Kvantitet over kvalitet?
Til en efterfest inviterer man som regel kun særligt udvalgte gæster. Det vælger Killitorous dog at se stort på, på deres seneste plade The Afterparty. Intet mindre end tolv gæsteoptrædener spredt ud over ti numre bliver det til. Der bliver hilst på Riley McShane fra Allegaon, Paul Ablaze fra Blackguard og Matt Mcgachy fra Cryptopsy, for bare at nævne et par stykker. Ud over dette består Killitorous selv af folk, der har arbejdet sammen med blandt andre Annihilator, Vital Remains og Unleash the Archers. At det er en samling kompetente folk, der er at finde på pladen, er der ingen tvivl om, men der er jo et gammelt ordsprog, der siger, at for mange kokke fordærver maden.
Ghostbusters, guitarlir og groove
The Afterparty har dog andet at byde på end flere artister fra et gennemsnitligt cirkus. Pladens numre omhandler alt fra Ed O’Neills tv-karriere til Mike Tyson og Ghostbusters. ”Married with Children” beskriver Al Bundy som PTSD-ramt vietnamveteran, som nu kun lever for at fortære menneskekød. ”Insanity As A Pathway to Fame & Fortune: The Tyrannical Tirades of Mike Tyson” er en sindssyg titel til et sindssygt nummer om en sindssyg mand, og ”Total Protonic Reversal” er Peter Venkmans fortælling om, hvordan alt gik galt for Ghostbusters og endte med jordens undergang. Kombiner dette med lydklip fra de omtalte serier, film og personer, og du har et blodrødt, komisk voldsorgie af en plade.
Man kunne dog nemt frygte, at dette totalt overdrevne lyriske univers prøvede at opveje for et musikalsk indslag mindre spændende end en mariekiks, men dette er bestemt ikke tilfældet. Det er moderne teknisk dødsmetal, der sætter en ære i ikke at lade teknikken overskygge groovet. Ligegyldigt om pågældende groove kommer som et nyrehug i lungerne eller kommer bragende som et afsporet krydsermissil. ”Eat Your God Alive” når både at befamle hele guitaren og sørge for, at man i den grad kan få pådraget sig en langvarig nakkeskade. ”Re-Anima-Tomatron” lyder som udgangspunkt som noget, der hører til på en Children of Bodom-plade, men ender med at lyde mere blæret end Mads Christensen i fuld 5.1 surround, og sådan er alle numrene konstrueret. Guitarlir til de nørdede og groove til de festglade.
Dog er der et par ting ved pladen, der fjerner en smule glæde over denne blodige halvfemsernostalgiske plade. Mathieu Dhanis vokal er ikke altid lige tydelig, hvorved den ellers underholdende lyrik falmer en smule. Derudover afsluttes pladen med den ti minutter lange ”King Diamond Dallas Page” – ikke King Diamond, men wrestleren Diamond Dallas Page, hvor de sidste fem minutter er et loop af, hvad der lyder som en tegnefilmsskurk, der griner hånligt. På første gennemlytning fungerer det som prikken over i’et på denne vanvittige plade, men på efterfølgende gennemlytninger bliver det uhyre langtrukkent.
Teknisk død kan sagtens være sjovt
Er man ved at være træt af de utallige tekniske dødsmetalbands, der nærmest går i Stephen Hawking-mode, når de skal skrive et riff, er Killitorous The Afterparty et glimrende alternativ. Pladen fyldt til randen med morderligt underholdende referencer til halvfemserpopkultur pakket ind i rigelige mængder guitarlir, der aldrig ser sig for god til også at få gang i nakkemusklerne.
