Profetens syvende år

Da Exumer i 2016 slap The Raging Tides løs, konstaterede vores daværende anmelder lakonisk, at der ikke var sket en skid. Det var vel at mærke ment som en begejstret blåstempling af tyskernes rendyrkede oldschool-thrash, der med uhørt energi, smittende catchiness og gnaven dødsforagt hamrede sig til tops på karakterskalaen. Tre år senere gentog Hostile Defiance i vid udstrækning bedriften, om end de ti ubønhørlige smask i fjæset også begyndte at flyde sammen, efterhånden som variationen fortabte sig i bøllekor og bastante bulldogbjæf. Nu er der gået yderligere syv år, og Exumer er tilbage med både ny rytmesektion og løftet om en mere brutal, direkte og fokuseret tilgang. Samtidig retter Death Mask Messiah blikket mod misinformation, kulturel splittelse og de selvudråbte frelsere, der fører deres respektive menighed mod afgrunden. Albummet skal dermed ikke blot bevise, at veteranerne fortsat kan hamre igennem. Det skal vise, om ungdommelig energi og årtiers erfaring kan få den velkendte formel til at føles farlig igen, eller om denne dødsmaske skjuler en profet, der blot prædiker for en allerede omvendt menighed.

Klædelig dødsrallen og kortsluttede køkkenredskaber

Klinger slibes, og en ildevarslende summen varsler titelnummerets truende frontalangreb. Exumers musikalske arv trækker fortsat tydelige spor fra tidlig Slayer, Metallica og Exodus, alt imens Mem Steins egen opvågnen fandt sted i selskab med stiftende institutioner som Motörhead og Angel Witch. Resultatet er thrash, der prioriterer bid, fremdrift og rå autoritet over teknisk staffage. Steins hæse udfald lyder fortsat som et uægte barn af Cronos og Tom Araya med et stænk af Mille Petrozzas preussiske pitbullsnerren. Bag ham sikrer Alex Voss og Jerome Reil, at veteranernes velkendte aggression får tilført en ungdommelig uro. Reils højenergiske trommespil står særligt skarpt i produktionen, hvor hvert slag føles som et velplaceret nyrestød.

Klip tilbage til vokalen, beskrevet af Stein selv som et instrument med to adskilte perioder; før og efter Exumers genkomst i 2009. Modningen er tydelig, men hans tonale repertoire rummer fortsat ikke alverdens dimensioner. Dermed overlades ansvaret for dynamik og variation i høj grad til Ray Mensh og Marc Bräutigam, og den opgave løser de to øksesvingere til noget nær UG med kryds og slange. Guitarerne er tørre, skarpe og tæt komprimerede uden nogensinde at blive kliniske, mens hvert plekteranslag hugger sig gennem den grove distortion med den nødvendige firserfrækhed. Andre steder flår og flænser guitarlyden i frenetisk mani som et overophedet køkkenapparat faretruende tæt på total kortslutning. ’Spil noget med Slayer?’ Exumer har tydeligvis allerede sat elkedlen over. Under komikken ligger dog et særdeles disciplineret riffarbejde med masser af attitude, satans fængende strukturer og frem for alt den eftertragtede ’ooomph’, som adskiller autentisk thrash fra mekanisk motionsmetal.

Det musikalske raseri får yderligere vægt gennem albummets fortælling om David Koresh, politiske charlataner og et tysk hjemland, hvor kulturkrige har gjort medborgere til ideologiske fjender. På ”Fratricide” bliver det konkrete brodermord således et billede på et samfund, der flår sig selv fra hinanden i identitetens og partitilhørsforholdets navn. Den konceptuelle tråd giver de kontante motivgreb mere substans, selvom både musikken og spændingskurven begynder at tabe højde i løbet af albummets sidste tredjedel. For selv om Stein har en pointe i, at thrashen oplever en renæssance, stiller den også skærpede krav til genrens etablerede aktører. Bevidstløse gentagelser af fortidens formularer kan fortsat tilfredsstille dem, der husker firserne med Bundesligagarn og battleveste, men nutidens publikum har et væsentligt større bagkatalog at vælge fra. Afslutningscoveret ”Unchained Angel”, komplet med Nasty Ronnie, er et sympatisk nik til Exumers turnéhistorie med Nasty Savage, men også en påmindelse om, at bakspejlet bør være et redskab og ikke bandets primære udsyn.

Masken falder, thrashen består

Death Mask Messiah genfinder en betydelig del af den bidske umiddelbarhed, som gjorde The Raging Tides til en mindre sukkerindsprøjtning af rendyrket thrash uden helt at repetere Hostile Defiances ensformige bulldozerraffinement. Den nye rytmesektion tilfører mærkbar energi, produktionen balancerer råstyrke og moderne slagkraft, og Mensh samt Bräutigam leverer albummets egentlige åbenbaring gennem et riffarbejde, der skiftevis river, flår og kortslutter. Steins vokal er fortsat mere autoritativ end alsidig, mens sidste tredjedel mister lidt af den fremdrift, der indledningsvis sender pladen afsted med fråde om munden. Derfor er der ikke tale om en ny trosretning eller en genredefinerende profeti. Til gengæld demonstrerer Exumer, at den gamle lære fortsat kan prædikes med overbevisning, når riffs, vrede og relevant samfundskritik arbejder i samme retning. Falske profeter forgår. Et veldrevet thrashriff har til gengæld væsentligt bedre betingelser for at bestå.