Grind ’em All
Cattle Decapitation, bandet der aldrig har lagt skjul på deres holdninger og meninger. Disse er kommet til udtryk via voldsomme albumcovers samt hårdtslående sangtitler og aggressiv lyrik.
På deres ottende album følger de den sædvanlige tråd om, at vi mennesker faktisk er noget værre møg, men på det makroplan som de påbegyndte på deres tidligere album The Anthropocene Extinction. Det virker dog umildbart til, at Death Atlas er tænkt som et mere tilgængeligt album end deres forrige udgivelser – altså så ”tilgængeligt” som grindcore nu kan være. Men det er tydeligt, at nihilisme og misantropi stadig er de to grundpiller, hvorpå Cattle Decapitation bygger deres musikalske univers.
Lyden af selverkendelse og en seriøs depression
”Fuck the future, fuck mankind” – med disse bevægende ord slutter ”The Geocide”, albummets første reelle nummer, og de ord opsummerer faktisk hele albummet og dets tematik nok så fint. Verden er død, bukket under for det konstant voksende befolkningstal, og det eneste, der kan redde os, er død, sygdom og katastrofe. Det hele er et ligegyldigt kapløb med døden, for vi ved jo alle, hvem der vinder det løb. Spørgsmålet er bare, hvor meget skade vi kan nå at forvolde, inden vi bliver indhentet af manden med leen. Hvor meget kan vi nå at drukne i endeløse bølger af konsumerisme, forbrugerisme og ustoppelig kapitalisme? Det er nogle af de spørgsmål, som Cattle Decapitation stiller på Death Atlas. Og svaret, de kommer op med, er et dystert et præsenteret på nummeret ”Bring Back the Plague”: ”Bring back the plague, delete those that threaten a new world, start today, dig their graves” – muntert ikke sandt?
Nej, Death Atlas er ikke feel-good musik – tværtimod! Men sjældent har hymner om den forelæggende katastrofe samt et forslået lemming-inspireret masseselvmord lydt så godt! Bandet er i absolut topform, og produktionen er mesterlig. Der er noget til både gamle og nye fans af Cattle Decapitation. Tempoet er generelt noget langsommere, og rammerne er måske mere progressive og melodiske end tidligere, men der er stadig masser af galop og totalt smadder. Så kan man mene, hvad man vil om Travis Ryans ”clean vocals”, som mest af alt lyder som en morgensur heks. Til tider passer de ind, til tider bliver de for meget – så alt er jo et spørgsmål om balance. På samme måde bliver musikken til tider en kende for repetitiv og ensformig. Ligeledes var der nok heller ikke brug for hele tre instrumentelle numre. Jeg kan forstå en intro, men der var ikke brug for hverken ”The Great Dying” eller ”The Great Dying, Pt 2”, og mon ikke ”The Unerasable Past” bare burde have været en del af titelnummeret i stedet?
Ave Genocide
Ergo er Death Atlas ikke et perfekt eller fuldkomment album, men derfor er det stadig et virkeligt stærkt album og et album, der fortjener en masse anerkendelse og ros! Der er masser af store armbevægelser og store tanker, så det er et album, der er omtrent så intelligent, som det er hårdtslående – hvilket ikke er noget, man normalt ser i grindcore-territoriet.
Der er dog enkelte skønhedsfejl, men måske passer det meget godt, for Cattle Decapitation maler jo ikke just noget kønt billede af virkeligheden eller menneskeheden. For at understrege dette, så tillad mig at citere Ryan selv: ”Ave Genocide, this is an emergency! Present-day predators now electing generations to die. Extermination defined!”
Kommentarer (1)
Jeroem Bliev
Kussemagnet
jeg synes det er god musik. -flere grøntsager til de hvide. AGF