Boomerbloggen: 1983 - Metallens oversete årgang
Melissa og alle de andre
I 1983 – dengang den kolde krig var iskold – befandt skribenten bag denne blog sig midt i teenageårene, var allerede pladesamler og, indrømmet, ivrig kassettebåndskopist. Det gjaldt primært metal, forstås, så alt imens Police storhittede med ”Every Breath You Take”, og alle sang, dansede eller begge dele til Michael Jacksons “Billie Jean”, investerede jeg de fleste af mine begrænsede midler hos Ken Anthony i hans Double Fun-butik i Hyskenstræde. Vi var ikke så mange metalhoveder i kongeriget dengang, men nede i kælderen hos Anthony mødte man andre, der ligesom mig var helt og aldeles ligeglade med, at Kim Larsen sang om Susan Himmelblå og nogle papirklip, hvad TV2 mon gjorde bag duggede ruder, og hvilken bil Shu-Bi-Dua kørte i (det var en folkevogn). Kim Larsens hits kom fra Midt Om Natten, det bedst sælgende album i Danmark nogensinde, men langt fra hitlister og rampelys udkom samme år et andet dansk album, der skulle vise sig at have større gennemslagskraft og længere holdbarhed. Der er selvfølgelig tale om Mercyful Fates Melissa.
Dykker man 40 år tilbage, til der hvor dette danske metalmesterværk udkom, opdager man, at 1983 var fyldt med både vigtige og banebrydende udgivelser. Så selvom Heavymetal.dk’s yngste skribent allerede har skrevet om fem 1983-udgivelser, der ikke bør gå i glemmebogen, er det på tide at tage endnu en tur tilbage til en af metallens bedste årgange, denne gang guidet af et gammelt røvhul, der var der – og som mener stadig at kunne huske en hel del af det, der foregik. Udover de allerede nævnte stjerner blev hitlisterne det år domineret af især engelsk synthesizer-pop, for rocken var splittet i mange mindre retninger. 70’er-proggen var et overstået kapitel, og dens totale modsætning, punken, var også allerede brændt ud. Den nye bølge af metal fra England kørte endnu i højeste gear, men den udvikling mod det ekstreme, som Venom havde indvarslet med Welcome To Hell og Black Metal, begyndte nu for alvor at tage fart. 1983 blev dermed året, hvor de første ekstremmetal-grupper for alvor steg op fra undergrunden, og det kommer i høj til at præge denne top-20 over de bedste udgivelser i 1983. Vi starter dog et helt andet sted end ekstremmetallen.
20. Night Ranger – Midnight Madness
For der var unægtelig ikke meget ekstremt over Night Ranger, som optræder her som listens første indslag. De huserede på hitlisterne i USA i de tidlige 80'ere og kan nok bedst ses som et af de få link mellem Van Halen og hairmetal-scenen, der opstod i Californien omkring dette tidspunkt. Midnight Madness er gruppens bedste album, proppet med medrivende bangers, ustyrligt poppede omkvæd, men også masser af shredding fra to uhyre dygtige guitarister, Brad Gillis og Jeff Watson. Her er guf til alle med hang til fest, farver og guitarfræs.
19. Thin Lizzy – Thunder And Lightning
I 1983 havde Thin Lizzy i årevis inspireret utallige unge, håbefulde metalhoveder, især med deres berømte guitarharmonier, men reelt set er Thunder And Lightning deres eneste metaludgivelse. Phil Lynnot og flere andre af gruppens garvede medlemmer var på det tidspunkt martret af allehånde misbrugsproblemer, men de fik et seriøst skud adrenalin af den unge guitarhelt John Sykes. Han fik sat fut i de ”gamle” drenge, der kvitterede med en stribe hårdtslående sange, dog stadig med de umiskendelige Lizzy-kendetegn: masser af melodi, dobbeltguitar og harmonier krydret med historier fra tilværelsens skyggesider. Dette blev gruppens sidste album, men de sagde farvel med et brag, og bare tre år senere døde Phil Lynnot alt, alt for ung.
18. Tokyo Blade – Tokyo Blade
Der er mange, der siger, at metallens første subgenre, the New Wave of British Heavy Metal, sluttede i 1982, men det er noget vrøvl, hvilket denne liste gerne skulle bevise. Vi starter med Tokyo Blades selvbetitlede debutalbum (det første af mange debutanter på listen), der nogle gange er svær at skelne fra et demobånd, men dem hørte vi alligevel mange af, der i start-80’erne, og med "Heaven Is Hell" lavede gruppen et episk NWOBHM-nummer som få. Inspireret af lige dele Maiden og Lizzy var denne debut et utroligt velspillet og energisk bidrag til en subgenre, der stadig havde masser at byde på.
