Symphony X - Iconoclast

Iconoclast

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Spilletid:62.54
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Prog power-guderne Symphony X vender tilbage med deres ottende album "Iconoclast", og hvis man er til deres storladne og episke men samtidigt både progressive og dybt groovy power metal, så er man 'in for a treat', som de siger i det store udland.

Bandet fortsætter stilistisk i samme rille som på "Paradise Lost" fra 2007, og det gør mig ikke noget, da jeg synes, "Paradise Lost" var et af de bedste albums fra det år. Det skal heller ikke forstå sådan, at Symphony X bare gentager sig selv på dette album; der er bare tale om en videre udforskning af "Paradise Lost"-stilen.

Både power metal fans og fans af progressiv metal skulle få en masse ud af dette album. Fra power metallen har Symphony X de episke, melodiske og fængende omkvæd samt hele den storladne atmosfære med symfoniske elementer og neoklassiske figurer og deslige. Fra den progressive metal har Symphony X skæve takter og komplekse guitarriffs samt ukonventionelle sangstrukturer og spacey keyboards. Og derudover trækker de også en smule på thrash metallen samt en god del på Pantera-inspireret groove metal. Vokalmæssigt ligger Russell Allen ovre i den mere rå og kraftige lejr, og hans stemme, der lyder lidt som en blanding af Ronnie James Dio (Dio, Black Sabbath, Heaven & Hell, Rainbow) og Graham Bonnet (Rainbow, Alcatrazz), kan sammenlignes med Apollo Papathanasio (Firewind), Tom Schluchter (Pertness) og lignende vokalister.

Albummet sættes igang med det episke titelnummer, der også signalerer Symphony X-stilen ganske godt, da det bådes på groovy riffs, skæve takter, symfoniske effekter, blærede soloer, fængende omkvæd og kraftig sang. "The End of Innocence" og "Dehumanized" har lige præcis de samme ting at både på (den første indeholder en cool rocket solo, og den anden er groovy som bare pokker, hvilket også gælder "Children of a Faceless God"). En af Symphony Xs forcer på dette album er de tunge og groovy b-stykker, som i "Bastards of the Machine", "Heretic" og "Electric Messiah", samt deres talent for at lave groovy riffs, som ville gøre Pantera stolte (denne groove gennemsyrer stort set hele albummet). Og der er da også lige plads til en enkelt episk ballade i afslutningsnummeret "When All Is Lost".

"Iconoclast" er prog power, når det er bedst. Der er udfordrende funirligheder, men musikken er stadig fængende og episk, og der er masser af knald på. Fans af progressiv metal og power metal bør tjekke dette album ud.

Tilføj kommentar