Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Rewind, Replay, Rebound

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock'n'roll
Antal numre:13

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 4,3/10 baseret på 3 stemmer.

Volbeat spiller Volbeat på ny Volbeat-plade.


En gigantisk succes

Denne sommer tager metal-giganterne, Slipknot, på turne i Nordamerika, og med sig tager de Gojira, Behemoth og Volbeat – sidstnævnte placeret højere på plakaten end de to andre. Det er en stor bedrift for et dansk band. Derudover er der ifølge streamingtjenesten Spotify flere af Volbeats numre, der er blevet spillet et otte- eller endda nicifret antal gange. Faktisk har nummeret “Still Counting” fra bandets tredje album, Guitar Gangsters & Cadillac Blood, hele 14 millioner flere afspilninger end Aquas "Barbie Girl.” 

Ingen burde efterhånden være i tvivl om, hvor store danske Volbeat er blevet, og man kan roligt fastslå, at de er en af de største danske musik-eksporter siden førnævnte Aqua. Men der findes stadig enormt mange mennesker, der ikke bryder sig om Volbeat. “Det eneste gode de har lavet, er den første” og “hvorfor helvede fornyer de sig aldrig?” synes at være kommentarer, man hører rigtig ofte, alt imens flammerne på jantelovens grusomme bål vokser sig større og varmere. Men har det noget på sig? Er Volbeat et syngende fadølsanlæg, der appellerer til laveste fællesnævner, eller bør de i virkeligheden have meget mere anerkendelse, end det er tilfældet?

Ny lyd eller genbrug fra gemmerne?

Gruppens syvende langspiller er på trapperne, og den har fået titlen Rewind, Replay, Rebound. Op til pladens udgivelse har både guitarist, Rob Caggiano, og frontmand, Michael Poulsen, fortalt, at de nye sange repræsenterer Volbeats nye lyd. Betydningen af at udvikle sit generelle udtryk kan, ifølge de to herrer, ikke underdrives, og derfor satte undertegnede sig til at lytte til albummet med enorm nysgerrighed; og jeg skulle da også få mig lidt af en overraskelse. Første nummer, “Last Day Under The Sun”, vidner nemlig om meget nye toner, da det lyder fuldstændig, som noget Bryan Adams kunne have skrevet. Det er blødere, mere poppet og nærmest dansevenligt – den start havde jeg ikke forventet. Næste nummer, “Pelvis On Fire”, er dog velkendt. Det er nemlig en tro kopi af det tolv år gamle “Sad Man's Tongue”. Det er Volbeat, som vi kender dem. Man kan næsten se Glenn Danzig iført Elvis-kostume for sig, mens den velkendte heavy-boogiewoogie, klassiske rock’n’roll-shuffle og en passende banal sangtekst ruller ud af højtalerne. Pladen fortsætter med en masse blandede bolsjer i vanlig Volbeat-stil, omend lidt blødere og mere afdæmpet end det plejer at være. Undskyld, Poulsen og Caggiano, men I sagde noget om en ny lyd? 

“Die To Live”, hvor Neil Fallon fra Clutch gæsteoptræder, samt “Cheapside Sloggers”, som Gary Holt smider en lækker solo på, er albummets absolutte højdepunkter. Her er der lidt nyt at komme efter, og numrene har i den grad ørehængerpotentiale. Det samme kan dog på ingen måde siges om “Sorry Sack of Bones”, som er en gang rod, eller om “Cloud Nine”, der igen er letkøbt og blød radio-pop. Har jeg nævnt Bryan Adams? Disse to skæringer ødelægger ganske enkelt flowet på en velproduceret, men generelt harmløs, middelmådig og ikke særligt ophidsende Volbeat-plade, der desværre bærer præg af uopfindsomhed og genbrug. Og nej, denne kritik er ikke den sædvanlige sang om, at “de lyder fuldstændig, som de plejer”, men derimod en helt bogstavelig pointering af, at harmonier, akkordsammensætninger og melodier ikke bare ligner, men er fuldstændig identiske med noget, de har lavet før – på alt for mange af pladens fjorten numre. Det finder jeg, ærligt talt, ret tyndt og uambitiøst.

Kunst vs. underholdning

Med fare for at lyde som en elitær snob er det nemt at forstå Volbeats succes. Med gentagelser og banale sangskabeloner laver de lettilgængelig singalong-rock til masserne, som er langt mere underholdning, end det er kunst. Pøbelrock til Bilka-segmentet er en genre, der efterhånden er svær at få øje på i det musikalske landskab, men Volbeat er, som oplagte arvtagere for Big Fat Snake, et lysende fyrtårn på den danske og internationale scene, når der skal skråles og drikkes, til solopgangen melder sin ankomst. Men er der egentlig noget i vejen for at gøre som f.eks. AC/DC og bruge samme velkendte opskrift, hver gang man udgiver nyt? Næ, slet ikke. Hvis det er den vej man vil, så fred være med det. Hatten af for deres succes, men den kunstneriske ambition fra bandets side er uhyre svær at få øje på. 

