Vinylbanner
Clients - A Callous Heart Rejects

A Callous Heart Rejects

Udkom

Type:Album
Genre:Blackened Death Metal
Spilletid:36:18
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En af de gode overraskelser

Københavnske Clients har gået stille med dørene; jeg havde i hvert fald ikke hørt om dem, før der pludselig dumpede en plade ind ad brevsprækken her på redaktionen. En hurtig søgning på nettet fortalte mig dog, at bandet har eksisteret siden 2018, og at det faktisk har udgivet hele tre singler siden efteråret 2019. Af nysgerrighed satte jeg gang i skæringen ”Moth King” – og det krævede ikke mange sekunder, før jeg var overbevist: Her er noget spændende. Rigtig spændende.

Varieret, kalkuleret og en syngende lussing

Callous Heart Rejects er Clients’ debutalbum og bevæger sig inden for nichegenren blackened death metal: Det er mørkt, ondt og temmelig hurtigt. Forestil dig, at det fedeste ved Svart Crown og Anaal Nathrakh fusionerer – ja, så har du cirka Callous Heart Rejects. I pressematerialet beskrives pladen som ”diverse, calculated and in-your-face”, og jeg har faktisk svært ved at finde tre ord, der passer bedre. Lad mig forklare.

Pladen lægger ud med en knytnæve lige i tindingen: førnævnte ”Moth King”. Et aggressivt tremoloriff indleder nummeret, trommerne slutter sig til, og snart efter river frontmand Nick dine øregange itu. Det er tungt og voldsomt, produktionen er tilpas knasende, men måske allervigtigst er, at bandet lykkes med at implementere nogle små melodiske elementer: Guitaren hamrer ikke bare af sted, men leverer nogle fine melodier, ligesom trommer og bas en gang imellem sætter tempoet lidt ned – dejlig dynamik. Det samme gør sig gældende på ”A Thousand Punctured Veins”, der har en lignende aggressivitet, men en endnu mere melodisk guitar.

Clients bevæger sig aldrig ud over den formørkede dødsmetal, men formår dog – heldigvis – at variere sin lyd: ”The Drop and the Current” byder på korstemmer og klaver, ”Orchestrator” har meget overraskende en ren vokal i omkvædet, og ”Spectator to the Night” eksperimenterer en smule med elektroniske effekter. Callous Heart Rejects er bestemt ikke kedelig.

Det kalkulerede kommer til udtryk i pladens produktion, koncept og sammenhæng: De ni sange lyder skarpe og friske, klæder hinanden virkelig godt og har alle en distinkt lyd – lyden af Clients. Det eneste sted, hvor pladen kører en smule i tomgang, er på ”In Yesterday’s Light”, men ærligt talt: Nu er vi nede i de helt små bagateller.

En debut, der vil noget

Efter en halv time når vi afslutteren ”Coma Throne” – et nummer, der ganske fint opsummerer, hvorfor Callous Heart Rejects er en fed plade: Det er aggressivt, men medrivende, melodisk og atmosfærisk. Stærkt udspil.

Tracklist

  1. Moth King
  2. A Thousand Punctured Veins
  3. The Drop and the Current
  4. Orchestrator
  5. Mouth of Exile
  6. Spectator to the Night
  7. In Yesterday's Light
  8. If Ever There Was a Moment
  9. Coma Throne
Metalvinyl

Tilføj kommentar