Prog of the mill
Norsk metal har, trods den altoverskyggende black metal scene, altid haft en hel del af byde på i diverse andre undergenrer. Divided Multitude hører til i den progressive ende af metal spektret, hvor blandt andet landsmænd Leprous og ikke mindst Ihsahn huserer i øjeblikket med stor succes. Bandet har overraskende nok en hel del år på bagen, med start i 1995 og fire hidtidige udgivelser hvor denne "Feed on your misery" er den femte i rækken.
Progressiv metal er et omsiggribende begreb, der i høj grad lægger op til individuel vurdering. Alligevel vil de fleste kunne enes om visse kriterier der udgør et "klassisk" prog band, om man så må sige. Afvigelser fra standard 4/4 taktarter, udtryksfuld clean vokal, keyboards og et stort lydbillede er hovedelementerne som kunne tjene som en mulig beskrivelse af et klasisk prog band, hvilket også er tilfældet hos Divided Multitude. Dette siger som sådan ikke så meget om bandet, da disse beskrivelser vil være at finde hos et væld af andre bands.
Det er netop også dette mangel på særpræg, der mangler på "Feed on your Misery". Produktionen er ganske storladen med en beefy guitartone, der er til tider ganske fede grooves og bandet er ikke mindst kompetente musikere. Alligevel synes denne trivielle, arketypiske prog metal metal formular ikke at slå helt igennem. Hvis man er bekendt med førnævnte bands, Ihsahn og Leprous, skal man ikke forvente samme eksperimenterende og helt unikke lydbillede som disse fremmaner. Hos herrerne i Divided Multitude er der tale om en meget spiselig form for prog der i deres kompositionsmønster ikke skiller sig ud fra en horde af andre lignende prog bands, der med deres simple keyboard lines, power metal lignende clean vokal og den af og til ikke konventionelle taktart ikke på nogen stadfæster noget særpræg. Musikken er velspillet og kompetent, men ligeledes udtryksløs. Der skal ikke herske nogen tvivl om at 'Feed on your misery' langtfra er et miserabelt udspil, men hvis spørgsmålet falder på om denne plade på nogen måde vil have en udslagsgivende effekt må svaret blive et rungende nej.