Kill Trip

Kill Trip gik på lidt efter kl. 21:00, og jeg skal ærligt indrømme, at mit kendskab til bandet var meget begrænset. Jovist, vi anmeldte deres første album i 2019 og havde fornøjelsen af et par EP’er i de foregående år, men jeg havde hverken set eller hørt bandet live før. Kvartetten fra Horsens, som består af Karsten Gøeg (trommer), Thomas Gajhede (guitar), Claus Langkjær (bas) og Rasmus Justesen (vokal), spiller stilistisk set en omgang sludge/hardcore metal, så jeg forventede fart på fra start – og det fik jeg! Kill Trip var gode til ad flere omgange at få folk op i tempo og rykke dem tættere på scenen. Bandet fik på en halv times tid fyret en del fede sange af, og vi fik tilmed en smagsprøve på deres nye single, som, hvis jeg forstod det korrekt, bliver udgivet som ekstra materiale til deres nye album, der kombinerer de sidste to EP’er. Selvom bandets medlemmer ikke bliver yngre, skal de have stor respekt for at fyre den ret godt af. Guitarist Thomas Gajhede var et højdepunkt i sig selv, og hans arbejde bag mikrofonen kulminerede i en utrolig god start på aftenens program. Alle medlemmer virkede til at nyde deres optræden, lige så meget som de fremmødte, og det var herligt at se.

Hvad angår sceneshowet var både Thomas og bassist Claus Langkjær gode til at bevæge sig rundt på scenen og fremvise deres færdigheder på spektakulære faconer med guitarløft, headbanging og bøjede knæ, dog uden at opgive publikumsinteraktionen. Forsanger Rasmus Justesen kunne muligvis godt forsøge at lære et par nye dansetrin, for man blev nærmest svimmel af at se ham gå i ring. Om det var nerver, skal jeg ikke kunne sige, men heldigvis ramte han det vokalmæssige, som han skulle. Karsten Gøeg leverede også en solid præstation på trommerne, som agerede rygrad for de fleste af melodierne. Lidt synd at han var gemt så godt væk, men det er jo desværre oftest trommeslagerens forbandelse. ”Tiden flyver hurtigt, når man spiller metal”, brølede Thomas Gajhede, da sætlisten var ved at være færdig efter en halv times tid, og det er sgu da en udtalelse, som man kan forstå. Variationsmæssigt syntes jeg ikke, numrene på sætlisten skilte sig nok ud fra hinanden, men det er lige så meget en hage ved genren, som det er med materialet. Der blev svedt, råbt, skreget og jublet – og jeg skulle da også selv lige en tur forbi bandet og sige tak for en rigtig fin omgang opvarmning.

8/10

Chronicle

Chronicle har ry for at være fantastiske live, og jeg glædede mig ret meget til at høre, om de kunne indfri mine høje forventninger. Deres seneste plade, Where Chaos Thrives, er blevet spillet så meget i mit hjem, at min nabo på et tidspunkt troede, at min kone og datter var flyttet ud. Jeg måtte stolt fortælle ham, at familien gerne lytter med, når farmand headbanger i stuen, og siden den samtale har jeg ikke set dem igen. Bandet, som består af Sebastian Skousgaard (guitar), Jari Holopainen (trommer), Lars Nepper (guitar og vokal) og Jacob Wammen (bass), indledte deres sæt kl. 21:45 efter en smule forsinkelse, da der åbenbart var tekniske problemer på trommefronten. Efter 30 sekunder vidste jeg dog, at vi ville få en fantastisk halv times underholdning med et af Danmarks bedste metalbands. Derudover fik vi sjovt nok også den mest BADASS reklame for L’Oréal hårprodukter, for jeg har da sjældent set så meget langt hår flyve så vidt omkring, som det gjorde. Jeg vil nærmest vove at påstå, at medlemmerne på intet tidspunkt af koncerten stod stille i mere end et par sekunder ad gangen. Sceneaktiviteten var forrygende!

Til at starte med var Lars Neppers vokal en smule lav, men der blev skruet op efter første nummer, og så skal jeg love for, at ”Terrorform” fik folk varmet op. Neppers skrig var denne aften helt spektakulære, og hvordan manden formår at multitaske sin guitar, publikumsinteraktionerne og sin vokal på én gang, begriber jeg ikke. Ros skal han hvert fald have, for det var eminent. Sebastian Skousgaard og Jacob Wammen interagerede også fremragende med det nu brølende publikum, og der blev givet knuckles, highfives og horn en masse. Især Skousgaard lod til at have en god aften, og alle, der stod tæt på ham, fik lige de ekstra 5 %, som gør, at man ikke glemmer en koncert foreløbigt. Jari Holopainen var den mest fokuserede af medlemmerne og leverede nøjagtigt det, som han skulle på trommerne, uden dog at lave mange grimasser ud imod publikummet. Jeg kunne høre rundt i salen, at mange af de fremmødte ikke havde stiftet bekendtskab med Chronicle før, men da sidste nummer, ”Where Chaos Trives”, rundede aftenen af, tør jeg godt at påstå, at Chronicle havde fået mere end en håndfuld nye fans. Den eneste kritik, som jeg kan komme på, er faktisk, at 30 minutter er for lidt tid med Chronicle. Men hey, det er jo kun positivt. Kvartetten nåede kun at spille 5-6 sange, før det hele var ovre, og det var publikummet bestemt ikke klar til. Jeg grinede desuden lidt for mig selv, da jeg så, at Kill Trip havde søgt tilflugt oppe på balkonen. Det her var en aften, som skulle nydes, både når man var på, og når man havde fri.

