Ironisk nok synes jeg ofte den progressive rockgenre går hen og bliver noget stillestående. Der kan gå alt for længe før man støder på et band, der virkelig har deres egen lyd og stil frem for at lege kopier af andre, mere kendte bands.
Heldigvis kan Vanden Plas fra grænsekioskernes land med rette kaldes et af de bands, der står på egne ben og præsterer at slippe virkelig godt afsted med det.
På "Christ.0" finder man det bløde og melodiske blandet med det tunge, kraftfulde og symfoniske. Både vokalen og instrumentføringen fremstår som helt igennem engageret og professionel, og udgør til sammen en flot, meget varieret musikalsk oplevelse, der fænger lige fra første sekund. Den behagelige oplevelse fuldendes af en veludført produktion, der fremhæver især det symfoniske element.
Sædvanligvis er det nok kun naturligt at være mistænksom overfor et band, der primært er kendt for at have kultstatus i Frankrig, men i dette tilfælde leveres en vare, som alle der holder af symfonisk og progressiv rock burde holde af.
Kommentarer (1)
Goredon
Tidligere anmelder
Indlæg: 41
Lyder utrolig spændende...
Lyder utrolig spændende... kunne da være jeg hellere må få kigget på den. Har ikke hørt andet end deres "The God Thing" skive, som jeg også synes var vidunderlig.