Rewind, Replay, Rebound skal nok gøre en masse fans ganske tilfredse, selvom det næppe er den plade, de bliver husket for. Her er i høj grad tale om “mere af det samme”, og da det er det, som folket tilsyneladende gerne vil have, så er alle glade. Som det lille barn fra eventyret "Kejserens Nye Klæder" er der mange i de seneste år, der har råbt “jamen, de har jo ikke noget på!?”, og de råb vil uden tvivl fortsætte, for Volbeat er Volbeat – og det vil de nok blive ved med at være.

Tracklist

  1. Last Day Under The Sun
  2. Pelvis On Fire
  3. Rewind The Exit
  4. Die To Live
  5. When We Were Kids
  6. Sorry Sack of Bones
  7. Cloud 9
  8. Cheapside Sloggers
  9. Maybe I Believe
  10. Parasite
  11. Leviathan
  12. The Awakening of Bonnie Parker
  13. The Everlasting

Kommentarer (8)

Brian Henneberg Nielsen

Under lavmålet

Jeg erindrer at jeg lyttede enormt meget til deres første 4 albums, mens jeg har trukket lidt på skuldrene af de seneste 3. De fænger bare ikke mere, og deres lyd er blevet trættende. Jeg orker ærlig talt ikke at lytte til mere af samme skuffe. Dog er denne 'anmeldelse' under lavmålet. Det er fair nok at komme med kritik, men behøver det komme ud som noget, der lyder som om det er skrevet af en 22-årig bitter hobbyguitarist, som selv gerne ville have været rockstjerne (og lavet RIGTIG kunst, og ikke bare Shubidua-musik med hårde guitarer), men ikke havde talentet, og derfor sidder i sit selvretfærdige elbenbenstårn og spyr galde ud over alle, som lever hans drøm, og ikke lever op til hans forfejlede idealer om den 'rigtige rock' han selv ville have lavet. Jeg forstår ikke behovet for pubertære fornærmelser som Bilka-segmentet, pøbelrock, Big fat snake og syngende fadølsanlæg. Det er for lavt og barnligt. Stram gerne op, hvis I vil tages seriøse som anmeldere, og ikke bare lyde som pubertære udgaver af Thomas Treo.

En sur person

Thomas treo?

Høre nu her fjols, jeg er træt at fjolser der ikke lam lide rock skal gøre dig bagkloge og racke ned på Denne genre, du burde finde et nyt job, i stedet for at gør dig klog på noget du tydeligvis ikke har forstand på

Hansi

Rønnebærene er

Sure sagde Ræven

FoZ

Jeg undres...

Jeg er absolut ikke Volbeat fan, overhovedet. Men folk må høre lige det de har lyst til.

Det der dog undrer mig er, hvorfor bakker heavymetal.dk ikke op om den boycot Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Ekstra Bladet, Gaffa, Poplish, Blastbeast og Devilution har sat igang?

Lasse Jacobsen

Anmelder

Indlæg: 10

Boycot af Volbeat

Da de omtalte medier i forsommeren valgte at boycotte Volbeats koncert i Aarhus, støttede vi op og valgte ligeledes at blive væk. Den nye boycot af bandets nye album er opstået som følge af, at Devilution og Ekstra Bladet endnu en gang er udelukket af Volbeats pladeselskab og management - de har simpelthen ikke modtaget promotion-version af albummet. 
Vi modtog Volbeats nye album for et stykke tid siden og anmeldte det pr 27. juli. Altså før vi overhovedet vidste noget om, at andre medier - igen og ganske bevidst - var blevet holdt væk fra fadet af bandet. Havde vi haft viden om dette inden udgivelsen af vores anmeldelse, havde vi vurderet ud fra dette.

FoZ

Tak for svar

Tak for svaret. Jeg synes det er vigtigt at i medier står sammen, når kunstnere forsøger at udelukke visse medier fra at anmelde, tage billeder eller lignende.

tonnypoulsen_18655

Indlæg: 2

Where did sad man’s tongue come from?

Actually the chorus line is bar for bar a rip off of Johnny Cash’s Folsom Prison Blues line: Down the San Antone so without any imagination you could sing sad man’s tongue

tonnypoulsen_18655

Indlæg: 2

Where did sad man’s tongue come from?

Actually the chorus line is bar for bar a rip off of Johnny Cash’s Folsom Prison Blues line: Down the San Antone so without any imagination you could sing sad man’s tongue

Tilføj kommentar