NYOS

På Voxhall lørdag aften vakte de kun to mand i mørket et nysgerrigt publikum, som blev trukket tæt på scenen, hvilket også inkluderede mig. Dog må jeg med det samme tilstå, at jeg ikke mener, at NYOS er der, hvor de overlegent kan gå ind at overtage en scene med et instrumentalt show – det blev i stedet en smule genkendeligt og kedeligt. Da vi hos Heavymetal.dk anmeldte NYOS’ fjerde album, Now., udtalte vores anmelder: “Musikken er simpelthen for esoterisk og indforstået til min smag. Derudover bliver jeg simpelthen irriteret og nærmest rundtosset af de tusindvis af gentagelser, der findes på albummet”. Desværre må jeg give ham ret. Jeg oplevede mange gentagelser – og ikke de gode af slagsen, hvor man lige får en snert af genkendelighed, men derimod manglende udvikling i både de individuelle numres opbygning og selve opbygningen af sætlisten. Et element, som var virkelig trist hos et band med samme genrebeskrivelse som aftenens hovednavn, der virkelig slog øllen ud af hånden på publikum.

3/10

Zeal and Ardor

Genremikset, som Zeal & Ardor har skabt, er muligvis noget af det mest unikke, jeg nogensinde har hørt. Om det er på plade eller live, så kan de noget helt særligt. Det viste de tilbage i 2018 på Copenhell, og gud hjælpe mig, om de ikke også viste det lørdag aften! Nogle bands er bedre på festivalscener, andre på koncertvenues – Zeal & Ardor kan klare begge dele. Det blev bevist denne aften.

Alt var godt, alt for godt!
Det er lige før, at jeg ikke vil pege på nogen særlige numre, der gjorde det bedre end de andre, for jeg er i tvivl om, om jeg virkelig skulle kunne vælge. Af de helt store, hvor publikum var med på fællessang, kan nævnes “Come On Down”, “Stranger Fruits” og et af ekstranumrene, “Devil Is Fine”. Her var liv og glade dage, og hvis Gagneux ville, så kunne han have stoppet med at synge, og publikum ville have klaret skærene – både frontvokal og resten. Mine to højdepunkter for aftenen var “Servants” og “We Can’t Be Found”, som virkelig er indbegrebet af Zeal & Ardors genremiks. Især sidstnævnte var utrolig veludført med tryk på de to vokaltilgange fra Gagneux, med både scream og alm. sang, med både ”sydstatstwang” og en mere rå og rocket, råbende vokal.

Det perfekte miks
Nu kommer det så: Dét, Zeal & Ardor kan i deres genremiks, er at fange flere forskellige elementer fra ikke blot musikkens historie, men også dystre elementer af menneskets historie. Deres avantgarde black metal blandet med elektroniske elementer og sydstats-slavemusik indeholder en særlig vrede og intensitet, der virkelig kommer til udtryk, når de står på scenen. Gagneux formåede at frembringe en følelse hos mig, som fortalte en historie om både slavehandel, voodoo-hekse og kontrakter med djævlen. Herre gud, numrenes navne har da også noget med det at gøre. Men måden, hans intense blik, der havde fastlåst sig på et eller andet ligefremme i luften, holdt fokuspunktet under hvert eneste nummer, gav den vildeste uhyggelige effekt. Kun brudt op af de måske tre gange, han talte til publikum med smil både i ansigtet og i stemmen. Der er en særlig måde, som ikke blot Gagneux, men også de to korsangere Denis Wagner og Marc Obrist, lever sig ind i musikken på, måden koreografien er så subtilt synligt indøvet på, der viser, at Zeal & Ardor har formået at finde deres ultimative sammensætning af, ja, jeg fristes til at sige alt.

Koncerten på Voxhall var tour-afslutningen, og jeg vil vove den påstand, at Zeal & Ardor gav den alt, de havde – dog tvivler jeg ikke på, at de gør dette hver aften. I hvert fald har jeg muligvis aldrig oplevet noget så sublimt på en scene.

Sætliste
Sacrilegium
In Ashes
Servants
Come On Down
Row Row
Blood In The River
Waste
Fire Of Motions
Gravedigger
Stranger Fruits
Ship On Fire
You Ain’t Coming Back
We Never Fall
Built On Ashes
We Can’t Be Found
Lies

Don’t You Dare
Devil Is Fine
Baphomet

10/10