Symfonisk deathcore fra Guds eget land
Shadow of Intent er et amerikansk deathcore-band og har eksisteret siden 2013. De har blandt andet taget deres navn og tematikker fra Halo-spillet, har udgivet fire albummer og har som så mange andre bands haft et par udskiftninger undervejs på bemandingssiden. De to, der oprindeligt startede bandet, sanger Ben Duerr samt guitarist Chris Wiseman er dog begge stadig med og står derfor i front for det symfoniske deathcore-projekt, som Shadow of Intent er.
Når musikken ikke kan stå alene
Da Shadow of Intent gik på scenen, var der mildest talt plads til flere blandt publikum. Måske skyldtes det tidspunktet, måske skyldtes det, at både Gehenna og Pandæmonium også spillede op på præcis det tidspunkt, måske skyldtes det det kedelige vejr. Uanset hvad, så var der rigeligt plads til at bevæge sig rundt, da bandet fyrede op for ”Blood in the Sands of Time” og efterfølgende ”Gravesinger”. Begge gedigne lussinger, der beviste præcis, hvor dygtig Ben Duerr er bag sin mikrofon. Det viste desværre også, hvor ugidelige resten af bandmedlemmerne så ud. Trommeslageren Bryce Butler så godt nok ud til, at han hyggede sig bag tøndernes drøn, men hverken Chris Wiseman eller Andrew Monias på bassen så ud til at have lyst til at interagere med publikum eller så meget som at headbange til sin egen musik.
Ben Duerr lod sig dog ikke mærke af hverken sit trætte, men dygtige band, eller det tændte men lille publikum. Han var utroligt flink og høflig og takkede for fremmøde på trods af, at det her publikum langt fra kunne være det bedste, han havde oplevet. Min koncertbuddy nævnte da også hurtigt, at Ben måtte være verdens mest høflige frontmand. For rigtig mange stod stille under numrene og hujede kun lidt imellem. Der var naturligvis gang i en fin om end lille pit lige foran scenen, men man skulle ikke langt tilbage for at finde korslagte arme og ikke særligt engagerede folk blandt publikum. Cirka halvvejs gennem sættet kom der heldigvis lidt mere gang i den, men rigtigt godt blev det desværre aldrig.
Rent musikalsk var der ikke noget at sætte på Shadow of Intent denne dag. Bens stemme var sindssygt fyldig, og han bevægede sig overbevisende igennem både highpitched skrig og kælderdybe bleeergh. Han gjorde egentligt, hvad han kunne for at få publikum helt op i gear, men de virkede overraskende lidt responsive på trods af de hårde trommer og effektive breaks. ”The Heretic Prevails” og særligt ”From Ruin, We Rise” stod klart som højdepunkterne for mig i løbet af et sæt, der ellers ikke manglede kvalitet. Begge numre fik det allerbedste frem i Ben Duerrs stemme, både hans teknik og kontrol var imponerende. ”Embracing Nocturnal Damnation” og slutteligt ”Malediction” lukkede sættet for et publikum, der endelig så ud til at have det sjovt. Nu var det bare for sent.
Kun skyggen af en god koncert
Alt det, jeg savnede hos Shadow of Intent, det fik jeg for eksempel hos Brand of Sacrifice et par dage før. Mere indlevelse. Lidt spræl fra bandet. Et mere medrivende sæt. Et publikum, der også gav alt tilbage til bandet. Ærgerligt for alle parter. For Shadow of Intent er virkelig dygtige. Men kun Ben i front kom rigtigt ud af startboksen denne dag, og publikum hang også i bremsen meget af tiden. Ærgerligt, at resten af bandet ikke formåede at give Ben lidt modspil, så han ikke var alene om showet.
