Foto - Daniel Høgh
Black metal i industrikvarteret
Da Permanoia havde lukket sit sæt, var mørket for alvor faldet på ved den aarhusianske godsbane, og meget rammende var det blevet tid til festivalens eneste rene black metal-indslag i form af Afsky. Som et af de mest veletablerede og velrenommerede navne på den danske metalscene var forventningerne naturligvis derefter, om end omgivelserne givetvis var noget anderledes end dem, Ole Luk & Co. har været vant til, senest på Brutal Assault-festivalen i Tjekkiet.
Godnat-black
Til lyden af Maria Stenz’ ”Hvor Er Alle Drømmene” entrerede Ole Luk og de øvrige artister scenen. Røgkanonerne var på overarbejde fra første færd og fik hurtigt lagt et tykt lag mosebryg over Armageddon-scenen og de falmende stålkonstruktioner. Stemningen blev sat fra første færd med et nummer, som jeg, der ingenlunde er velbevandret ud i Afskys diskografi, hørte som ”Flaggelanternes Sang”. De dystre melodier og Ole Luks karakteristiske vokal fangede hurtigt publikums interesse, og det virkede generelt til – som det også var tilfældet under Danefæ – at folk gladelig tog imod et varieret indslag midt i alt den øvrige ekstremmetal. Der var også blevet tændt for flammekanonerne på scenens sider, og der blev kastet rødt projektørlys op mod Ringgadebroen, hvilket fik Armageddon-scenen og Afskys rækkevidde til at virke større og mere gribende. Bandet spiller upåklageligt og med god intensitet, og særligt en håndfuld inkarnerede fans foran scenen virkede til at have deres livs oplevelse. Stemningsmæssigt peakede sættet relativt hurtigt, da ”Tyende Sang” var tæt på at give mig et par bøjede ribben med dets mastodontiske riffs og et trommesæt, der havde fået ekstra meget kærlighed af lydmanden. Et par numre senere virkede det dog til, at interessen blandt den bredere publikumsskare fes en smule ud. Afsky er pivdygtige og professionelle, men de er også et nicheband, og jeg kan godt have mine tvivl om, hvorvidt de er ”folkelige” nok til at runde en festival som Rock & Rul af. Bandet skal ellers ikke have skyld for at ligge på den lade side hverken i forhold til energi eller publikumsinteraktion. Bassisten var en tur nede i pitten, og der blev flere gange opfordret til en omgang ”hey-hey-hey”-fistpumping. Men med undtagelse af de føromtalte loyale akolytter, der stod allerforrest, så fik Afsky aldrig helt fat i publikum, der muligvis også var ved at være godt baskede efter to dage, hvor de fleste konstant havde pendlet mellem pitten og baren.
Magisk, men også malplaceret
Mange flere noter blev det heller ikke til på blokken herfra, for det ville i så fald være ren gentagelse. Da de sidste toner ebbede ud af højtalerne, er der to ting, der står krystalklart for mig: Afsky er et teknisk dygtigt og fremragende live-band, men de fik ikke optimale betingelser for at toppræstere på det her tidspunkt på den her type festival.