Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Rewind, Replay, Rebound

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock'n'roll
Antal numre:13

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 4,3/10 baseret på 3 stemmer.

Volbeat spiller Volbeat på ny Volbeat-plade.

En gigantisk succes

Denne sommer tager metal-giganterne, Slipknot, på turne i Nordamerika, og med sig tager de Gojira, Behemoth og Volbeat – sidstnævnte placeret højere på plakaten end de to andre. Det er en stor bedrift for et dansk band. Derudover er der ifølge streamingtjenesten Spotify flere af Volbeats numre, der er blevet spillet et otte- eller endda nicifret antal gange. Faktisk har nummeret “Still Counting” fra bandets tredje album, Guitar Gangsters & Cadillac Blood, hele 14 millioner flere afspilninger end Aquas "Barbie Girl.” 

Ingen burde efterhånden være i tvivl om, hvor store danske Volbeat er blevet, og man kan roligt fastslå, at de er en af de største danske musik-eksporter siden førnævnte Aqua. Men der findes stadig enormt mange mennesker, der ikke bryder sig om Volbeat. “Det eneste gode de har lavet, er den første” og “hvorfor helvede fornyer de sig aldrig?” synes at være kommentarer, man hører rigtig ofte, alt imens flammerne på jantelovens grusomme bål vokser sig større og varmere. Men har det noget på sig? Er Volbeat et syngende fadølsanlæg, der appellerer til laveste fællesnævner, eller bør de i virkeligheden have meget mere anerkendelse, end det er tilfældet?

Ny lyd eller genbrug fra gemmerne?

Gruppens syvende langspiller er på trapperne, og den har fået titlen Rewind, Replay, Rebound. Op til pladens udgivelse har både guitarist, Rob Caggiano, og frontmand, Michael Poulsen, fortalt, at de nye sange repræsenterer Volbeats nye lyd. Betydningen af at udvikle sit generelle udtryk kan, ifølge de to herrer, ikke underdrives, og derfor satte undertegnede sig til at lytte til albummet med enorm nysgerrighed; og jeg skulle da også få mig lidt af en overraskelse. Første nummer, “Last Day Under The Sun”, vidner nemlig om meget nye toner, da det lyder fuldstændig, som noget Bryan Adams kunne have skrevet. Det er blødere, mere poppet og nærmest dansevenligt – den start havde jeg ikke forventet. Næste nummer, “Pelvis On Fire”, er dog velkendt. Det er nemlig en tro kopi af det tolv år gamle “Sad Man's Tongue”. Det er Volbeat, som vi kender dem. Man kan næsten se Glenn Danzig iført Elvis-kostume for sig, mens den velkendte heavy-boogiewoogie, klassiske rock’n’roll-shuffle og en passende banal sangtekst ruller ud af højtalerne. Pladen fortsætter med en masse blandede bolsjer i vanlig Volbeat-stil, omend lidt blødere og mere afdæmpet end det plejer at være. Undskyld, Poulsen og Caggiano, men I sagde noget om en ny lyd? 

“Die To Live”, hvor Neil Fallon fra Clutch gæsteoptræder, samt “Cheapside Sloggers”, som Gary Holt smider en lækker solo på, er albummets absolutte højdepunkter. Her er der lidt nyt at komme efter, og numrene har i den grad ørehængerpotentiale. Det samme kan dog på ingen måde siges om “Sorry Sack of Bones”, som er en gang rod, eller om “Cloud Nine”, der igen er letkøbt og blød radio-pop. Har jeg nævnt Bryan Adams? Disse to skæringer ødelægger ganske enkelt flowet på en velproduceret, men generelt harmløs, middelmådig og ikke særligt ophidsende Volbeat-plade, der desværre bærer præg af uopfindsomhed og genbrug. Og nej, denne kritik er ikke den sædvanlige sang om, at “de lyder fuldstændig, som de plejer”, men derimod en helt bogstavelig pointering af, at harmonier, akkordsammensætninger og melodier ikke bare ligner, men er fuldstændig identiske med noget, de har lavet før – på alt for mange af pladens fjorten numre. Det finder jeg, ærligt talt, ret tyndt og uambitiøst.

Kunst vs. underholdning

Med fare for at lyde som en elitær snob er det nemt at forstå Volbeats succes. Med gentagelser og banale sangskabeloner laver de lettilgængelig singalong-rock til masserne, som er langt mere underholdning, end det er kunst. Pøbelrock til Bilka-segmentet er en genre, der efterhånden er svær at få øje på i det musikalske landskab, men Volbeat er, som oplagte arvtagere for Big Fat Snake, et lysende fyrtårn på den danske og internationale scene, når der skal skråles og drikkes, til solopgangen melder sin ankomst. Men er der egentlig noget i vejen for at gøre som f.eks. AC/DC og bruge samme velkendte opskrift, hver gang man udgiver nyt? Næ, slet ikke. Hvis det er den vej man vil, så fred være med det. Hatten af for deres succes, men den kunstneriske ambition fra bandets side er uhyre svær at få øje på. 

Rewind, Replay, Rebound skal nok gøre en masse fans ganske tilfredse, selvom det næppe er den plade, de bliver husket for. Her er i høj grad tale om “mere af det samme”, og da det er det, som folket tilsyneladende gerne vil have, så er alle glade. Som det lille barn fra eventyret "Kejserens Nye Klæder" er der mange i de seneste år, der har råbt “jamen, de har jo ikke noget på!?”, og de råb vil uden tvivl fortsætte, for Volbeat er Volbeat – og det vil de nok blive ved med at være.

Tracklist

  1. Last Day Under The Sun
  2. Pelvis On Fire
  3. Rewind The Exit
  4. Die To Live
  5. When We Were Kids
  6. Sorry Sack of Bones
  7. Cloud 9
  8. Cheapside Sloggers
  9. Maybe I Believe
  10. Parasite
  11. Leviathan
  12. The Awakening of Bonnie Parker
  13. The Everlasting