede med to numre fra netop Fællesskab, og ikke mindst med Maria Stenz’ dansktophit "Hvor er alle drømmene”, så fyldte al polemikken heldigvis ikke noget. Ingen ytringer eller skældud oppe fra scenen, bare højintens black metal udført af et meget fokuseret band. Jeg har oplevet Afsky live temmelig mange gange efterhånden, og ofte har det været ved at kamme over i kaospilottilstande. Det var der ikke noget af her, tværtom. De cirka 500 koncerter, gruppen spiller om året, havde i hvert fald denne aften forvandlet Afsky fra en usleben til en skarpsleben diamant.
Den mageløse ”Tyende Sang” fra Ofte … fremstod både tungere og mere melodisk, og langt mindre hektisk end materialet fra Fællesskab. Helt personligt resonerer jeg langt bedre med den side af Afskys udtryk. Der var ikke meget sniksnak i krogene her, heller ikke under den smukke akustiske afslutning på dette forrygende nummer. Sådan skaber man dynamik i sange og får selv et festivalpublikum til at blive fuldstændigt opslugt. Inden kritikken af det seneste album går over gevind, så måtte jeg denne aften overgive mig fuldstændig til ”Natmaskinen.” Den blev fremført så vanvittigt smukt, og de sørgmodige melodier steg til himmels, selv inde i Amager Bios mørke. Sjældent er Afskys symbiose af traditionel dansk visekunst og den sorte metal udført så suverænt.
Fokusset på det stemningsfulde fortsatte resten af vejen, og ”Et sidste farvel” fra debut-EP’en gav en gåsehudsafslutning på endnu en virkelig vellykket koncert her under 2026-udgaven af Copenhagen Metal Fest. Black metal fra øverste hylde.
Lidt malurt skal der vel til
Eneste rigtige malurt i bægeret var, at vi kun fik ét sølle nummer fra Afskys bedste album – Ofte jeg drømmer mig død, hvis nogen stadig skulle være i tvivl. Den beslutning kommer jeg aldrig til at forstå, men må dog på den anden side erkende, at det var en særdeles stærk sætliste alligevel. Med Morild fredag og Afsky lørdag fik vi således to fremragende black metal-koncerter i Amager Bio denne gang. Begge to fyldt med masser af publikummer, der rent faktisk forstod, hvad der foregik, og hvad præmisserne var. Ikke dårligt af denne i visse kredse lidt uglesete genre. Mere af det, tak!
Sætliste
Flagellanternes sang
Den der ingenting ved tvivler aldrig
Tyende Sang
Frosne vind
Natmaskinen
Tak for Alt
Et sidste farvel