Det lange, seje træk
12 år er ikke bare usandsynligt lang tid mellem to udgivelser. Det er også længe nok til, at både scenen, lytterne og musikerne selv kan nå at rykke sig betragteligt. Da norske Triosphere senest udsendte The Heart of the Matter i 2014, havde de allerede etableret sig i grænselandet mellem melodisk heavy metal, power, prog og den mere flossede rifftradition. Siden har stilheden i studiet været øredøvende. Nu vender Ida Haukland, Marius Bergesen, Tor Ole Byberg og Kenneth Tårneby tilbage med Oceans Above, Stars Below. Selv beskriver gruppen processen som et “long, loooong haul” og lover større intensitet, højere tempo og stærkere melodier. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvorvidt firkløverets fjerde værk har været ventetiden værd, men om de efter tolv år fortsat kan finde vej gennem et musikalsk landskab, hvor flere af de gamle pejlemærker for længst har flyttet sig.
Kontrolleret kaos
Med en højdramatisk ouverture introduceres strenge, rytmesektion og andægtige korstykker, førend “Of Tyrants” konsoliderer bandets territorium. Fundamentet bygger således fortsat på melodisk power og heavy metal, mens udtrykket tillige snor sig om både progressive elementer og en mere aggressiv rifflinje. Et sted mellem Evergreys intense aura og Brainstorms muskelkraft finder Triosphere et område, der føles velkendt uden at blive identitetsløst. Titelnummeret understreger pointen. Progressive strukturer flettes sammen med et langt mere åbent refræn, om end Hauklands vokalklang holder musikken væk fra powermetallens mest konservative patos.
“Shorelines” gør næsten det modsatte. Her blæses luft, varme og AOR-kolorit ind i billedet, og omkring albummets midte bliver den produktionsmæssige udvikling for alvor tydelig. Fra Onwards’ mere kompakte og guitardrevne 00’er-signatur til Jens Bogrens svulstige og detaljerige produktion anno 2026 har Triosphere ikke blot forbedret lyden. De har lært at disponere den. Trommer og vokal er denne gang indspillet hos Fascination Street sammen med Alexander Backlund, og hvert instrument, temposkift og kompositoriske lag synes placeret med stor eftertanke. Samme stramme disciplin tegner også “Lightning in a Bottle”. Kompakt, relativt direkte, men igen sirligt arrangeret.
“Encore” giver derimod Haukland mulighed for at male med albummets bredeste farvepalet. Her veksles mellem mørke og lysere vokalnuancer i en langt mere åben levering. Ikke alt rammer dog samme høje niveau. “Embers” er således både energisk og dynamisk, men også blandt pladens tydeligste fyldnumre. Skabelonen fremstår temmelig nøgen, og melodierne har svært ved at hæve sig over genrens brede midterfelt. Heldigvis vender nysgerrigheden tilbage på “Orpheus’ Bane”, hvis dramatiske opbygning og titel naturligt kalder på den skæbnesvangre fortælling om Orfeus og Eurydike. “Cadence of Chaos” opsummerer næsten Triospheres metode i selve titlen: kontrolleret kaos. Når havet hænger over hovedet, og stjernerne befinder sig under fødderne, kan man enten forsøge at vende verden tilbage på plads eller lære at navigere efter nye pejlemærker. Triosphere vælger det sidste.
Elegant efterspil
Det mest begavede træk finder vi meget passende i “Gjenklang”. Efter et album proppet med progressive melodier og kompromisløse strukturer lader kvartetten sirligt arrangeret klaverspil og strygere fungere som ganerenser. Det indikerer ikke blot kompositorisk tæft og teknisk overskud, men også en bemærkelsesværdig strategisk begavelse. Bandet forstår med andre ord, at den største finale ikke nødvendigvis behøver at være den mest støjende. Oceans Above, Stars Below er dog ikke et revolutionerende album, og gruppen genopfinder hverken sig selv eller melodisk tungmetal. Flere steder er selve håndværket mere imponerende end originaliteten, og enkelte sange savner det sidste særpræg, der kunne have løftet helheden op blandt årets mest uomgængelige udgivelser. Til gengæld er produktionen intet mindre end fremragende, Haukland leverer en bundsolid og nuanceret vokalpræstation, og dramaturgien virker gennemtænkt fra ouverture til efterspil. Havet befinder sig måske over hovedet og stjernerne under fødderne, men Triosphere har efter 12 år ingenlunde mistet orienteringen. De har blot fundet en mere raffineret måde at navigere på.