17. Accept – Balls To The Wall
Balls To The Wall er nok de tyske speed metal-pionerers mest berømte album, men faktisk ikke deres bedste, selvom titelnummeret blev deres signatursang. Med titler som ”London Leatherboys” og tekstbidder som ’Write a letter (what's the matter). You'll feel better (write a letter)’ og andre fjollerier er det fristende at trække overbærende på smilebåndet. Men så nemt er det nu ikke at afvise Accept, for det hele er pakket ind i forrygende riffs og melodier, uimodståelig energi og entusiasme for livet og i særdeleshed metal. Og så var de bare et uforligneligt liveband, ligesom de i øvrigt stadig er i dag!
16. Tank – This Means War
I dag findes engelske Tank i hele to udgaver, hvilket er synd, for ingen af de to versioner er i nærheden af at leve op til den originale besætning fra starten af 80’erne. Gruppen fra London startede som en punket version af Motörhead, men på This Means War blev det til mere traditionel heavy metal, og det klædte dem sindssygt godt. En solid blanding af storslåede riffs, traditionel engelsk humor og hooliganstemning var en uimodståelig cocktail og velsagtens de primære årsager til, at Metallica tog dem med på tour i Europa året efter. I 1984 fulgte den endnu bedre Honour And Blood, men siden er gruppen stort set røget i glemmebogen, og det er en skam. Hvis du kunne tænke dig at lære, hvordan det er af få en knytnæve i ansigtet af en venligt smilende og jovial hooligan, så skal du lytte til dette album.
15. Ozzy Osbourne – Bark At The Moon
På det her tidspunkt i 80’erne var Ozzy længder foran sine gamle ’venner’ i Black Sabbath, og det gjaldt både kommercielt og kunstnerisk. Han havde (gen)fundet formlen til succes ved at omringe sig med en kombination af rutinerede kræfter og unge talenter. Randy Rhoads døde i 1982, men i Jake E. Lee fandt Ozzy-lejren da bare en ny guitartroldmand. Bark At The Moon fortsatte den sikre stil med medrivende syng-med-heavysange leveret til perfektion. Men altså: ’All songs written by Ozzy Osbourne’ stod der gudhjælpemig på bagsiden af coveret. Ikke engang en ung og naiv teenager som denne skribent hoppede på den. Angiveligt tvang manager og hustru Sharon Osbourne Jake og de andre i bandet, altså dem der rent faktisk havde skrevet det meste af indholdet, til at acceptere, at The Osbournes tog æren og ikke mindst de fleste af pengene. Lidt dårlig smag i munden er svært at undgå, når man lytter til dette ellers herlige album.
14. Motörhead – Another Perfect Day
På den ofte konservative og forandringsangste metalscene er der utallige albummer, der er langt bedre end deres rygte, og Another Perfect Day er et af dem. I 1983 var det slut med Fast Eddie Clarkes signaturriffs, men i stedet fik Motörhead et skud Thin Lizzy-melodi fra Brian Robertson. Det klædte den gode Lemmy, og det var alligevel umuligt for the Godfather of Heavy Metal at leve op til Slayer, Metallica og alle de andre unge opkomlinge i aggression og tempo, så hvorfor ikke bare gå i en anden retning? Resultatet blev Another Perfect Day, som var uforskammet melodisk, men det var ikke, hvad traditionsbundne Motörhead-fans krævede, så Lemmy tog efterfølgende en lang pause og startede helt forfra i 1986.
13. Manowar – Into Glory Ride
Der var ingen, der lød som Manowar i 1983, og der var, heldigvis, heller ikke nogen der så ud som dem. Med Manowar i fuld Conan-mundering på coveret fremstod Into Glory Ride allerede dengang lidt latterlig, men selv i dag er det en mørk og episk plade proppet med eksempler på Manowars umiskendelige signaturlyd. Aldrig før i rockhistorien var der udgivet musik, der i den grad gav lytteren lyst til at fatte pelskåbe og kampøkse og drage i krig mod drager, ondskab og nedrige troldmænd. Al kriger- og vikingemetal startede her. Om det så er noget at være taknemmelig over, er selvfølgelig en smagssag.
12. Exciter – Heavy Metal Maniac
Der er mange, der kalder Exciters tempomonster, Heavy Metal Maniac, for det første thrash-album, men det er lidt af en overdrivelse. Ingen tvivl om, at der er thrash-tendenser her, men trioen fra Ontario, Canada, lød langt mere som et ægteskab mellem Motörhead og tysk speedmetal. Titelnummeret er gennemført genialt metalfræs, og resten af pladen kan nemt opfattes som broen, der forbinder Motörhead og Venom på den ene side af Atlanten med de amerikanske thrash-banditter på den anden. Vigtig, vigtig udgivelse, men rendyrket thrash er det altså ikke.
