W.A.S.P. - Golgotha

Golgotha

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

W.A.S.P. er tilbage i storform

Når man siger W.A.S.P., må man naturligvis også sige Blackie Lawless, som hovedmanden og bandets centrale bagmand hedder. Blackie har i mange år lavet ørehængende heavy metal og med hans meget i ørenfaldende vokal, har han fået en vis plads i mange heavyfreaks hjerter. Helt tilbage i starten af 80’erne chokerede bandet med makabre LP-covers, og især med singlen "Animal (Fuck Like A Beast)" blev det for meget for flere landes pænere befolkning: Coveret blev ganske enkelt forbudt i mange lande, dog ikke i Danmark. W.A.S.P. kom rigtig godt i gang fra start, og allerede med debutalbummet W.A.S.P.(1984) var vejen lagt til en stor karriere. De efterfølgende albums levede bestemt op til alt det, Blackie ville med bandet. Det var heavy metal lige ud af landevejen, ikke så meget pjat, ren hård lyd - og Blackies stemme er som skabt til den slags musik!

Efter albummet Still Not Black Enough (1995) faldt det hele lidt sammen for det ellers meget succesrige band. Først forlod guitaristen og kort efter trommeslageren bandet, der derefter stod lidt på standby, og Blackie Lawless begyndte at starte en solokarriere. I 1996 returnerede guitaristen til bandet og sammen med ham lavede de to ganske gode albums K.F.D.(Kill Fuck Die) (1997) og Helldorado (1999). Efter den tid skete der igen en del udskiftning, og kvaliteten på de følgende albums varierede mere, end fans var vant til.

Golgotha - et meget sigende navn

Det nye album Golgotha, som betyder henrettelsesplads, indeholder faktisk meget lidt nyt, og tak for det! Lawless og bandet er tilbage på det helt rigtige spor. Allerede på det første nummer "Scream" bliver man fanget af lyd og stemning, som man er blevet så utrolig mange gange før af W.A.S.P. Det er fedt og igen lige ud af den berømte landevej. Jeg sad i min bil og lyttede albummet igennem, mens jeg kørte hjem, og havde slet ikke lyst til at stige ud, da jeg ankom. Jeg var fanget i en tilstand, der forlangte mere. Heldigvis kunne jeg jo bare smide albummet på anlægget derhjemme og lytte videre. Sange som "Scream", "Shotgun" og den mere stille "Miss You" giver sikkert de fleste fans kuldegysninger, men hele albummet er virkelig værd at høre. De ni numre er bare hurtigt ovre, og man må ty til repeatknappen, for dette album bliver bestemt ikke ringere af at lytte det igennem flere gange.

Tak for genfødslen!!!

Det er så fedt at sidde og lytte til et album fra 2015, hvor lyden og stemningen skyder én tilbage til sidst i 80’erne. Lydkvaliteten er naturligvis blevet bedre med årene, men stemningen er fantastisk på dette album. Jeg er stor fan af det tidlige W.A.S.P, og skulle jeg kategorisere dette album, er W.A.S.P. lydmæssigt tilbage, hvor de i mine ører lyder bedst. For kendere er dette et fantastisk album, og for de få, der ikke kender bandet: Sæt i værk! - dette er et fantastisk album og får 9/10 i karakter!

Tracklist

  1. Scream
  2. Last Runaway
  3. Shotgun
  4. Miss You
  5. Fallen Under
  6. Slaves Of The New World Order
  7. Eyes Of My Maker
  8. Hero Of The World
  9. Golgotha