”Klub 27”
Janis Joplin, Jimi Hendrix og Jim Morrison fulgte i begyndelsen af 70’erne alle trop efter stiftende Rolling Stones-guitarist Brian Jones, der i 1969 blev fundet død i en swimmingpool. Senere sluttede også prominente navne som Kurt Cobain og Amy Winehouse sig til ”klubben” af kunstnere, der alle stemplede ud på toppen af deres respektive karrierer i en alder af blot 27 år. Hvor ovenstående koryfæer grundet tragiske omstændigheder ikke længere er iblandt os, lever Sully Erna og de øvrige medlemmer af Godsmack fortsat i bedste velgående. Med en imponerende række af udgivelser bag sig, der strækker sig helt tilbage fra den grammyvindende eponyme debut i 1996 til amerikanernes seneste værk, When Legends Rise (2018), meldte gruppen i efteråret 2022 ud, at Lighting Up The Sky ville blive sidste album i fuld længde. Dermed træder Godsmack på sin vis ind i rækken af kunstnere, der i 27. leveår har valgt at trække stikket. Vel at mærke på egne præmisser, da her hverken er tale om dødsfald eller et band i opløsning, der betænker at indstille karrieren på landevejen. Lyrikken kan derimod tilskrives Ernas erkendelse af, at tiden trods alt er moden til at skabe rum for andre gøremål end musikken, der hidtil har spillet en altdominerende rolle i sangerens tilværelse.
Noget på hjerte
Førstehåndsindtrykket er langt fra overvældende, da jeg smider skiven i ørene. Tværtimod sidder jeg med fornemmelsen af et band, der flyver på autopilot – ikke mindst takket være den enerverende jamren om ulykkelig kærlighed og utroskab. På samme vis får den overdrevet patriotiske ”Red White & Blue” brækreflekserne til at knitre derudad og fremhæver med al tydelighed mit anstrengte forhold til de stolte bosættere på den anden side af dammen. Jeg er således ved at indstille mig på at uddele en kindhest af dimensioner, der ville få selv Treo til at mane til besindighed. Sandheden skal for en dag! Det kommer den så også… for som en tyv om natten sniger ”Truth” sig ubemærket ind under huden på mig. Der er ganske vist ikke tale om samme wow-effekt, jeg følte, da jeg første gang stiftede bekendtskab med ”Under Your Scars” på forgængeren. Tonerne rammer denne gang et andet og dybere sted i bevidsthedens altopslugende afgrund.
Stadig tydeligt påvirket af den simple komposition kan jeg konstatere, hvordan både perspektiv og tyngde i løbet af den efterfølgende ”Hell’s Not Dead” radikalt ændrer det udtryk, der hidtil havde været formende for Lighting Up The Sky. Her præsenteres vi både for en fængende melodi og noget, der med god vilje kunne karakteriseres som breakdowns. ’Jamen, godmorgen til dig også’, fristes jeg næsten til at udbryde, da Shannon Larkin efterfølgende indleder ”Soul on Fire” og forsikrer mig om, at manden trods alt ikke er faldet helt i søvn bag tønderne. De rappe temposkift, der samtidig formår at sætte guitarduoen Rombola/Erna i scene, klæder nummeret virkelig godt og sætter gang i et naturligt flow på albummets B-side.
Herfra udsættes vi for den ene velorkestrerede kærlighedserklæring og taksigelse efter den anden, og jeg må tilstå, jeg lapper det hele i mig – som en kat, der har taget den på hovedet i skålen med fløde: ”Let’s Go”, der maner til selvransagelse, refleksion og stiller os til ansvar for de valg, vi træffer gennem et langt liv. ”Best of Times”, der sender en dybfølt tak til de øvrige kolleger i bandet samt alle, der har formet og gjort en forskel for Erna, fulgt op af den lyriske tvist i hjerteskærende ”Growing Old”, hvor afsavnet til familien i dén grad bliver tydeliggjort. Det hele kulminerer med titelnummeret, der efterlader mig funderende over samme potentielt livsomvæltende spørgsmål, som den medrivende animationsserie fra Marvel Studios: ’What if…?’.
Velfortjent plads ved bordet
Det bliver til noget af en rutsjebanetur, inden jeg sådan for alvor finder fodfæste igen og begynder at gøre mig begreb om, hvad jeg netop har gennemlyttet. Sjældent har jeg været så klar til at svinge øksen… for i stedet at opnå det, jeg så ofte higer efter, men tilsvarende sjældent får: Følelsen af at have fået ”noget” med. Som en lige dele overrasket og lettere modvillig Gnavensmølf, der egentlig (også) har et godt øje til Smølfine, men ville hade hvis andre fandt ud af det. Efter en sløv og kvalmeinducerende start agerer “Truth” således en markant skillevej, hvorfra både melodier og lyrik bliver betydeligt mere fængende og vedkommende. Der er tillige masser af oprigtighed at spore hos Sully Erna, og med 27 år på bagen kan gruppen trygt trække stikket i studiet og i stedet rette opmærksomheden mod familien og landevejen. Arven er sikret, og Godsmack kan tage velfortjent plads ved bordet i selskab med fordums kæmper.
