Fordums forhud

Belial er en spøjs type, som ingen rigtigt helt kan blive enige om, hvem eller hvad er - altså lige udover at han har et dæmonisk ophav. I visse kristne kilder er han en af de fire herskere af Underverdenen, i andre er han simpelthen Djævelen selv. Jøderne ser ham som en ondsindet dæmon, der repræsenterer de værdiløse, de grusomme og de, hvis forhud stadig sidder, hvor den bør. Så uanset hvilken kilde man kigger i, kan man dog hurtigt erkende, at han er en træls kalorius, og derfor må hans vrede være noget, man helst vil undgå.

Men det til trods så er det præcis denne, som disse aarhusianske drenge har prædiket siden 2017. Jeg kan, svagt, huske mit første – og eneste – møde med Wrath of Belial. Det er snart et årti siden, og det virker generelt til, at de har gået meget stille med dørene de sidste mange år, hvilket forhåbentligt betyder, at Embers of Dead Empires er en hidsig satan, der kun vil fremad!

Vov noget mere, gør noget mere!

Wrath of Belial spiller noget så pæredansk som groovy melodød. En genre, som ikke just er sjælden i vores lille andedam; den er tværtimod ganske leverpostej. Det er der reelt set ikke noget i vejen med, men der skal dælme gøres en gedigen indsats, hvis man ikke bare vil virke som endnu en lille bitte guppyfisk i en i forvejen overfyldt havedam.

Da vi anmeldte bandets debut, påpegede vi både den manglende originalitet og tryllestøvets fravær, og jeg skal da blankt erkende, at lige på dét punkt er Embers of Dead Empires ganske lig sin forgænger. Men nu er originalitet og nytænkning jo heller ikke, partout, lig med succes eller stor kunst; problemet er bare, at dét her ikke er stor kunst. Der er ikke mange nye tanker, ej heller ret meget Klokkeblomst over bandets andet udspil. Stryhns derimod er der masser af. Selv hvis man ser bort fra, at alt, hvad bandet præsterer på sit andet udspil, er noget, man har hørt (mange!) gange før, så bliver jeg nødt til at påpege et af de mere underlige indslag på albummet. ”The Secular and the Divine”. Det nummer fungerer slet ikke. Det lader til, at det er her, bandet har forsøgt at skrue ekstra meget op for grooverytmerne, men resultatet er et umådeligt klodset nummer, der virker til at være født med to venstrefødder.

Selvom man skulle tro det, så er mit største problem med Embers of Dead Empires ikke den manglende originalitet; det er derimod den manglende identitet og den manglende furore. På intet tidspunkt bliver jeg overbevist om, hvorfor jeg skulle høre Wrath of Belial i stedet for bands som The Black Dahlia Murder eller andre danske bands som Dawn of Demise, Crocell, Illdisposed og Hatesphere. Det her album har været utroligt længe undervejs og er på mange måder et comebackalbum, så hvorfor tør de ikke slå i bordet for alvor og proklamere: ”Hallo, røvhuller, her har I os tilbage! Blegh!”. For et band, der vitterligt har ordet ”wrath” i sit navn, ja, så virker de ikke ret vrede, de virker dårligt nok knotne. Albummet her er for pænt, for poleret og for forsigtigt, og dét er det største problem. Vov noget mere, gør noget mere!

Surmuleri of Belial

Wrath of Belial beviser ganske vist, at de sagtens kan spille. Der er ingen tvivl om medlemmernes musikalske kapabiliteter, men jeg er fortsat ikke overbevist. Det er simpelthen for jysk, forstået på den måde at bandet virker til at være bange for de store armbevægelser, som man jo ikke kan lave med korslagte arme. Skrig højere, spil vredere, og flæns mit ansigt af med jeres guitarsoli! Vis mig Belials vrede én gang for alle i stedet for at præsentere mig for Belials surmuleri.