9/10

HateSphere

Jeg har haft fornøjelsen af at se HateSphere flere gange i mit voksenliv, men denne gang skulle være den første med Mathias Uldall som vokalist og med Kasper Kirkegaard på guitar. Jeg håbede på, at de ville blæse min hjerne til himmerige, som de engang gjorde for mange år tilbage. Bandet gik på kl. 22:30 efter et kort sceneskift, hvor der blandt andet blev hængt et liret HateSphere-banner op og uddelt sætlister til folkene bag pulten. Da Kill Trip startede deres sæt, ville jeg tro, at der var 100 mennesker i salen, men tallet steg en smule, da HateSphere gik på. Stemingen var spændt, og det var tydeligt at mærke, at HateSphere VAR hovednavnet, som folk ville se. Efter en kort intro indledte bandet med ”Hatred Reborn” og ”Cutthroat”, som begge er fra albummet Hatred Reborn. Folk syntes, det var fedt, men allerede her blev der skreget efter de gode gamle klassikere. ”The Coming of Chaos” modtog et fedt bifald, og herefter steg stemningen yderligere. Undervejs gik der en monitor ud, men HateSphere var professionaliteten selv og forsatte ufortrødent med at gejle folk op. Dette var omtrent det selvsamme øjeblik, hvor jeg for første gang i løbet af aftenen blev voldsomt blændet – især højre side af salen blev ramt af det flakkende lys, og det fik folk til at søge længere ned bagved, tæt på baren. Ærgerligt, men sådan er det.

Hvis vi ser på bandets optræden, har jeg nærmest kun positive ord at sige. Mathias Uldall leverede growl på growl uden på noget tidspunkt at ryge ud af sin takt, og der er ingen tvivl om, at han er djævelsk talentfuld. De mest inkarnerede fans var ivrige efter at kaste horn tilbage til ham, og han gengældte iveren, når mulighederne bød sig. Guitarister Peter Lyse og Kasper Kirkegaard var også gode til at interagere med hinanden og skiftede jævnt pladser på scenen, så publikummet kunne få lov at se deres metalhelte i aktion. Jimmy Nedergaard virkede en smule mere stationær og stod for det meste i midten af scenen. Om det var for at kunne fastholde koncentrationen eller blot planlagt, vides ikke, men han havde klart den mest tilbagetrukne rolle på scenen denne aften. Mike Nielsens præstation på trommerne var fabelagtig, og tempoet kørte på skinner. Jeg elsker at se, når trommesættet hæves godt op i midten, især når manden bagved har overskud, og det havde Mike denne aften. Stortrommen bragede løs, og ekkoet ramte lige, hvor det skulle.

Samlet set lyder det som en perfekt oplevelse, men desværre bliver et band nogle gange saboteret af deres egne fans, og det var tilfældet her til aften. Om hele midtersektionen havde fået for meget at drikke (det havde to fans med sikkerhed), skal jeg ikke gøre mig til ekspert på, men det kammede desværre over halvvejs inde i koncerten, da flere forsøgte det traditionelle moshpitting uden stor succes. Flertallet af gæster forlod hurtigt midten, da de ikke ønskede at blive ramt, og heldigvis var det kun borde, der kom til skade. Det blev så slemt på et tidspunkt, at en skiltebærer blev nødt til at stå og holde et skilt oppe, hvor der stod ”Fyld midten op igen”. Men ingen havde faktisk lyst til at gå derind igen (se billeder nedenfor), og det tog meget fokus fra scenen. En del trak tættere imod baren, og det efterlod en gruppe af 20-25 fans isoleret alene i fronten af scenen. HateSphere lukkede hele balladen af med ”Oceans of Blood” og ”Sickness Within” til stor begejstring. Aftenens sjoveste kommentar kom på et tidspunkt heromkring, da en ung herre råbte: ”Spil det hele én gang til”, hvilket fik selv Mathias til at flække af grin på scenen. Jeg ville dog have foretrukket færre sange fra Hatred Reborn og mikset albummerne mere op med flere sange fra Reduced to Flesh og New Hell. Jeg har al respekt for HateSphere, og de leverede en rigtig god præstation, men nogle gange må vi alle indse, at der desværre er ting, som vi ikke selv kan kontrollere.

8/10