Vinylbanner
Alkymist spiller koncert ved SPOT Metal 2020 .
Alkymist - Sanctuary

Sanctuary

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der gror ikke mos på en rullesten

På trods af de spiller doom, går der generelt ikke længe mellem, Alkymist kaster en udgivelse af sig. Kun 10 måneder gik der mellem bandets debut-ep, Element, og deres første fuldlængde, Alkymist – at fuldlængden så reelt set kun bød på to nye numre, er en mindre detalje. Nu er det så ved at være halvandet år, siden vi sidst har hørt fra de københavnske doomere, og minsandten om de ikke er klar til at ryste endnu en fuldlængde ud af ærmet. Her på redaktionen har vi kastet alskens rosende ord efter Alkymist, hver gang vi har haft fat i dem, hvad enten det har været på plade eller til koncert, så forventningerne er ganske høje til Sanctuary.

Er der mere?

”Listen to the lullaby, but don’t close your eyes”. Sådan indleder Alkymist åbneren “Oethon”, og på trods af bandet – åbenbart – betegner dette som en vuggevise, så er der bestemt ingen chance for, man lukker øjnene og falder i søvn, og det er endda, selvom nummeret er en af pladens mere rolige af slagsen – hvis man ikke tæller de to mellemspil med. Men hvis ”Oethon” er, hvad Alkymist betegner som en vuggevise, så vil jeg nødig vide, hvad de hører for at vågne.

Hvad der møder lytteren på Sanctuary, er et mørkere, tungere og mere beskidt Alkymist, end hvad man har været vant til. Specielt vokalist Peter Bjørnegs vokal bidrager til dette. Den mere sludgede vokal er på store dele af pladen skiftet ud med et dejligt ondt growl. Dette ændrer dog på ingen måde på, at Alkymist stadig formår at skabe et stort og smukt lydunivers, hvor man overgiver sig totalt til lyden. Hvert riff og hver basgang rammer nemlig øregangen så hårdt og præcist, at man nærmest bliver totalt paralyseret. ”Oethon” og ”The Dead” er yderst lokkende, og før man opdager det, har den hurtige ”Draugr” sørget for, man er blevet afhængig af de langsomme buldrende rytmer. Helt perfekt bliver det mod slutningen af pladen, hvor ”Astral Haze” smider et par psykedeliske elementer ind, hvilket matcher den mørke og tunge lyd eminent. Det lyder næsten, som havde man fået kontakt til et kosmisk væsen.

Skulle man dog sidde derude med en frygt for, at de mere progressive elementer er blevet skrottet for dette nye mere dystre udtryk, kan man godt ånde lettet op. De er strøet ud over pladen, dog i lidt mere begrænset omfang, end man er vant til fra Alkymist – de bruges hovedsageligt som introer og små midterstykker. Selvfølgelig er de også blevet dyppet i en omgang mørk lak, for at lade dem stå så rene og klare som på debuten ville lyde forkert og malplaceret.

Den eneste finger, der er at sætte på Sanctuary, er de to korte mellemspil ”S.O.Y.” og ”Gust of War”. De er kun adskilt af den forholdsvist korte ”Draugr”, så det er ikke, fordi de fungerer som et pusterum for lytteren, og når de er så tæt på hinanden, fungerer de som et stop, der bryder den trance, resten af pladen skaber. Det er tre og et halvt underlige og lidt unødvendige minutter.

Leveringsdygtig doom

Alkymist har med Sanctuary bevist, at de med debuten ikke bare var heldige, men at de kan stå distancen og gang på gang levere doom af høj kvalitet. Sanctuary er også lyden af Alkymist, der prøver noget nyt uden at give afkald på det velkendte. Det er muligvis ikke alle, der vil byde den mørkere og tungere lyd velkommen, men det ændrer ikke på, at pladen er præcis lige så godt håndværk som sin forgænger.

Tracklist

  1. Oethon
  2. The Dead
  3. S.O.Y.
  4. Draugr
  5. Gust Of War
  6. Desolated Sky
  7. Astral Haze
  8. Warkeeper
Metalvinyl

Tilføj kommentar