Ællevild

Cirka klokken 20 indtog det farverige orkester Ællevild omkring Laura Emilie Beck og Ambrosius Mesterton Graa den med lyskæder og fluesvampe oppyntede scene og lagde ud med nummeret “Dagsremse”, åbningsnummeret fra deres debutplade, Hele Dagen Lang. Ligeledes fra den plade var tredje nummer, “To Ravne”, en nyfortolkning af den oprindelig skotske vise “Twa Corbies”. På denne supplerede Astór Reidarson med bevinget fløjtespil i verdensklasse. Fjerde sang, der velsagtens havde det flatterende navn “Slaskepat” (?) og omhandlede Naurbjergets kælling, udgjorde uden tvivl et højdepunkt i bandets knap 30 minutter lange sæt. Sangen formåede med sin morsomme fortællestil og sin dragende melodi ført an af Beck på violin og vokal at lokke smilene frem på ansigtet af de fremmødte metalfans. I den sammenhæng vil jeg nævne Tanja Dræberg, der ikke blot bidrog med tamburin og blokfløjte, men også med en smuk backingvokal, der hev det samlede lydbillede op på et højere niveau. Rent genremæssigt kunne der nok være kritiske stemmer, der spørger, om dette band virkelig er egnet til en sådan optræden for øltørstige metalhoveder, der er langt over børnehavealderen. Men jeg må sige, at jeg for det første var yderst positivt overrasket og for det andet vil mene, at man – om man nu kan lide musikken eller ej – ikke kan sætte spørgsmålstegn ved bandets musikalske evner, og at de fik varmet publikum godt op til resten af aftenen. Hvis man godt kan lide folkinstrumenter og et farverigt show, var der i hvert fald nok at kigge på, og bandets gæster, der udover førnævnte Dræberg og Reidarson talte Steve Mason på trommer, gjorde et virkeligt fint arbejde – for hvad skal man med dobbeltguitar, hvis man kan få dobbeltblokfløjte! Jeg vil afslutningsvist citere Graas “Vi var Ællevild, og I var endnu vildere” og sige: “Nej, det var I!”

Sætliste:

1. Dagsremse
2. Op I Fjeldet
3. To Ravne
4. Slaskepat (?)
5. ToSpring

8/10

Grimner

Aftenens andet band var svenske Grimner, der sidst gæstede en dansk scene i 2023, men nu altså var klar igen – mindst lige så klare som publikum, der talstærkt havde placeret sig foran scenekanten for at opleve bandets medrivende sceneoptræden på nært hold. Gennemgående var energien nemlig i top, og især fløjtespiller Johan Rydberg gjorde sit for at holde publikum i gang, for hvis han ikke lige fyrede nogle seje fløjterier af, trampede han energisk rundt på scenen og opfordrede til heyråb, som de fremmødte med glæde deltog i. Det skete blandt andet under tredje nummer, “Ur Vågorna”, fra Urfader, udgivet i 2022, hvor også vokalfronten ført an af Ted Sjulmark, men godt suppleret af bassist Axel Elowson, keyboardspiller Kristoffer Kullberg og Rydberg fyldte Skråen med rå energi. Inden sættet fortsatte med sjette nummer, “Elftevisan”, adresserede Sjulmark det, som den opmærksomme tilskuer allerede havde bemærket: Grimner var ikke fuldtallig – andenguitarist og cleanvokalist Marcus Asplund Brattberg manglede. Bandet gjorde dog sit bedste, så det næsten ikke kunne mærkes, og var nu klar til “a fast one”, hvor publikum for alvor fik sat gang i pitten. Dette sæt, hvor det ene højdepunkt fulgte det andet i hælene, blev afsluttet med “Eldhjärta” fra Frost Mot Eld udgivet i 2016, der i hvert fald for undertegnede satte kronen på værket. Ikke kun fordi nummeret var det første Grimner-nummer, jeg i sin tid hørte, men også på grund af sangens energimættede melodi og et mageløst vokalspor. Denne anmelder var således godt tilfreds og håber, at disse skønne svenskere snart kommer tilbage til Danmark igen. 

Sætliste:

