Wobbler betegner selv deres musik som moden, symfonisk progressiv rock med kraftige inspirationer fra deres hjemlands folkemusik. Det virker dog i dette tilfælde som om moden er en pænere måde at sige røvkedelig på.

Jeg er ikke i tvivl om, at de fem nordmænd har fundet sig selv mens de sad "oppi fjellet" og udtænkte deres musik, men jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at dette nogensinde skal nå ud til nogen, der ikke har et personligt forhold til det.

Man trækkes igennem et langsomt fremskridende musikalsk univers - sjældent oplever man at mere end to instrumenter spiller på samme tid. I ny og næ støder man på en meget flot klaver- eller strengepassage , men som regel bliver den enten trukket ud eller molestreret af bandets infame Hammond orgel, der lystigt tramper hen over de symfoniske elementer.

Wobbler hører til den slags musik, der umiddelbart virker som om den er mere sjov at spille end at høre på. Hvis man kunne lide Mortiis' tidlige albums, vil man måske kunne finde en vis glæde ved Wobbler, men der skal betydelig mere til at få undertegnede op af stolen.