Heathe. Foto: Rolf Meldgaard
Verdens byrd
Vor tids titaner kommer ikke fra Grækenland, men Aalborg. De kæmper ikke som i Titnomachiens mythos mod Olympens guder, men snarere mod den tidsånd, som de både støder fra sig og er dybt indlejret i. De er blevet kaldt post-metal, noiserock og stonerdoom: Kært barn har mange navne, men selv kalder de sig Heathe. De debuterede i 2019 og skriger sange om at bære tyngden fra verdens vægt på sine skuldre og alligevel finde det håb, som holder knæene fra at kollapse. En Atlas, der ikke trækker på skuldrene af samfundets smerte, men i stedet finder harmonier midt i harmen. Lille VEGA henlå i et næsten ubrudt mørke, og inden koncerten udbrød bandet: “Can we have more lights?”. En fra publikum ønskede sig dog hellere “no light, just music” og en anden “no music, just light”. Bandet ønske blev bønhørt: Projektørerne tændte, og de så, at lyset var godt, for i det samme satte Heathe i gang. Nu var jeg spændt på, om disse unge støjrocksatlasser ville briste eller bære.
Vor egen indre Atlas
Atlas er også navnet på den øverste hvirvel i rygsøjlen, der bærer kraniets himmelbuekrans om hjernen, ligesom Atlas bar himmelhvælvingen. Denne hvirvel sikrer, at vi kan bevæge hovedet frem og tilbage i en ja-nikkende gestus. Atlashvirvlen kom i den grad på overarbejde til aftenens koncert. Bevægelsen føltes til tider næsten tvungen, idet rytmerne fæstnede usynlige fiskekroge i vores kranier, så Heathe som en marionetfører kunne trække dem frem og tilbage i takt. Der indgik mange komponenter i koncertens lyd, men mest prominent af disse var vokalen. Den dryppede af vrede og afmagtslede i opråb mod en brændende verden og var lige så skrattende hæs, som den skulle være. I det hele taget virkede Heathe til efter at have været et svingdørsband med skiftende medlemmer til at have fundet et habilt lineup, som holder. Selvom lyden i Lille VEGA kunne have været en tøddel bedre, spillede alle bandmedlemmer upåklageligt og henført under forudsætningerne. Vi blev hele tiden holdt vågne, for de cykliske melodier gemte på mange skift. Når vi just havde vænnet os til melodiøse harmonier, blev disse smadret af polyrytmisk dissonans… og omvendt samlede det hele sig så igen til en helhed. Man blev lullet ind i et meditativt stadie, hvor sindet svævede op over salen sammen med scenetågen. Det var tæt på en perfekt helhedsoplevelse, men som de ituslagne, hellenistiske gudestatuer var der enkelte revner i perfektionens marmorfacade. En af disse revner var, at skiftene mellem numrene af og til bød på længere, halvakavede pauser, som brød trancens transcendens. Derudover var ikke alle af det meget komplekse lydbilledes delelementer lige velindkorpererede i kompositionerne, hvilket ligeledes blev et distraktionsmoment.
Som en discokugle i en mørk tid
Under Atlas-aksen i rygsøjlen sidder Axis-hvirvlen, der modsat den første hvirvels evigt positive ja-nikken gør os i stand til at føre hovedet affejende fra side til side. I aften vandt Atlas over Axis, for der var ikke meget at ryste på hovedet over ved Heathes præstation. Jeg var som tryllebundet af bandet, hvis toner som discokuglen over salen oplyste både rummet og denne tidsalders mørkesind. Heathe skal dog holde tungen lige i munden, for de vil meget på én gang: Både polyrytmer, melodier inspireret af persisk musik og klassisk støjrock. Når de unge mennesker finder balancen og låser knæene i den rette position, er jeg dog sikker på, at de kan bære verden.
