Femstjernet forkælelse med fransk forspil
At tjekke ind på et eksklusivt hotel og svælge i luksus efter en lang arbejdsdag. Så bliver det næppe meget bedre! Traktementet på Hotel Cecil bestod denne torsdag af en udsøgt gourmetoplevelse målrettet de kræsne ganer: Svenske Tribulation holdt således hof i hotellets nedre saloner og var til lejligheden flankeret af Livgone for at sætte det fremmødte klientel i den helt rette stemning. Med en kollektiv baggrund inden for black metal havde medlemmerne af det internationale ensemble valgt at gå i helt andre retninger på den modige, men lettere overambitiøse Almost There. Jeg må dog være ærlig og tilstå, at var dette ubeskrevne blad ikke blevet annonceret som ’åbner’, så ville debutudgivelsen fra i fjor være gået tabt i glemslens tåger. Ikke mindst fordi Tribulation faktisk toppede undertegnedes årsliste 2024 med suveræne Sub Rosa in Æternum. Albummets nedtonede linje in mente rejste imidlertid spørgsmål om, hvorvidt svenskerne ville se sig i stand til at integrere det nye materiale med den ældre del af diskografien, der mestendels udspringer af traditionel dødsmetal. Koncerten i København var den første på europaturnéen, der i løbet af de følgende fire uger lægger vejen forbi ikke færre end 20 forskellige byer!
Livgone
Barnets første skridt, de første ord, og når tiden kommer: den første skoledag. Lad os bare sige, der er visse milepæle, vi som forældre næppe glemmer. Sådan må det nødvendigvis også være for sceneartister, når de træder ud på de skrå brædder for allerførste gang. Det var i hvert fald nøjagtigt, hvad der gik for sig, da Livgone torsdag aften kl. 20:00 præsenterede sig selv for Hotel Cecil og resten af omverdenen med ”Dance So I Can”. Det var således en tydeligt anspændt rytmesektion, eksemplificeret ved livebassist Marius Gerin, der stod med skuldrene trukket helt op om ørerne. Til gengæld levede ultraenergiske Emil Svensson bag gryderne fuldt op til det efterhånden ikoniske SoMe-meme ’This drummer is in the wrong band’. Det stod noget i kontrast til den ellers dunkle lyssætning såvel som de lette røgslør, der komplementeret af doomede riffblokke satte en skøn, støvet loungestemning.
Midt i dette sansebesnærende vakuum stod keyboardspiller og frontkvinde Élise Aranguren. Hendes billedskønne røst druknede desværre lidt undervejs, da instrumenteringen ofte lå lige til den høje side. Til trods for en birolle som livevokalist for de franske landsmænd i Alcest så bør man huske, at det dog først og fremmest er bag scenen som tour manager, hun hidtil har slået sine folder. Vel vidende, at de færreste formentlig forstod lyrikken til ”J’y suis Presque”, var der da heller ikke helt kongruens mellem den overraskende myndige stemmeføring og det lettere nervøst flakkende blik. Hvad der i virkeligheden rørte sig under huden hos Aranguren eller de øvrigt involverede parter, fik vi dog aldrig at vide. Illusionen, for ikke at sige distancen, mellem scene og det yderst begrænsede fremmøde blev fastholdt under hele det 33 minutter lange sæt. Der blev nemlig ikke ytret som meget som ét eneste ord til publikum undervejs! Ikke så meget som et ’hello’, den obligatoriske præsentation af bandet eller bare et ’thank you and goodbye’, da tiden var gået. Der blev blot slukket for keyboardet, og væk var de. Med det sagt må man trods alt konstatere, at Livgone absolut slap igennem debuten med æren fint i behold.