1. Ivaldes Söner
2. Blotet
3. Ur Vågorna
4. Kvällningssång
5. Västerled
6. Elftevisan
7. Midgård Brinner
8. Eldhjärta

9/10

Vansind

Akkompagneret af et energisk Vansind-heppekor indtog de syv bandmedlemmer, der under størstedelen af deres sæt blev suppleret af Laura Emilie Beck på violin og kor og Tanja Dræberg på kor, scenen. Det var således allerede fra første øjeblik helt tydeligt, at bandet havde publikum på deres side. Hobbyvikingerne lagde ud med “Grib til Våben” efterfulgt af “Blodmosen” fra deres anmelderroste debutplade, Mørket, hvor lyden beklageligvis var en kende mudret – hvilket nok kan være lidt svært at undgå med hele ni musikere på scenen. Heldigvis fungerede det langt hen ad vejen helt fortræffeligt, og især under tredje nummer, “Blót”, udlevede de deres fulde potentiale. Særligt Line Burglins vokal stod skarpt i de mere nedtonede passager, hvor også fløjten, spillet af Rikke Klint Johansen, var sandt øreguf. For de øvrige fremmødte så det dog ud til, at særlig efterfølgende nummer, “Den Farefulde Færd”, faldt i god jord, for ikke nok med at mange sang med af deres lungers fulde kraft, så var der også flere, der satte sig i formation på salens gulv og roede afsted, som var de på vej til at overfalde Lindisfarne. Også sanger J. Asgaard var kampklar og leverede growls, der aldrig har lydt ondere og mere gennemtrængende. Mellem sangene fremstod Asgaard ligeledes selvsikker og holdt god kontakt til publikum, hvor han også præsenterede Charlie Selvig Jensen, “verdens bedste standin”, der var guitarvikar for Kirk Backarach denne aften i Aalborg. Et nummer, jeg også lige bliver nødt til at nævne, er “Frigg”, hvor Burglin endnu en gang leverede en billedskøn vokal, og Vansind for alvor viste deres samspilsevner. Bandet fortsatte den gode stil med afslutningsnummeret “Håbet er Sort”, der blev leveret til UG. Her blev den stuvende fulde scene, der med ni musikere og deres instrumenter nærmest allerede var fyldt til bristepunktet, lige et hak mere fyldt, da gæstemusikanterne Rune Sawath Jensen og Tobias Eriksen kom ind og velsignede publikums ører med skøn sækkepibe. Én sækkepibe er godt – tre sækkepiber er helt vidunderligt! På trods af enkelte udfordringer på lyden levede Vansind op til forventningerne og cementerede endnu en gang deres position som hele Danmarks folkmetal-darlings.

Sætliste:
1.    Grib til Våben
2.    Blodmosen
3.    Blót
4.    Den Farefulde Færd
5.    Den Første Fejde
6.    Frigg
7.    Håbet er Sort

8/10

Svartsot

En længe ventet forløsning

Da klokken slog 23, blev det tid til aftenens hovednavn, Svartsot, og der var absolut ingen tvivl om, at forventningens glæde hos mange havde ophobet sig siden sidste Vintermetal, hvor bandet egentlig skulle have optrådt som hovednavn, men måtte aflyse på grund af sygdom. Men nu, meget passende til deres 20-årsjubilæum, var bandet oppe på dupperne igen og klar til at berige publikums ører med et vidtspændende sortiment af sange fra deres fem langspillere.

Et overflødighedshorn af talent

Bandet, der ifølge frontmand Thor Bager alt for længe har haft en alt for høj gennemsnitsalder, startede med nummeret “Dødedansen” fra Maledictus Eris udgivet i 2011, hvor de fremmødte blev præsenteret for et fyldigt, massivt lydbillede med Bager i spidsen, der ledte slagets gang med excentriske og teatralske fagter. Bandets spritnye trommeslager, Rune Frisch – der havde sin anden optræden med folkmetalveteranerne – gav den i hvert fald fuld skrue fra første trommeslag, så der ikke var tvivl om, at bandet var sprællevende. Nu var det blevet tid til “en trist en”, “Holdt ned af en Tjørn”, der “handler om at dø”. Helt forsvandt livsglæden dog ikke, for multiinstrumentalist Hans-Jørgen Martinus Hansen kom på banen med sækkepibe, så helt trist kunne man da ikke blive. Hvis alt går som planlagt, kan vi se frem til nye sange fra Svartsots side i juni måned. Publikum blev præsenteret for en “teaser”, der bestod af et enkelt growl, så vi må væbne os med lidt tålmodighed i den sag. Sidste nummer i bandets regulære sæt, der godt nok hed “Skonne Moer”, var dedikeret til deres fans og kunne ifølge Bager derfor lige så godt hedde “Skønne Fyre” eller "Skønne Jer Allesammen". Derefter forlod bandmedlemmerne scenen – dog kun kort, for publikums tilråb lokkede Svartsot ud på scenen igen, hvor de gav tre ekstranumre. Under sidste nummer, “Gravøllet”, kravlede en modig fan op på scenen og sprang ud i publikum, men efter en kort tur rundt i salen vendte han tilbage og gav den gas på luftguitaren. Derefter kastede Bager sig selv ud i menneskemængden, og dette stagedive afsluttede denne 60 minutter lange koncert.

Det nye sort?

Som man nok kan læse sig frem til, var denne anmelder godt tilfreds med det, der blev budt på af musikalske løjer. Svartsot skuffede ikke og gav deres fans det, de var kommet for. 

Sætliste:

1. Dødedansen
2. Carmen Vernale
3. Jotunheimsfaerden
4. Kilden - I marker og i lunde
5. Kromandens Datter
6. Kragevisen
7. Holdt ned af en Tjørn
8. Skonne Moer

Encore

1. Midsommer
2. Liden Kirsten
3. Gravøllet

8/10