Manglende sammenhængskraft
Sidst vi havde norske Vicinity og albummet Recurrence til bedømmelse, lød den noget krasse kritik: ‘Vicinity’ har helt sikkert ideerne og evnerne til at skrive gode prog albums, men der skal arbejdes godt og grundigt med udtrykket, sammenspillet og sammenhængskraften. I stedet har bandet skabt et album, der er for nørdet til mainstream-lytteren, men samtidigt vil skræmme alle musiknørder, der har forstand på sammenspil, væk.’ De verbale lussinger vejer unægtelig noget tungere end vanligt, da de stammer fra ingen anden end Peter Locher. Guitaristen nyder i skrivende stund stor succes hos Advocacy, der efter sublime The Path of Decoherence må betragtes som en del af den danske elite inden for progressiv rock og metal. En anden anke kunne desuden rettes mod nordmændenes vokal, der fremstod både svag og akavet. Det bør i den forbindelse bemærkes, at mangeårige forsanger Alexander K. Lykke i 2022 blev erstattet med Erling Malm. VIII efterlader dog spørgsmålet, hvorvidt rokaden reelt bibringer Vicinity den hårdt tiltrængte genrejsning.
En vis følelse af formål
Det progressive spektrum er ofte ækvivalent med langstrakte kompositioner af høj kompleksitet. Dette gør sig dog ikke udpræget gældende i forbindelse med ”Promised Paradise”, om end det ’finske twist’ af tenderende manisk klaverboksning ræsonnerer gennem nummerets knap halvandet minut lange ouverture. Fokus er i stedet rettet mod grundmelodien, der giver genklang af navne som Rush og Dream Theater. Et udtryk, der et stykke hen ad vejen formentlig kan tilskrives Tony Lindgreen, der har forestået mastering af VIII. Foruden genrevirtuose artister som Ihsahn og Opeth har Lindgren således også varetaget post-produktion for James LaBrie. Det skal dertil siges, at instrumenteringen ingenlunde er blevet negligeret. Vi tilskikkes således ”Distance”, et gennemarbejdet mix af keyboard og guitar, hvor de lyse toner giver et lettere og mere dynamisk udtryk. Læg derudover mærke til synergien mellem baslinjen og trommerne. Se, det er kræs – selv for kendere.
Drevet af porøse pianosekvenser og energiske keyboardflader savner næstfølgende ”Purpose” dog lidt bredere vokalspænd mellem top og bund. Netop begrænsningerne i Malms register står over en bred kam ikke helt mål med det øvrige lydbillede. Vicinity formår desuagtet at male et dragende landskab af melodiske lydtoppe leveret i høfligt mål af både guitar og keyboard. VIII kulminerer i “Shape of Life”, et opus, der ligesom albummets indledende skæring følger en simpel skabelon. Formentlig designet med henblik på at fremdrage nummerets sarte undertoner får vi her netop nogle af de førhen fraværende vokalkontraster. Og når vi nu har taget spørgsmålet om vekselvirkning op til revision, så ærgrer det mig tilsvarende, at man ikke har anvendt de tunge riffstrukturer noget mere. Et udtryk, der alt andet lige giver noget mere kant og personlighed til et nummer som ”Confusion Reactor”.
Ironien kunne derfor dårlig være tykkere, når vi undervejs ryger en tur i rabatten af selvsamme årsager. ”DKE” er lidt for meget ananas i egen juice, selv for den belæste konservatoriegænger endsige den sagesløse lægmand. Sagt på en anden måde: Medmindre man hedder Metallica og står fadder til en tidløs klassiker som “Orion”, så bør man være yderst varsom med instrumentalnumre, der strækker sig over knap syv (!) minutter. Konkluderende ”Face the Rain” fremhæver egentlig blot det tidskonsumerende forbehold yderligere. Varieret produktion af bas, nedstemte guitarer, keyboard og sirlig sangskrivning in mente slører de otte minutters løbetid kun i nogen grad den efterhånden lettere trivielle vokal.
Læg penslen til side … for en stund!
På trods af markante forbedringer siden sidst er der til stadighed enkelte ridser at spore i lakken hos Vicinity på VIII. Paradoksalt nok ligger disse blandt andet gemt i dyrkelsen af lidt for strømlinede melodier. Et træk, der ellers sommetider synes at være en mangelvare i det progressive spændingsfelt. Vokalharmonierne bliver periodevis for statiske og flugter dermed ikke helt med den mestendels velafbalancerede instrumentering. Bevares, enkelte sekvenser bliver omvendt en kende FOR ambitiøse. Ikke mindst instrumentale “DKE”, hvor filmen knækker for selv den mest overeksalterede genreentusiast. Med det sagt, har Vicinity ganske givet gjort sig fortjent til deres ‘15 minutes of fame’. Men heller ikke meget mere end det.
