Stillborn (SE) - Netherworlds

Netherworlds

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Gotisk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

På sporet af det tabte paradis

I tilfældet Stillborn, der oprindeligt blev stiftet helt tilbage i 1984, kan betegnelsen ’inkonsistent’ næppe applikeres meget bedre. Svenskerne udgav i perioden 1989-1992 tre skiver i fuld længde og kan med rette betegnes som den gotiske metalscenes knap så (aner)kendte alfader. En titel, der ellers i den brede bevidsthed indehaves af Paradise Lost som følge af briternes skelsættende album Gothic fra 1991. State of Disconnection kulminerede som det sidste i rækken med en stribe liveoptrædener, herunder på Roskilde Festival årgang ’92. To år senere gik gruppen dog hver til sit og fandt først sammen igen i 2015 – en genforening, der materialiserede sig i Nocturnals (2017). Siden er yderligere syv år kommet og gået, hvilket bringer os frem til nutiden, hvor Netherworlds som den femte langspiller i rækken er ved at være på trapperne.

Nu ikke så (Type O) Negativ(e)!

Mens genrebidragene fra det britiske imperium (læs: Paradise Lost, My Dying Bride, Anathema) er noget nær umulige at komme uden om, så skal vi faktisk helt andre steder hen på landkortet for at lokalisere muserne i Netherworlds habitat. Mest markant opleves regionens distinkte vokal, der emmer af Peter Steele og Fernando Ribeiro. En ram dunst, der lidt for hurtigt ender til den noget insisterende side. De nedstemte guitarer, der producerer tilsvarende stærkt forvrængede rifflinjer, ligger tværtom tungt forankret i den svenske 90’er-scene og rimer udover afstikkeren Iommi primært på navne som Hellid, Cederlund og Johansson.

Desværre indtager trommen derimod ikke just en bærende rolle, og i et nummer som ”Children of Darkness” skal vi faktisk helt ind i C-stykket, førend denne får lov til at gøre opmærksom på sig selv. Så er der straks lidt mere finesse over ”Dead Black Woods”, hvor leadriffet boltrer sig i en noget tempoudpint fortolkning af Edvard Griegs signaturkomposition, ”I Dovregubbens Hall”, fra Henrik Ibsens skuespil om Peer Gynt. Netop tempoet bliver også et tema, som vi studser over på ”Abigail”. Ikke mindst hvis din umiddelbare indskydelse lyder noget i retning af ’Abigail? Altså, som i King Diamond?’ Dertil kan jeg kategorisk kvittere, endog med hjerteligt overbærende latter, ’Bare nej … i enhver tænkelig forstand!’ Lige så lidt som man sammenligner haren med skildpadden, selvom de stiller op i samme løb. Et løb, der denne gang får en noget mere forudsigelig vinder.

Omkring overgangen mellem A- og B-siden når vi nærværende anmelders personlige mætningspunkt. Der er tale om numre af mere end fem minutters varighed, der overvejende afvikles så trægt, at man kan klappe takterne. Så kan det da godt være, at ”Albino Flogged In Blue” efterfølgende forsøger at skille sig ud med sit harmoniserede baggrundskor, at ”Lusus Naturae” flirter forsigtigt med dødsvokale fraseringer, eller at ”Motherland” inkorporer både pianostykker og strygersekvenser. Det forhindrer stadig ikke endnu en ufrivillig tur på lydbiblioteket i Hamborg Zoo, hvor primatlydene på ”We Monkey” burde bortgemmes for stedse. Eller for den sags skyld at ”When The End Begins” tager sig ud som en kompositorisk reprise af forgængeren. Og enden? Ja, den burde have indfundet sig cirka halvvejs gennem vores vandring i underverdenen.

Nøjsom rundfart i de nedre regioner

Blandt de største udfordringer på Netherworlds finder vi Kari Hokkanen og hans vedholdende kærlighedserklæring til Type O Negatives for længst hedenfarne frontfigur. Vokalregisteret bliver ikke tilnærmelsesvist varieret, ligesom Peter Asp kunne have hyret en AI til at forestå mindst halvdelen af de mestendels fuldstændig anonyme trommemønstre. Der er helt sikkert spændende detaljer gemt hist og her på albummet, men selv på trods af strengevridende passager til den pæne side, så står følgende frase stadig bøjet i neon som det altoverskyggende budskab: ’Sig, at du undervejs er løbet tør for gode ideer uden at indrømme, at du løbet tør for gode idéer’. Kort sagt: En middelmådig LP kunne have udgjort en glimrende EP.

Tracklist

  1. Neophyte
  2. Children Of Darkness
  3. Dead Black Woods
  4. Katharsis
  5. Abigail
  6. Albino Flogged In Blue
  7. Lusus Naturae
  8. Motherland
  9. We Monkey
  10. When The End Begins