Kun den der vandrer, finder nye veje
Af en eller anden grund er vandreferie blevet det helt store i Danmark anno 2025. Om det er den friske luft, de grønne marker eller bare glæden ved at få sved i øjnene, ved jeg ikke. Men populært er det, selvom prisen for allemandseje er uhørt. Det er ikke ligefrem en ny opfindelse, det at vandre land og rige rundt. Peregrinus betyder vandrer og er en velplaceret titel til Svartsots sjette album, da bandet selv har trampet de danske landeveje og nordiske vers i snart 20 år. Blandingen af folk og melodisk dødsmetal har gjort dem til en sjælden fugl indenfor landets grænser, men de har også været svært populære i Tyskland, hvor de har gjort god figur på Wacken og et væld af andre tyske metalfestivaller. Bandet antyder selv, at Peregrinus måske bliver deres sidste klassiske album. Spørgsmålet er selvfølgelig, om vandreturen er det hele værd, eller om man ender med trætte fødder uden god grund?
Religion er folkets opium … og dødsensfarligt
Peregrinus er et konceptværk bestående af ni numre, der tilsammen fortæller historien om en forældreløs ung mand. Han gør en kvinde gravid og må som straf drage på korstog for at få sine synder tilgivet. Undervejs frastødes han af korsfarernes rå brutalitet, og efter at have oplevet rædsel på rædsel indser han, at han ikke længere kan kæmpe for kirken. For uanset hvilken tro, der er tale om, er den fyldt til randen med løgne. Set med nutidens øjne ved de fleste, at krig og religion går hånd i hånd som karry og sild. Historien er ikke i sig selv banebrydende, men Svartsot fortjener ros for både titelvalg og gennemførelse, godt hjulpet på vej af den altid solide produktion fra Tue Madsens Antfarm Studios. Syv af sangene bærer navnene på de dyder, som korsfarere angiveligt skulle leve efter, mens det stemningsfulde instrumentale åbningsnummer, ”Como póden per sas culpas”, straks puster liv i rejsen. Musikalsk lyder danskerne, som de altid har gjort: trygt og genkendeligt, men den latinske titel giver et frisk pust og en diskret afstand til tidligere udgivelser. Thor Bagers vokal bræger stadig løs uden meget variation, mens sækkepiber og mandolin tilfører et skævt smil og en god portion liv og glade dage.
Et af pladens klare højdepunkter er anden skæring, ”Tarditas”, der betyder langsommelighed og henviser til de tunge byrder, korsfarerne måtte slæbe på deres rejser. Her viser bandets nyeste medlem, Rune Frisch, sit værd bag trommerne. Han styrer stikkerne med fast greb, og det er en fornøjelse at høre, hvordan trommerne får plads i rampelyset. Overgangen fra den instrumentale åbning forinden er desuden skåret til med kirurgisk præcision. Thor Bagers vokal ligger i modsætning til tidligere udgivelser højere i mixet, hvilket klæder helheden. Bager har dog ikke Danmarks mest teknisk imponerende røst, og det bliver en kende anstrengende i længden. Man kan dog ikke ignorere, at Chris J.S. Frederiksen elsker at slynge velplacerede riffs ud, når chancen byder sig – noget, der heldigvis sker flere gange på Peregrinus. Alligevel lider pladen under et velkendt Svartsot-problem: Mange af numrene flyder sammen til en lidt ensartet masse. Bad du mig beskrive ”Simplicitas”, ville jeg nok kigge ud i luften efter ordene, selv efter ni komplette gennemlytninger. Den hviskende indledning på ”Libertas” formår at bryde mønsteret en kende, men efter en halv time går der udmattelse i den. Der mangler simpelthen et wow-moment eller to. Er dette så Svarsots sidste traditionelle værk? Måske. Hvis det er, kan jeg godt forstå det. Gruppen har været igennem det meste, og det er altid godt at være omstillingsparat i vores evigt foranderlige verden.
Veteranerne på vandretur
Selvom Svartsot nu har 20 år på bagen og muligvis ikke har samme relevans som tidligere, kan gruppen stadigvæk spille. Peregrinus indfanger kernen af, hvad Svartsot står for, og er du fan i forvejen, får du meget mere af samme skuffe. Et stort tillykke med jubilæet til den seks mand store besætning, og så må tiden vise, hvad de pønser på fremover.
