Stilforvirret eller bare stilet? 

Når man hører dette album for første gang, så bliver man lidt forvirret. Vi runder rigtig mange forskellige musikalske elementer i et storytellingunivers, og det går stærkt med at gå fra den ene yderlighed til den anden. Det er lidt som at gå i biografen og se en Christopher Nolan-film: Man er nødt til at liiiige at se den en gang eller to mere, før man begynder at forstå, hvad der foregår.

Royal Discordance er The Gloom in the Corners fjerde fuldlængdealbum, og det er tydeligt, at bandet stille og roligt er ved at forfine deres helt egen stil. Hvor Ice Nine Kills kaldes ‘horrorcore’, så er The Gloom in the Corner nok en lightversion. Selv bruger de udtrykket ‘cinemacore’. Undervejs falder tiøren dog, og man forstår, hvorfor lige præcis det udtryk er så passende.

Ice Nine Kills-light

Albumåbneren leverer et nådesløst og eksplosivt kaos, der straks slår en skummel og symfonisk stemning an. Lydbilledet overvælder lytteren med tunge breakdowns, svævende synths og, ja, kirkeklokker. Under hele albummet præges numrene af temposkift og vekslende vokaltone; generelt set foregår der bare rigtig meget, og man skal have tungen lige i munden for at fange alle detaljer.

Gennemgående imponerer udgivelsen med en stærk sangskrivningskunst  og storytelling bundet ind i en gennemtænkt opbygning. Albummet er bygget op omkring en fortælling, som finder sted i en apokalyptisk version af Australien midt i en blodig revolution centreret om magtkampe og undergrundskrigsførelse. Musikken skifter behændigt mellem dramatiske historier, mørke symfoniske elementer og mere eksperimenterende passager som på "Shadow Rhapsody II”, hvor vi får en lang afdæmpet klaversekvens, der flyder over i tunge guitarer.

Vokalarbejdet står som et af de absolutte omdrejningspunkter: Balancen mellem moden, ren vokal og brutal growl er ramt præcist. Der kan drages rigtig mange ligheder til Ice Nine Kills, særligt på vokalen, og her føler jeg klart, at den rene vokal fremstår langt bedre hos The Gloom in the Corner. Ice Nine Kills vokalen er simpelthen en snert for meget Panic! At The Disco for undertegnede.

Både den symfoniske elegance og den vrede, klassiske metalcore får plads til at udfolde sig. Selvom albummet trækker på stærke kontraster – fra tunge, nedstemte guitarer og knusende breakdowns til mere afdæmpede balladeelementer – så lykkes det at fastholde energien igennem hele forløbet. I stedet for at drukne i metaltræthed mod slutningen holdes dynamikken i live via groovy guitarsoli og nye lydmæssige nuancer, før det hele samles i en følelsesladet og støjende finale på duologien “Love I” og “Love II”. 

Et ambitiøst værk med plads til finpudsning

Royal Discordance er et særdeles vellykket album, fordi The Gloom in the Corner formår at gøre deres komplekse teaterunivers enormt underholdende, dynamisk og varieret. Kombinationen af teknisk overskud, stærke hooks og nådesløse breakdowns gør udgivelsen til en fornøjelse at lytte igennem fra start til slut. Det bliver aldrig kedeligt, for selvom albummet byder på længere pianosektioner og ballader, så trækkes disse lige til grænsen uden at træde over den. Det minder ekstremt meget om Ice Nine Kills, bare med en lidt mindre irriterende vokal. 

Jeg skulle lytte til albummet mere end et par gange, før jeg begyndte at forstå, hvad idéen var – særligt fordi der er så mange skiftende elementer. Det betyder også, at du, kære læser, skal dykke lidt ned i albummet et par gange, før det hele giver mening – medmindre du, uligt undertegnede, kan gennemskue Nolans film i første forsøg.