Interview med danske Trold

Trold

Trold, et nyetableret dansk folkmetal band smed for nyligt deres første single på gaden. Vi fik os en snak med de fem trolde.

Tak fordi I tog jer tid til at besvare vores spørgsmål. Lad os starte med en præsentation. Hvem er Trold? (hvem er I hver især, og hvor har I spillet før)

Astór Kristian Palsson (Dawn of Demise) Vokal

Michael Lundquist (Prevail, x-Svartsot) Guitar

Jesper Myrup Andersen (x-Kurgan) Guitar

Danny René Westerskov Svendsen (x-Heidra, x-Fjorsvartnir) Keys

Allan Vangsgaard Madsen (Prevail) Bas

Hvorfor navnet Trold?

Vi ledte efter et navn, der ikke ville begrænse os mht. til alle de forskellige eventyr, vi har oppe i ærmerne. Navnet var en spontan idé, Michael fik efter at have lavet Trolden & Jomfruen. Navnet passede perfekt til os og vores stil.

I har lagt bandets første bandbillede online. Tegnet. Hvad er tanken bag?

Vi diskuterede bandbilleder osv., hvor Michael fik idéen om at gøre noget anderledes end det traditionelle, hvor man stiller sig op i en skov/bygning osv. og prøver at se badass ud.

Det er tydeligt, at I benytter en stor portion humor i dette projekt. I har hver især et unikt navn og karakter. Kan I forklare ideen bag? (I må gerne fortælle, hvorfor I hedder det, I gør, og hvorfor tegningerne af jer er, som de er)

Humor er vigtigt. Vi gør alt det her udelukkende for at have det sjovt.
 

Lille Trold
Astor er meget lille.


 

Gnav Trold
Michael er faktisk en glad mand, men han har rødt skæg.


 

Charme Trold
Jesper er pænest og fik alle damerne, men nu er han altså blevet nappet af en troldedame.


 

Hule Trold
Vi kunne ikke finde på noget til Danny, så det blev bare huletrold. HAHA.

 

Hav Trold
Allan er vesterhavsjyde og elsker bare at gå i vaders.

Kan I beskrive jeres musik for læserne? Hvad får jer til at skille jer ud fra øvrige danske bands, f.eks. Svartsot?

Vores musik er glad, sjov og dansevenlig heavy metal. Bedre kan det vist ikke siges.
Vi vil gerne fortælle en masse historier og eventyr uden at tage os selv ALT for seriøse, dog uden at blive for fjollede.

Vi benytter os af en del andre instrumenter end f.eks Svartsot. Vores musik bærer også en del præg af, at Michael jo skrev numre til Svartsots første album, og dermed vil der være ligheder. Fremtidige numre vil være en blanding af diverse folkemetalgenrer. Trolden og Jomfruen er bare begyndelsen på TROLDS eventyr.

Første single er ude, og vi har fået en lille smagsprøve på, hvad Trold er for en størrelse. Hvem står for jeres tekstunivers?

Astor, Michael og Jesper har skrevet alle tekster indtil videre.
I starten var det blot Astor og Michael, som var TROLD, og vi havde en vision omkring tekstuniverset. Trolde, jætter, kvinder, fester, druk, eventyr, små opdigtede historier uden nogen former for restriktioner. Det har vi ført videre, da der kom flere medlemmer til.

Hvordan har reaktionerne været på singlen? Har I modtaget ros/ris?

Vi har KUN fået ros for første single. Det har faktisk været overvældende. Det virker, som om folk har gået og hungret efter netop denne type folkemetal.
Metallen kan jo godt tage sig selv liiiidt for seriøst en gang imellem, og med TROLD prikker vi lidt til den opfattelse.

Hvornår skal vi forvente full length-udgivelsen?

Vi går pt. ikke efter nogen fuldlængdealbum. Vi kører pt. et koncept, der hedder, at vi vil udgive 5-8 singler om året, og dermed kan vi konstant holde os relevante, OG vi kan udvikle os uden at være tvunget til den røde tråd på et album.
Folk hører musik på en anden måde i dag, og dette koncept passer perfekt dertil.
Når det så er sagt, har vi snakket om at udgive de numre, som er kommet ud i løbet af et år på en form for opsamling.

Måske ændrer vi holdning til dette koncept lige pludselig og kommer med et helt album. Det må tiden vise.

Vi er også nødsaget til at vende hele liveperformance-delen. Hvad kan vi forvente af Trold LIVE?

Den del arbejder vi stadig på. MEN, I kan godt regne med, der bliver fuld smæk på live. En rigtig troldefest. Vi er alle SÅ klar på at give den fuld knald, så snart vi bliver sluppet løs.

Har I noget, I vil fremhæve som afsluttende bemærkning?

Vi vil først og fremmest sige mange 1000 tak for den fantastiske modtagelse, vi har fået i Danmark og resten af verden.
Det har virkelig givet os endnu mere blod på tanden, og I kan godt regne med en bred vifte af troldemetal i den kommende tid.
Der er også allerede planlagt lidt shows i den nære fremtid, så vi håber, at I alle vil komme ud og feste med os.