Fire på stribe
Tribulation er så småt på trapperne med deres sjette udgivelse, Sub Rosa In Æternum. En nyhed, der her på redaktionen blev modtaget med, skal vi kalde det, moderat begejstring: ’… er en kende kedelige’, ’… har jo skiftet stil 500 gange i løbet af sin karriere’, og ’p.t lyder de, som hvis Ghost og D-A-D lavede et band’ var alle at finde blandt de mere eller mindre krasse kritikpunkter. Efter en tur i arkiverne kunne jeg da også konstatere, at der for en gangs skyld var noget om snakken. I hvert fald hvad angår det spraglede udtryk. Forgængeren When the Gloom Becomes Sound beskrives således: ’ […] melodisk dødsmetal og atmosfærisk black metal, der implementerer elementer fra andre velkendte arenaer, mest af alt surfmusik, klassisk musik og rock’n’roll fra 50’erne’. Det viser sig imidlertid, at ikke færre end fire forskellige anmeldere har haft svenskerne forbi deres skrivebord over en periode på hele otte år. Og resultatet? Tre gange tidligere er Tribulation blevet belønnet med et nital, mens The Formulas of Death fra 2013 fik sat skalaen i flammer med en fejende flot score på hele 10/10!
(Knap så) simpel matematik
Nu tænker du måske: ’Hillemænd, for en rodebutik. Hvordan i alverden går det regnestykke overhovedet op?’ Elementært … på samme vis som myten om den flyvende humlebi, der angiveligt trodser al logik endsige tyngdekraftens love. En hypotese baseret på forældede beregninger, der også meget vel kunne applikeres i tilfældet Tribulation. Indrømmet, der er ikke tale om matematik på alment folkeskoleniveau. Og tilføjer man samtidig bandets egen beskrivelse af Sub Rosa In Æternum – ‘Part psychological horror of Italian cinema, part gaunt British goth, and part Art Deco opulence’ – spidser ligningen for alvor til.
Når vi alligevel skal forsøge at dechifrere rosens hemmeligheder, så ligger en del af svaret gemt i et solidt fundament af progressiv død og gotisk rock. Let sitrende af dark wave-vibes emmer instrumenteringen på singlerne ”Tainted Skies” og ”Saturn Coming Down” af genrevirtuoser såsom Type O Negative, Moonspell og Opeth. Growlen læner sig derimod tættere op ad Anders Strokirk, hvorfor det dystre og depressive, men yderst vellykkede design står i skærende kontrast til de energiske strejf af punk og surf’n’roll, der indimellem titter frem. Det besvarer samtidig spørgsmålet, ingen nogensinde har stillet: Hvordan ville det lyde, hvis D-A-D, Beach Boys og Necrophobic fusionerede…? Under normale omstændigheder rablende vanvittigt, men i dette tilfælde hamrende effektivt!
Det leder os frem til ”Hungry Waters”, der til behagelig afveksling opleves lidt mere ambient i sin introfase. En gennemført behagelig lytteoplevelse, hvor bassen får frirum til at lægge en knasende sprød bund, og hvor et velkomponeret C-stykke udgør kompositionens klimaks. Således kunne man fortsætte med at fremhæve den medrivende horroræstetik i ”Murder in Red” og ”Poison Pages”, eller det formidable breakdown i ”Time & the Vivid Ore”, der som ét blandt mange understreger Tribulations instrumentelle fortræffeligheder. Med det sagt, så er Sub Rosa … bestemt ikke et album, der giver betingelsesløst. Nøjagtig som i munter leg med stiklingerne kommer de bedste oplevelser gennem ultimativt nærvær.
Lad os bare sige fem!
Helt og aldeles i min ånd er den største force, at albummets afkast står fuldt mål med investeringen. Dernæst illustrerer Sub Rosa In Æternum til perfektion, hvor stor en forskel energiske temposkift kan gøre for det gotiske udtryk. Til sammenligning kan kollegerne fra Stillborn og navlepillende Netherworlds tjene som lysende eksempler på det stik modsatte. Eneste alvorlige anke, der afholder mig fra at stange absolutte topkarakterer ud, må være den til tider lettere endimensionelle Peter Steele-vokal. Lidet overraskende synes den at være lidt af en folkesygdom inden for den gotiske sfære, men ikke desto mindre bliver det lidt træls at lytte til i længden. Vi ender dog på ni flotte kranier i en sæson, hvor der endnu ikke har været anledning til at honorere med fuld plade fra min side – hverken indenrigs eller udenrigs. Dermed lægger svenskerne sig aldeles lunt i svinget til en podieplacering, når AOTY om et par måneder skal kåres.