Toothgrinder - Nocturnal Masquerade

Nocturnal Masquerade

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Hardcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

​Avatar møder djent, der flirter med hardcore, og ud kom Toothgrinder

Toothgrinder spiller progressivt metal, der stikker af i flere retninger, hvilket gør de enkelte sange meget varierende og samtidigt gør det svært at sætte bandet ind i den ene eller den anden genre.

Bandet, der kommer fra Jersey i USA, kom til verdenen i 2010, og har indtil udgivelsen af Nocturnal Masquerade tidligere udgivet 2 ep'er, hvorfra nogle af sangene er at finde på dette album. De har indtil nu levet en relativ anonym tilværelse, men det skal albummet her nok få ændret på.

Nocturnal Masquerade bombarderer dine sanser

Albummet starter med ”The House (That Fear Built)”, og bandet spilder ikke tiden, men viser deres musikalske facetter fra start med Justin Matthews vokalarbejde, der veksler imellem hviskende sang og en aggressiv skrigende vokal. Trommerne buldrer kraftigt afsted, og den forvrængede guitar gør nummeret så intenst, at man sidder med en kvælende fornemmelse. Justin formår at opretholde en hastighed i sit vokalarbejde og stadig have et overvældende brutalt udtryk, og så lyder han lidt som Corey Taylor fra Slipknot.

Albummet fortsætter med ”Lace & Anchor”, der lyder mere brutalt end forgængeren og med intense growlende skrig og hektiske trommestikker, er det en sang, der giver associationer til svenske Avatar.

”I Lie In The Rain” er albummets blødeste sang, der dog forbliver tung og dyster med Justins dæmoniske stemme og et intenst melodisk flow, der gør, at sangen aldrig bliver kedelig.

Der skrues igen på genreknappen i sangen ”Blue”, der er mere djent med de nedtunede riffs og en tung vokal tilsat et melodisk omkvæd.

Som albummet skrider frem fortsætter sangene i forskellige retninger. ”The Hour Angle” minder om The Dillinger Escape Plan med sine lettere rockede stil og mere hardcore tilgang.

Periphery's Spencer Sotelo synger på andet vers i ”Diamond's For Gold”, der er et andet fremragende eksempel på Toothgrinder’s evne til at strikke en melodi sammen og samtidigt give sangen tyngde. “Despondency Dejection” minder om Tool med sine gentagende polyrytmiske riffs. Dette riff føres på opfindsom vis videre i sangen “Schizophrenic Jubilee”, der med sit flow får et Meshuggah-agtigt udtryk.

Den overflod af påvirkninger, der er igennem hele albummet, samt en nærmest uhyggelig evne til at holde lyden frisk og original, gør albummet til en sand fornøjelse at lytte til, og jeg ligger mig fladt ned på ryggen, og lader albummet bombardere mine sanser.

Et album, der bliver ved med at vokse

Toothgrinder har sat baren højt med Nocturnal Masquerade og får 9 kranier, da musikken er vokset efter hver gennemlytning.

Tracklist

  1. The House(That Fear Built)
  2. Lace And Anchor
  3. Coeur d'Alene
  4. I Lie In Rain
  5. Blue
  6. The Hour Angle
  7. Dance of Damsels
  8. Diamonds For Gold
  9. Nocturnal Masquerade
  10. Despondency_Dejection
  11. Shizophrenic Jubilee
  12. Waltz of Madmen

Kommentarer (1)

Jesper Beck

Jesper Beck

Tidligere anmelder

Indlæg: 46

Den her plade rammer lige hvor den skal!

Jeg vil ikke sidde her og skrive side op og side ned omkring dette album, for Michael rammer "spot on"

Her er smæk for alle pengene og jeg tager mig selv i, at høre pladen igen og igen, for her er virkeligt gode numre og gang i den.
Jeg har ellers aldrig tidligere hørt om Toothgrinder, men med dette album er det absolut ikke det sidste som jeg skal høre til dem.

Absolut en fantastisk plade og som Michael skriver, så vokser den for hver gennemlytning. (god anmeldelse forøvrigt)
Dog er der lige et par numre som falder udenfor og den er lidt ærgeligt og derfor rammer jeg 8 store kranier.
Flot arbejde af Toothgrinder og mangler du en plade at gå amok til, ja så er det denne her du skal bruge.

Jesper Beck gav Toothgrinder - Nocturnal Masquerade 8/10.