Ideen er god…

Der er ikke plads til radiosingler på Vicinitys nye album, Recurrence. Albummet udgøres af seks numre, der varierer mellem 5:24 og 21:50 i længden og er bandets andet forsøg på at skrive et ambitiøst prog-projekt. Stilen er stærkt inspireret af Dream Theaters lignende albums og læner sig samtidigt op ad powermetal-genren. Nordmændene i Vicinity har specialiseret sig i at skrive denne form for musik, men hvordan ser resultatet ud?

Udførelsen rammer dog ved siden af

Pladen spinner de første toner af sig. Der lægges ud med et sprødt guitar-riff og en progget synth i baggrunden. Det tegner sig til at blive en ganske udmærket plade. Så kommer vokalen, der virker lidt svag i starten, på. Og når den begynder at bevæge sig op og ned i toneleje falder den magiske stemning fuldstændigt fra hinanden. Den gode start holder ikke længere end et par minutter, før den dybtfølte, men komplet akavede stemme begynder at skyde ord ud, som ligeså godt kunne have været tilfældige opslag i en ordbog for avanceret engelsk. De ellers imponerende guitarmelodier i skæve taktarter mister også charmen i sammenspillet med de andre instrumenter, hvor det nærmest lyder som, at musikerne forsøger at indhente hinanden i de mere tekniske passager, men uhjælpeligt sakker bagud.

Man får lidt fornemmelsen af, at herrerne i Vicinity er geniale til at skrive komplekse prognumre, men ikke rigtigt har energien og sammenspilsevnen til en autentisk produktion. Der er masser af fede riffs og harmonier gemt, som sikkert kunne have været megafede, hvis det var John Petrucci eller Neil Peart, der formidlede dem, men på denne plade falder de til jorden. Et koordineret tema er der heller ikke helt styr på. Nok hænger sangenes storylines måske sammen, men det ville kræve utallige gennemlytninger af de usammenhængende og avancerede begreber. Flere gennemlytninger end den usikre stemmeføring giver én mod på.

En flad oplevelse

Alt i alt indeholder albummet nogle få gode passager og en udmærket sangskrivning, der dog alligevel ikke gør nogen af numrene lytteværdige. Vicinity har helt sikkert ideerne og evnerne til at skrive gode prog albums, men der skal arbejdes godt og grundigt med udtrykket, sammenspillet og sammenhængskraften. I stedet har bandet skabt et album, der er for nørdet til mainstream-lytteren, men samtidigt vil skræmme alle musiknørder, der har forstand på sammenspil, væk. Det kan jeg ikke slå mere end to hoveder ihjel for.