Vansind spiller koncert i Rust, København N .
Vansind - Hævnen

Hævnen

· Udkommer

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tilbage på slagmarken

Vansind har i den seneste tid markeret sig som en sand kapacitet inden for dansk folkmetal med deres helt formidable debutlangspiller, Mørket, koncerter af høj musikalsk kvalitet i både ind- og udland og ikke mindst med deres enestående evne til at puste nyt liv i gamle sagn og viser. Med alt det i mente var forventningerne til deres opfølgerplade, Hævnen, tilsvarende høje. Om disse kan indfries, vil vise sig, men nu vil jeg tage dig, kære læser, med på en rejse til de mørkeste afkroge af den nordiske mytologi og den skandinaviske historie.

Solidt plantet i den nordiske muld

Samlet omkring det flakkende bålsted placeret centralt i langhuset, hvis hvælve vægge tårner sig op over forsamlingen, sidder både gamle og unge, klar til at lægge ører til skjaldens farverige fortællinger. Med en langsomt stigende intensitet båret af den nøje sammensatte akustiske intro i “Det Største Offer” trækkes lytteren med ind i pladens akustiske univers og svøbes ind i forgangne tiders tætte tåge. Det er tydeligt, at også Hævnen, ligesom sin forgænger, sprudler af medrivende melodier, der blot kræver en enkelt gennemlytning, før man kan nynne lidt med. Det høres især på pladens andet track, “Alvild”, hvor det desuden bliver tydeligt, at brugen af to så forskelligartede vokalister som Line Burglin og Joachim Asmussen kan give et nummer en dybde og dynamik, som kun er mulig med en dobbeltvokal. Derudover trækker rytmesektionen med Danni Jelsgaard på trommer og James Atkin på bas en rød tråd gennem hele nummeret, og der skabes en naturlig progression, som de øvrige elementer kan følge. Også femte skæring, “I Yggdrasils Skygge”, har en yderst indbydende struktur, der minder stærkt om “Blót” fra bandets forgængerskive. Efter en lang og begivenhedsrig dag kan langhusets beboere krybe ind under deres skindtæpper og falde til ro til tonerne af pladens sidste nummer, “Skæbnens Tunge Vej”, der med sin nærmest lo-fi-lyd har en helt anden fremtoning end pladens øvrige numre uden dog at bryde med kontinuiteten ved at afvige for meget fra den vante støbning.  

Dansk folk er dansk folk er dansk folk

På trods af de meget, meget store sko, Mørket har efterladt til at blive udfyldt, er Hævnen langt hen ad vejen en solid efterfølger til en nærmest perfekt plade. Vansind opfinder ikke den dybe folkmetal-tallerken på ny, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Man kunne måske ønske sig en lidt mere eksperimentel og lidt mindre konventionel tilgang til fremtidige udgivelser både i forhold til lydbillede og lyrik, da der absolut ikke er nogen tvivl om de seks musikeres tekniske færdigheder.    

 

Tracklist

  1. Det Største Offer
  2. Alvild
  3. Blodhævn
  4. Det Sidste Nådeskys
  5. I Yggdrasils Skygge
  6. Truslen Fra Dybet
  7. Skæbnens Tunge Vej