11. Krokus – Headhunter
Krokus havde genremæssigt været langt omkring, da de med Headhunter i 1983 udgav karrierens syvende og i særklasse bedste album, der, nok ikke helt tilfældigt, også er deres mest rendyrkede heavy metal-udgivelse. Med ”Screaming In The Night” fik man en power-ballade, som udfordrede Scorpions som kongerne af den disciplin. Det blev også til fart og tempo, som de samtidige NWOBHM-grupper lavede det, og så en snert mere afslappet hardrock efter amerikansk forbillede. Samlet set et uhyre vellykket resultat, som schweizerne desværre aldrig levede op til igen.
10. Kiss – Lick It Up
Ja, ja, jeg ved det godt. Uforbederlig Kiss-fanboy her, men Lick It Up er bare et groft undervurderet album – i hvert fald i metalkredse. Den nye sangskriver og guitartroldmand, Vinnie Vincent, gav gruppen (og os, der stadig lyttede med) et seriøst spark i bollerne. Gruppen fik dermed en velfortjent optur, dog godt hjulpet på vej af nyhedsværdien i de tabte masker. I dag er det kun titelnummeret, Kiss spiller live, men albummet er fyldt med bangers, der gav dem et pænt comeback i Europa efter flere år med kommercielt mislykkede pop-, disco- og konceptudgivelser.
9. Def Leppard – Pyromania
Hvad er nu det? ’Hvad skal vi med mere poprock på denne liste?’ tænker du måske. Men kæmpehittet Pyromania er faktisk mere heavy, end de fleste skeptikere ønsker at anerkende. Vist er det et album proppet med ørehængere og lækker korsang, men der er også masser af fede såvel som tunge riffs. Med adskillelige hitsingler, især i USA, og vellyd fra stjerneproducer Robert ’Mutt’ Lange er det ikke så mærkeligt, at Pyromania er denne listes absolutte topsælger.
8. Savage – Loose 'n’ Lethal
Savage er en af de tragiske historier om uforløst potentiale og stjernedrømme, der løber ud i sandet, som rockscenen er så deprimerende rig på. Måske er gruppens største ’claim to fame’, at Metallica på deres første demo lavede et cover af ”Let It Loose” fra dette album, men Savage havde fortjent meget mere end det. De fængende riffs står i kø, soloerne fræser, og så er produktionen vidunderligt beskidt og upoleret. Det giver en rå og uskyldig charme, som de mere etablerede navne på NWOBHM-scenen for længst havde mistet. Flere comebackforsøg blev det til, men det store gennembrud kom aldrig. Minderne har man dog lov at have, og Loose ’n’ Lethal er en vaskeægte klassiker fra undergrunden.
7. Maiden – Piece Of Mind
Iron Maiden var med Piece Of Mind midt i en uforlignelig stribe af klassiske metaludgivelser, få andre bands kan gøre dem efter. Med Number Of The Beast (’82) og Powerslave (’84) på hver sin side, kan Maidens 83-udspil godt blive lidt overset. Det er dog en dårlig idé, for så går man glip af lige der, hvor Maiden for alvor dyppede deres tæer i den kilde, der med tiden blev til subgenren prog-metal. Den fik en imponerende begyndelse her. På grund af et par irriterende sange (”Flight of Icarus” behøver jeg fx aldrig at høre igen) og håbløse lyrik i ”To Tame a Land” er der dog hele to NWOBHM-udgivelser foran Maiden på denne liste.
6. Saxon – Power & The Glory
Den første kommer her og er fra en af de andre pionerer på scenen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor der ikke er mere kærlighed til denne sublime NWOBHM-udgivelse. Det er med afstand Saxons mest vellykkede album, og her i 1983 var det også deres klart hårdeste. En super metallisk produktion og en stribe eminente sange, især titelnummeret og den episke ”The Eagle Has Landed”, viste, at her var et band på den absolutte top af deres ydeevne: en milepæl i den ”nye” engelske metal. Alligevel var det ikke engang den bedste NWOBHM-udgivelse i 1983.
5. Satan – Court In The Act
Det skyldes nemlig, at Satan stormede ind på scenen med Court In The Act. Hvis du ikke kender dem og deres rå og vilde debutalbum, så må du se at komme i gang. Gruppen fra Nordengland er ofte blevet kaldt proto-thrash, men det her er nu et vaskeægte NWOBHM-album, bare med langt mere aggression i lyd, tempo og sangskrivning, end de ”gamle drenge” på denne listes sjette- og syvendeplads kunne fremmane. Det her er en upoleret heavy metal-klassiker, og det mest imponerende er næsten, at bandet i dag med præcis samme line-up stadig udgiver albummer af sindssygt høj kvalitet, for det gør de førnævnte ikke ligefrem.