Sætliste
1. Dance So I Can
2. Watching Them Feel
3. Childhood Landscape (ej udgivet)
4. J’y suis Presque
5. Silverstone
6. Hypoesthesia
Tribulation
De tre-måske-fire
Lad det derfor være sagt med det samme … selv om de stoiske positurer og den gotiske vampyræstetik var i højsædet, da Tribulation entrerede scenen, så var aftenens hovednavn noget tiere i det konverserende hjørne. Efter at have turneret det nordamerikanske kontinent tyndt med mægtige Opeth i efteråret 2024 skulle kvartetten nu bære showet som det altoverskyggende hovednavn på plakaten. En rolle, de gik til med krum hals. Ja, mod alle odds, fristes man endog til at sige. Og hvorfor nu det? Jo altså, lyden, den svingede som bekendt både i volumen og nu desværre også i kvalitet. Det fik man dog rettet op på undervejs. Den egentlige hurdle bestod i, at man i forsalg blot havde fået langet sølle 82 (!) billetter over disken. Et antal, der med dørsalget på dagen dog formåede at svinge sig op på de 120. Med en samlet kapacitet på 340 sjæle så gjorde en mere end halvtom sal selvsagt kun ringe tjenester for stemningen … og dog!
Kan vi få et par af de dyre flasker på bordet?
Knap en time efter første indslag var gardinet atter gået til side. Seks minutters båndet underlægning havde forinden givet os rig lejlighed til at nærstudere den simple scenografi, et begsort bagtæppe med skelettet af en flagermus i sort/hvide nuancer. Efter et par for undertegnede velkendte skæringer, deriblandt livedebuten af ”The Unrelenting Choir”, fik vi endelig et ‘good evening and welcome to the show.’ Johannes Anderssons italesættelse af det planlagte sæt afslørede en bred repræsentation fra bandets samlede diskografi, hvor ”The Lament” fra Down Below allerede tidligt indikerede en aften i fanservicens navn. Og betjeningen, ja, den kunne der sandt for dyden ikke sættes mange fingre på. Her bør især fremhæves guitarist Adam Zaars. Hvad den hvidkalkede strengevrider ikke fik serveret af progressive fortræffeligheder … forestil dig, hvordan det ville lyde, hvis du proppede henholdsvis Carl Wilson, Michael Romeo og Sebastian Ramstedt ned i en blender og skruede op på maks. … ja, lige præcis …!
Bittersød melankoli og mord per efterkrav
Oven på en stribe nærmest messende riffblokke i ”Rånda” havde man foretaget et strategisk klogt valgt ved fysisk at bevæge sig helt frem til scenekanten. Betalingen faldt i hvert fald prompte, og med ”Melancholia” blev tempoet tillige skruet i vejret med en fuldstændigt forrygende rundgang. Det gjorde det nemmere at tilgive den halvsløje baggrundsvokal på ”Hungry Waters”, der dog hurtigt var glemt med den pivfrække fadeover til ”Saturn Coming Down”. Til tonerne af nærværende anmelders personlige favorit, sættets anden og sidste livedebutant, ”Murder in Red”, måtte jeg således igen konstatere, at der simpelthen bare er en anden finesse, et større raffinement over det nye materiale. Kvalitativt har musikken i al sin enkelthed fået et løft. Som vi blev budt indenfor, så blev vi sendt på gaden til tonerne af et tungt og dystert orgel. Her føltes frasen ‘the time has come to reach out …’ under konkluderende ”Strange Gateways Beckon” som den helt rette sortie. Tribulation kom, så og sikrede sig mod alle odds en regulær jordskredssejr. Det sætter jo unægtelig barren højt for resten af turnéen, men det er heldigvis ikke vores hovedpine. Klokken var blevet 22:34, og tilbage var derfor kun at bukke og takke for en helt og aldeles fænomenal oplevelse.
Sætliste
1. The Unrelenting Choir (livedebut)
2. Tainted Skies
3. Nightbound
4. The Lament
5. Hamartia
6. Suspiria De Profundis
7. Rånda
8. Ultra Silvam
9. Melancholia
10. In Remembrance
11. Hungry Waters
12. Saturn Coming Down
13. Murder in Red (livedebut)
14. Lacrimosa
15. Strange Gateways Beckon
