Top 3 - Kent Schulz Lillelund
Lidt godt kom der dog uden af et intetsigende år
Var 2020 generelt set et godt år? På ingen måde. Det har været et af de mest ligegyldige år i mands minde, man kunne endda fristes til at kalde det et agurkeår. Utallige sociale arrangementer har været aflyst, og har man ikke været uden for en dør hele året, er det lige før, man har været så god en borger, at man kan få tildelt ridderkorset. Men på et enkelt punkt har 2020 dog været ganske udmærket, nemlig det musikalske – dog kun når det kommer til udgivelser, for det der med siddekoncerter bliver altså et nej tak. Men ud af de utallige glimrende udgivelser året har budt på, kommer her seks styk, der er ligesom Riberhus – altså lidt bedre end andre gode udgivelser.
Danske udgivelser, der var lidt bedre end andre gode danske udgivelser
3. pladsen: Eyes – Underperformer
Hardcore er sjældent noget, der kommer helt op at ringe, men med Underperformer skal jeg da lige love for, at Eyes fik sparket døren ind og sagt goddag. Mage til gennemført skizofren og manisk hardcore, der absolut ikke ligger under for nogen genreregler, skal man lede meget længe efter. Der bliver ikke kigget skævt til hverken metal, grind eller sågar poppunk, alt kan bruges, når kreativiteten er i top. Pladen er spækket med frustrationer og afmagtsskrig, der har fået nok af samfundets normer og giver det hele fingeren. Det er så tæt på at implodere og falde totalt til jorden, men balancerer helt ude på kanten, hvor alt går op i en højere enhed og danner det perfekte kaos – og så endda et, man også kan danse til.
2. pladsen: Glemsel – Demo
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke var udpræget stor fan af Glemsels debut Unavngivet, men jeg skal da lige love for, at de fik mig til at lukke arret med Demo. Det er en fantastisk blanding af usympatisk, rå og atmosfærisk black metal, Glemsel byder på, og kalder man sig selv black metal-entusiast, så vil det gå lige ind i det iskolde, sorte hjerte. Med kirkeklokkeriffet, der kalder til samling på ”Brændt Levende”, og til den storslåede atmosfæriske afslutning på ”Ved Graven” fejer Glemsel al modstand af banen i den danske black metal-undergrund og viser, hvorfor de bestemt ikke lever op til deres navn. Mange vil nok argumentere for, at Afsky har udgivet den bedste black metal-plade i år, men med det kvantespring, Glemsel har taget i forhold til debuten, så fortjener de en placering her på listen.
1. pladsen: Konvent – Puritan Masochism
Det er dæleme dejlig dansk doom. Siden jeg så Konvent første gang i 2018 til Mono Goes Metal Festival, har jeg været kæmpe fan af københavnernes death/doom, og med Puritan Masochism får man alt, hvad man kan drømme om, hvis hjertet banker for tonstunge og beskidte riffs. Lige fra titelnummeret, der fortjener en plads i doomens Hall of Fame, og hele vejen igennem er det en magtdemonstration i, hvor det kulsorte death-/doom-skab skal stå. Så næste gang nogle af genrens større navne lægger vejen forbi lille Danmark, så er der absolut ingen tvivl om, hvem der er selvskrevet som support. Jo jo, vi har da Saturnus, men der er absolut ingen tvivl om, at med Puritan Masochism beviser Konvent, at de er fyrtårnet på den danske doom-scene.
Internationale udgivelser, der var lidt bedre end andre gode internationale udgivelser
3. pladsen: Lorna Shore – Immortal
Lige så mange løgspark med en sømbeslået støvle som vokalist CJ McCreery fortjener, lige så mange lovprisninger fortjener Lorna Shores 2020-skæring Immortal. Var man bare den mindste smule interesseret i deathcore i år, så var der på ingen måde nogen vej uden om denne skive. Det er, ganske enkelt, noget af det meste gennemførte deathcore, der kan opdrives. Kombinationen af fundamentknusende deathcore og storladen symfoni er intet mindre end perfekt. Pladen åbnes med store armbevægelser og tager lytteren helt op under skyerne, for senere på ”King ov Deception” at hamre et breakdown afsted, der trækker lytteren ned i det altopslugende mørke. Hvis al deathcore holdt bare halvt så høj en standard som Immortal, så ville samtlige kritikere forstumme øjeblikkeligt.
2. pladsen: Warp Chamber – Implements of Excutiation
På trods af at have overset denne skive i et halvt års tid, skulle jeg kun tre sekunder ind i nummeret "Harvesting the Life Force of a Crumbling Orb", før jeg var totalt solgt på Warp Chambers seneste skive Implements of Excrutiation. En bragende kaotisk plade, der har uendelig meget mere på sit møgbeskidte hjerte end bare slimet kloakdød. Jo, vokalen lyder som en slamsuger, der parrer sig med en kaffemaskine, og ved første lyt bliver man nemt narret til at tro, at det ”bare” er en glimrende kop vammel og uforfalsket kloakdød. Men det er så meget mere end det. Det er punket, thrashet og endda en smule mere teknisk, end hvad man ellers ser i genren, man får endda et par glimt af noget, Power Trip kunne have skrevet. En imponerende debut fra et ungt og yderst lovende band.
1. pladsen: Ulcerate – Stare into Death and be Stilll
Allerede fra de første toner på ”The Lifeless Advance” var jeg ikke i tvivl om, at Stare into Death and be Still ville blive den definitivt bedste skive, jeg ville komme til at høre i år. Det er en tour de force i alt, hvad Ulcerate gør bedst, og hvorfor de er de absolut bedste til det, de gør. De små fejl, forgængeren Shrines of Paralysis havde, er blevet udbedret, og resultatet er et storslået dyk ned i elendighedens afgrundsdybe kaos. Det er så absolut en plade, hvor man ser døden dybt i øjnene og ikke kan andet end forholde sig passivt og lade sig blive omsluttet af det kvælende mørke og trukket ind i intetheden. Stare into Death and be Still er uden tvivl den bedste skive, Ulcerate nogensinde har udgivet, og hvordan de om nogle år har tænkt sig at toppe den, ved jeg ikke – men svært, det bliver det.
Andre gode udgivelser:
Afterbirth – Four Dimensional Flesh
Alkymist – Sanctuary
Caustic Wound – Death Posture
Clients – A Callous Heart Rejects
Draconian – Under a Godless Veil
Killitorous – The Afterparty
Napalm Death – Throes of Joy in the Jaws of Defeatism
Nyrst – Orsök