Landet, der flyder med metal og magma
En klippeø nord for polarcirklen, hvor øde græsmarker møder kulsorte strande, og vulkaner hvert år river øen mere og mere fra hinanden. Få nationer har en geografi med et mere metallisk DNA end Island. Derfor er det da heller ingen hemmelighed, at landet har fostret en del metal bands gennem tiden – nærmere bestemt black metalbands. Sólstafir, Wormlust og, af nyere dato, Misþyrming. Sidstnævntes 2015-udgivelse, Söngvar Elds og Óreiðu, kan vel sagtens betegnes som en moderne klassiker blandt den islandske black metal. Et af de nyere bands på den overraskende mangfoldige scene er Nyrst. Bandet har eksisteret i en del år under navnet Skuggsjá, men skiftede navn i 2016, og kort tid efter verden blev lagt ned af det 21. århundredes svar på pesten, udgav de debuten Orsök.
En forsmag på den islandske vinter
Hvor mange islandske black metalbands enten bekender sig til Misþyrmings ondere og mørkere lyd eller Auðns lidt pænere og atmosfæriske lyd, så lægger Nyrst sig et sted midt imellem med en kold, men alligevel stemningsfuld og let melodisk black metal. Selvfølgelig på islandsk. For skal man være ærlig, så virker islandsk black metal, der ikke er på islandsk, ikke rigtig til at være fra Island. I samme åndedrag kan man så spørge sig selv, hvor mange islandske black metalbands man kan nævne, der ikke synger på islandsk.
”Æðri Verur” åbner pladen med akustisk guitar og trommer, hvor vokalen høres som blæst i det fjerne. Efter to minutter gives der dog los, og pludselig står man på toppen af en klippeskrænt, hvor den iskolde vind går gennem marv og ben, mens man stirrer ud over Nordsøens nådesløse bølger. Det er storslået, grusomt og smukt, men minder også lytteren om, at man nok skal iklæde sig Harboøre-habit og tilhørende sydvest. Efter montering af reglementeret beklædning er man dog klar til at vædre den ganske habile snestorm, Nyrst har skruet sammen. Stormen øges også kun i intensitet over pladens første fire numre. Der gives et pusterum på ”Athöfn”, men derefter tager den ti minutter lange ”Hvísl Hinna Holdlausu” over med alt, hvad Nyrst overhovedet kan fremtrylle af skyts. Snæbjörns vokal skifter fra alt mellem en dyb, dyster rallen til et isnende skrig, der er som skabt til at punktere trommehinder, og det samme sker på guitaren, der går fra de dybere riffs til de traditionelle kolde, man kender fra black metallen. Dette samspil giver en effekt af et frygteligt uvejr med arktiske temperaturer og vindstød af orkanstyrke. Det er voldsomt og bidende koldt, men man nyder det.
Umiddelbart er Orsök er yderst helstøbt plade, og der er vitterlig ikke meget at pege fingre ad. Man kan dog argumentere for, at Nyrst ikke tager voldsomt mange chancer. At trække inspiration fra det kolde klima er der ikke noget nyt i, det er der adskillige nordmænd, der har gjort de sidste snart 30 år. Men i forhold til mange andre islandske bands, der virker meget optaget af at stirre ned i Katlas krater, er det dejligt med et band, der også har opdaget, at Island har gletsjere.
Ny vin på gamle flasker
Savner man dengang, hvor al black metal skulle være bidende koldt og ondt, men vil man gerne samtidig undgå papkasseproduktionen og have lidt mere melodi og variation, så er Orsök nærmest den perfekte plade. Det er 40 minutter i selskab med alt, hvad man kunne forestille sig, en islandsk vinter kunne byde på. Der er kulde, blæst, sne og is til den helt store guldmedalje, alt sammen serveret med lige dele melodi og aggression.
