Hvorfor er mit sværd lavet af plastik?

Man skal lede ret længe på heavymetal.dk, før man opdager, at vi aldrig har været specielt begejstrede for tyske Wolfchant. Hvis ikke det var, fordi de spiller sammen med Skyforger, Ereb Altor og Belore på Spillestedet Stengade samtidig med, at Echoes of a Time Once Past udkommer, ja, så tror jeg faktisk heller ikke, at jeg ville have sat mig til at lytte til dem. Men hvem ved, måske er bandets seneste udgivelse en sonisk guldmine! Så frem med ringbrynjen, stridssværdet og krigsmalingen, for nu skal der hyles mod månen og deles tæsk ud til links und rechts!

Husk lige kort og kompas, næste gang I skal på togt

Echoes of a Time Once Past vil rigtigt mange ting på én gang. Det vil være en hårdtslående omgang melodød a la Ensiferum og (nyere) Amon Amarth. Det vil være stadionrock med enorme omkvæd, der får selv hr. og fru Kakkelbord, til at rejse sig og svinge med kadaveret. Det vil være mystisk trolde-pagan-metal, der får os til at være bange for at gå ud i de mørke skove, men der er også plads til cyberpunk-keyboard og Gøteborg-riffs, Dark Tranquility-style. De vil også lige vise os, at guitaristerne altså er oplært af powermetallen, så der er sørme også Rhapsody-inspireret guitarlir. Så altså, Wolfchant skal da have en spandfuld point for ambitionerne og drømmene – hvilket er heldigt, for de høster ikke ret mange point for den aktuelle eksekvering. 

Et godt eksempel på hvor alle disse ideer og ambitioner ramler sammen, er på nummeret “Lifeblood”, der i præludiet til omkvædet kombinerer storladen skønsang med blastbeats. Det er en enormt kikset kombination, for hvis der er noget, der forstyrrer et episk kvad, så er det blastbeats – det virker ærligt talt som et stykke totalt amatørarbejde, rent kompositionelt.
Generelt er der faktisk ikke mange pæne ting, jeg kan skrive om Michael ‘Nortvind’ Seiferts vokal. Bevares, rent objektivt så kan manden da synge, og i andre projekter og sammenhænge er jeg sikker på, han vil lyde fremragende. Men her i Woflchant, hvor hans rolle er at lyde som den heroiske general, der beordrer sine tropper fremad, fejler han altså. Om det er, fordi han skal synge på engelsk i stedet for tysk, skal jeg ikke kunne sige, men uanset årsag, så lyder han mestendels, som om han forsøger at jodle, mens han har en hel pakke Lurpak i munden.

Wolfchant formår dog at hive en sejr hjem, når det kommer til guitarspillet – novra, hvor kan de spille! De to guitarister formår at levere det ene hæsblæsende riff efter det andet, og helt generelt er det en fryd at lytte til alt, hvad de sprøjter ud. Trods det tyske ophav er guitarspillet utroligt finsk, og det er jo altid godt.

Desværre ændrer d’herrers eminente guitarevner ikke på, at sangskrivningen og samtlige kompositioner på albummet er noget værre rod. Én ting er at være ambitiøs. En anden er at være overambitiøs. At lytte til Echoes of a Time Once Past er som at lytte til et barn fortælle om alt det, hans hjemmelavede superhelt kan finde ud af. Han kan både flyve, skyde med laser og lava, se gennem vægge, være usårlig, flosse og 360-noscope på én gang! Det er fint, at Wolfchant ikke lader sig begrænse af genrer, men det er dog gået så meget over gevind, at bandet er blottet for musikalsk identitet, og derfor fremstår de totalt retningsforvirrede. Derudover får man altså ingen point for at bruge et AI-generet billede til sit albumcover, tværtimod! Fy!

I burde være bedre

Jeg kan egentligt godt forstå, hvorfor Wolfchant skal på tour sammen med Belore, Ereb Altor og Skyforger, for de lyder, som hvis man spillede sange fra de tre bands – på én gang. Hvilket igen bekræfter problemet. Er Wolfchant dygtige musikere? Ja, for pokker. Er de dygtige sangskrivere? Ikke hvis man skal dømme ud fra det her album, og det er jo det, jeg skal. Der er rigtigt mange fine passager og aspekter på albummet her, men der er desværre endnu flere, der er noget juks – og bandet spænder konstant ben for sig selv. Det er, som om der for hver god ide skal være mindst tre dårlige – og den kabale går altså ikke op. Når man tænker på, at bandet har været i branchen siden starten af 00’erne, så burde de være slet og ret bedre. Desværre.