4. Slayer – Show No Mercy
I 1983 var det på ingen måde evident, at Metallica på de fleste parametre skulle ende længder foran Slayer. For Show No Mercy levede (næsten) helt op til rivalerne fra det nordlige Californien. (Spoiler alert: Dem vender vi tilbage til). Det er svært helt at beskrive, hvor vildt et overflødighedshorn af ondskab og farlighed det her album var for fyrre år siden. Det var jo præcis sådan her, Venom skulle lyde, men som de aldrig formåede. Selvom de sataniske udtryk også hos Slayer var staffage, virkede det bare langt mere ægte på denne skribents utrænede, men taknemmelige ører. Show No Mercy var ikke et rendyrket thrash-album, dertil var der alt for meget melodi i riffene, men sikken en start genren alligevel fik i 1983!
3. Dio – Holy Diver
Teknisk set endnu en debut her på listen, men i betragtning af hvad den på daværende tidspunkt 40-årige Ronnie James Dio allerede havde bedrevet, er det lidt en tilsnigelse at kalde dette et debutalbum. Ikke desto mindre er det gruppen Dios første udgivelse, og hvilken en! Ronnie ’lavede en Ozzy’ og samlede et band med både rutinerede kræfter som Vinnie Appice og Jimmy Bain (begge tidligere kolleger fra henholdsvis Black Sabbath og Rainbow) og en helt ukendt guitarekvilibrist fra Belfast, Vivian Campbell. Potentialet var således kæmpestort, og det blev i den grad forløst, for Holy Diver bragede igennem på en ellers overfyldt metalscene. Den lille mand med den store stemme kunne i den grad også skrive sange selv (selvom det er lidt omdiskuteret, hvor meget hjælp han fik fra Bain og Campbell på den front), og resultatet blev en udødelig klassiker, der definerede resten af Dios karriere – både manden og bandet. Du kan læse meget mere om Holy Diver her.
2. Metallica – Kill 'Em All
Hvad skal man sige om verdens første thrash-album, der ikke allerede er sagt 1000 gange? Mange af de heavyfans, jeg hang ud med i 1983, forstod i starten ingenting af det her, men for mig var det en åbenbaring. Utallige er historierne om, hvor unge og uskolede Lars & Co. var, men prøv lige at genhøre Kirks fræsende soloer, Cliffs uforlignelige basgange og James’ allerede dengang eminente down-picking. Så glem alt om, at de ikke kunne spille, og hvem har i øvrigt nogensinde lavet en bassolo som ”Anesthesia (Pulling Teeth)”? Kombineret med en stribe uforglemmelige riffs (vi siger også tak til Dave her) gjorde Kill ’Em All et uforglemmeligt indtryk, men hvem havde på dette tidspunkt forudset, hvad det skulle udvikle sig til? Absolut ingen, ikke engang Lars selv, og Metallica var et band, vi dengang troede, vi altid ville kunne have for os selv. Det gik ikke helt, som præsten prædikede …
1. Mercyful Fate – Melissa
Men her hjælper ingen bønner eller prædikener, for nu er der kun det bedste danske album nogensinde tilbage (den eneste seriøse konkurrent er opfølgeren, der udkom året efter, men det kan vi jo nok tage på et andet tidspunkt). Melissa var og er en milepæl og ikke kun i den danske metalhistorie. Her 40 år efter er de bands, der er blevet inspireret af dette mesterværk, utallige. Selv glemmer jeg aldrig den følelse af ondskab og uhygge, det var at lytte til dommedagstrommerne, de eminente riffs og guitarduellerne, og det hele toppet af King Diamonds umenneskelige vokal og dæmoniske tekster. ALT spillede på dette album, og det holder stadig 666 %. Tænk sig, at fem gutter fra Hvidovre og omegn kunne stå bag et af de vigtigste metal-udgivelser nogensinde. Det er en evig kilde til frustration, hvor lidt respekt der tilflyder dette mesterværk fra de danske mainstreammedier og musikjournalister (med en kærkommen undtagelse i Pernille Jensen fra Politiken), men hvad gør det egentlig? Vi andre kan godt genkende et banebrydende mesterværk, når vi hører det, og Melissa var uden tvivl 1983’s bedste!
1983 havde det hele
Krigermetal, proto-thrash og den ægte vare, sågar tidlig black metal og flere NWOBHM mesterværker – jo, 1983 havde det hele. Den opmærksomme læser vil nok have lagt mærke til, hvor mange debutalbummer der er med: otte stykker, heraf de fem øverste. Det er ret imponerende og måske et varsel om, hvad der ville komme. For bare tre år senere regerede de unge opkomlinge metalscenen totalt. Alt i alt var 1983 et uforglemmeligt år for unge metalelskere, hvilket denne top-20 og medfølgende playliste gerne skulle dokumentere.
https://open.spotify.com/playlist/5kptiuBQE10mqxCTb3IZAQ?si=383d14a6d162...