Vulvodynia

Aftenens mest aparte indslag var denne kvintet fra Sydafrika. Til de første toner af ”Circle of Life/Nants’ Ingonyama” fra soundtracket til Løvernes Konge indtog de fem herrer scenen på Amager. Iført farverigt vandmelontøj, bermudashorts, hawaiikrans og komisk sparkedans gik der Disney Sjov i den ellers så alvorlige aften. Man vidste derfor ikke helt, hvorfor Vulvodynia var inviteret, og forvirringen forplantede sig i hele rummet. 

Med masser af guitarlir og lalleglæde spillede Vulvodynia sig gennem numre fra deres album Entabeni, der udkom sidste år. Lyden var (som sædvanlig) god, men det krævede et teksthæfte at forstå, hvad Lwandile Prusent sang. Desuden gjorde sangeren brug af en highpitch-teknik, der kom så højt op, at det til tider lød som en bilalarm, og det må virkelig have udløst nervøse trækninger hos alle bilejere i Amager Bio.

Selvom der var liv og glade dage på scenen, så var det enten for tidligt på aftenen eller bare en slap søndag, for musikken skabte ikke rigtig resonans hos publikum. Vulvodynia var også en mærkværdig størrelse, der gerne ville tages alvorligt med sin brutale deathcore, men hvis udtryk mere mindede om ’Weird Al’ Yankovic.

Og da man til sidst havde svært ved at skelne det ene nummer fra det andet, mistede man fuldstændig interessen.

4/10

Revocation

Næste punkt på dagsordenen var Revocation, der havde spillet i Danmark flere gange. Sidst var i Pumpehuset for to år siden, hvor de rent faktisk var hovednavnet. Det kunne de også have været i aften, for bandet spillede en rigtig god omgang tech death. 

Det var umuligt ikke at lade sig imponere af frontmanden David Davidson, der kastede sig ud i nogle halsbrækkende soli på sin guitar. Nogle af dem var særdeles vellykkede, mens andre havde det med at kamme over og kludre rundt. Men det bar man over med, da numre som ”Scorched Earth Policy” fra albummet Deathless og den nye single ”Confines of Infinity” blev leveret med et pumpende overskud, der satte gang i bølger af horn fra det nu opstemte publikum. 

Man blev dog distraheret og frygtelig irriteret på bandets private fotograf, som konstant vimsede rundt på scenen og skød billeder af de poserende bandmedlemmer. Det var, som om de havde gang i noget privat. Noget, vi andre ikke var inviteret til. Flere gange var fotografen også ved at ramle ind i bandet, der på behændig vis undgik sammenstødene. Denne unødige uro brød fokus hos både band og alle os, der kiggede på. Ærgerligt.

Revocation skruede gevaldigt op for varmegraderne med både ”That Which Consumes All Things” og ”The Outer Ones” fra albummet The Outer Ones fra 2018. Der blev derfor kortere og kortere mellem bandets vandpauser mod slutningen af sættet, men det var desværre også, som om de her ophold i koncerten gav en følelse af, at man havde ramt muren, og koncertens afslutning kom som en velsignelse for alle.

6/10

Shadow of Intent

Sikker, symfonisk smadder

Aftenens mange sceneskift blev alle afviklet kvikt, og der gik derfor ikke længe, før det ene hovednavn indtog scenen i Amager Bio. Og her leverede den sortklædte kvartet fra Connecticut en ordentlig omgang symfonisk smadder til glæde for alle deres fans. Det hele blev leveret med sikker hånd og uden nogen dikkedarer.

Flad fornemmelse

Shadow of Intent pløjede sig gennem ”The Migrant” og ”Blood in the Sands of Time”, mens der blev snottet på scenen og kastet med trommestikkerne. Bandets særkende er de symfoniske lag og korarrangementer, der giver musikken et vildt episk løft. Men alle de fede detaljer havde det med at drukne fuldstændig i lydbilledet til denne koncert. Det kunne man især høre på ”Melancholy”, hvor piano- og strygerintroen var helt tydelig, lige indtil bandet satte ind og moste alle nummerets detaljer. Det er ellers de uovertrufne kor, der giver ”Melancholy” liv, men i aften blev det slået ihjel. Mange af koncertens numre kom i det hele taget til at føles som et destillat, som om man havde filtreret alt det fedeste ved Shadow of Intent fra. Og det var en flad fornemmelse at stå med.

Efter en lille trommesolo, gik det over stok og sten med ”The Battle of the Maginot Sphere”, hvor der blev sunget så ekstremt hurtigt, at al ilt blev suget ud af Amager Bio. Hele salen nærmede sig kogepunktet til ”Malediction”, og der blev der gået amok i både dødsmure og roture på salens gulv. 

En topprofessionel maskine

Shadow of Intent føltes som en topprofessionel maskine. Men det var måske også det, der endte med at være problemet, for man savnede de der helt specielle momenter, der ikke virkede mekaniske, og som giver den lykkefølelse, som kun live-oplevelser kan give. Det føltes, som om Shadow of Intent bare kom buldrende forbi Danmark, spillede deres sæt og så skred igen.

Men der skal lige smides et ekstra kranie efter bandets lysmand, der med stor indlevelse gav den bedste lysoplevelse i Amager Bio længe.

6/10

Cattle Decapitation

Det sidste punkt på dagsordenen

Californiske Cattle Decapitation har begejstret mange med deres grindcore-metal på albummer som Terrasite og Death Atlas. Det virkede derfor også, som om de fleste til den udsolgte koncert var kommet for at opleve netop dette band. De fik sig en okay oplevelse, der desværre blev ramt af en voldsom hændelse blandt publikum.

Ubehagelig oplevelse

Cattle Decapitation kom hurtigt ud af starthullerne … Måske lidt for hurtigt, for mikrofonlyden på Travis Ryan var ikke helt på plads. Men ellers spillede bandet sig ind i hver eneste krog på Amager Bio med ”The Prophets of Loss”, ”We Eat Our Young” og ”Scourge of the Offspring”. Desværre blev Travis Ryans vokal slugt på det sidstnævnte nummer, som jo virkelig lever af hans vekslen mellem growl og den signifikante sangstemme, der lyder som en mellemting mellem en skærebrænder og Ozzy Osbourne. Men han fortsatte ufortrødent og bevægede sig hen over scenen med et kropssprog, der mindede om de insektlignende humanoider, der prydede bagtæppet.

Hele bandet bed fra sig på den brutale ”Bring back the Plague”, der trods sin nedturstekst om pestens ødelæggelser i en ny verden gik hen og blev et af showets højdepunkter. Det meste af bandet svingede synkront og rytmisk med deres lange hår til ”Forced Gender Reassignment”, hvor der blev spurgt om, hvorfor mennesket hadede alt det, som det ikke forstod. Nihilismen og det totale sortsyn toppede på ”Solastalgia”. Og efter en natur-speak fra selveste David Attenborough blev der sat gang i det kraftige guitarriff fra ”Dead End Residents”, og Amager Bio nærmest imploderede. Desværre kollapsede en person i mængden af mennesker og koncerten blev afbrudt omgående. Både publikum og Amager Bios Security reagerede hurtigt og fik båret personen udenfor. Travis Ryan roste indsatsen oppe fra scenen. Og det var virkelig også godt gået af alle …  håber, at personen fik det godt igen!

Efter chokket prøvede Cattle Decapitation at holde energien oppe med ”A Living, Breathing Piece of Defecating Meat”. Selvom Travis Ryan beklagede sangvalget på forhånd, så virkede det hele lidt omsonst, og koncerten fes herefter ud.

6/10