Bare sangene ikke er for lange
Jeg må ærligt tilstå, at jeg generelt har haft det svært med numre, som er så lange, at de føles, som om de trækkes ud i uendelighed. Om det skyldes min egen klare neurodivergens, eller at min opmærksomhedsspændvidde er på linje med en gennemsnitlig teenager på TikToks, skal jeg lade være usagt. Derfor var det også med en god portion skepsis, at jeg tog hul på London-trioen URNEs tredje album, Setting Fire to the Sky.
Gruppens lydbillede samler en række genrer, som jeg historisk set ikke har haft det tætteste forhold til: Sludge, doom, prog og thrash-elementer har præget deres første to udspil. Dog krydres denne cocktail med markante elementer af metalcore og hardcore, og dér er jeg til gengæld fuldstændig på hjemmebane. På papiret lignede albummet derfor en potentiel gateway ind i de, for mig, mere ukendte afkroge af metalverdenen.
Okay, sangene er lange, men så slemt er det heller ikke
Med ni numre og en gennemsnitlig spilletid på fem og et halvt minut fremstår Setting Fire to the Sky overraskende skarp og tilgængelig af en prog-udgivelse at være. Trioen leverer albummet med et tårnhøjt teknisk overskud, hvor fundamentet bygges op af markante Mastodon-referencer, komplekst trommespil og ualmindeligt dejlige guitarriffs.
Albummets helt store styrke ligger i den dynamiske opbygning: Musikken bevæger sig konstant i et spændingsfelt mellem aggressive udbrud og stemningsfulde kontraster. I løbet af samtlige numre på pladen veksles der fra lynhurtige guitarer og brutal growl til akustiske mystiske elementer, tranceagtige rytmer og melodiske, atmosfæriske omkvæd. URNE er dog i min optik allerbedst, når de fyrer den af, men tempovekslingen gør, at netop de hårde sektioner shiner ekstra tydeligt, når de bliver skudt af.
Selvom helhedsindtrykket er stærkt, støder albummet på enkelte bump undervejs. De helt lange passager som for eksempel på “Harken the Waves” rammer sine steder en smule prog-træthed på trods af den prominente gæst fra Mastodon. Vi får også en afstikker til det mere følelsesladede, som hviler tæt på grænsen til det svulstige på “Breathe”, men sangen nåede heldigvis i mål, inden tæerne begyndte at krumme. Ligeledes føjer deluxeudgavens bonusnummer ikke det store til det samlede værk, andet en endnu en god guitarsektion.
Bandet spiller på Stengade i september, hvor jeg absolut vil være at finde for at opleve, om URNE kan forvandle den rå energi på deres plade til ren liveenergi. Og inden jeg bliver roasted for at kalde bandet en trio, så spiller de altså live med en ekstra guitarist.
Jeg har overgivet mig
Der er vist ingen tvivl om, at gutterne fra London ved, hvordan man håndterer sine instrumenter og bygger komplekse kompositioner. På papiret burde et album bestående af lange progressive numre have tabt min opmærksomhed undervejs. Men URNEs formidable evne til at flette melodisk metalcore, nådesløse temposkift og teknisk sublimt spil sammen gør, at Setting Fire to the Sky kun i meget få sekvenser føles kedeligt eller langtrukket. URNE har leveret et yderst stærkt og velproduceret udspil, der understreger, hvorfor de store stjerner har kigget deres vej.