Tiden flyver, når man laver god musik
Sylosis er et britisk band, der siden deres dannelse i 2000 har udskiftet hele staben undtagen manden i front, Josh Middleton. Der har været pauser og pladeudgivelser med tydeligt forskellige indflydelser, og måske netop derfor er de stadig et band, som mange kender, men ikke nødvendigvis er kæmpe fans af. Siden de startede igen efter deres seneste pause i 2020, har bandet udgivet A Sign of Things To Come som et bevidst genreskift. Nu bare 2,5 år senere er de igen klar med deres nyeste skud på stammen, The New Flesh. Det interessante bliver at høre, om de holder sig på samme sti, som A Sign of Things To Come startede, eller om der er endnu et skift.
Middleton med fråde om munden
Og lad os bare sige det med det samme, at det nye album ligger fint i tråd med A Sign of Things To Come, så kunne du lide det album, kan du sikkert også godt lide det her. Numrene her er selvfølgelig rifftunge som bare fanden, for ellers ville det ikke være Sylosis. De har tydelig fokus på at være gode live med masser af energi og tempo – snarere end de progressive krumspring, som nogle tidligere albummer havde. Til gengæld vil jeg sige, at det her album fremstår langt vredere og mere indebrændt, end det forrige gjorde. Eksempelvis leverer titelnummeret en stram, næsten fysisk intensitet, hvor guitarriffs står som rustne savklinger, der skærer sig vej gennem lydbilledet.
Det fede ved det her album er, at bandet ikke bare kører efter en opskrift. Du får hele menuen. Det hele bygges op omkring deres signatursmage – rygende varme guitarriffs og trommer så bundsolide som farmors frikadeller. Variationen i deres numre gør også, at det aldrig bliver forudsigeligt. “Lacerations” har både et destruktivt åbningsriff, raffineret råstyrke, en skarp melodi og suverænt albummets bedste ørehængeromkvæd. Det er et af de numre, der virkelig sætter sig fast i hjernebarken, efter musikken er slukket. Det catchy ’are you alive or is it a chemical feeling?!’-omkvæd er måske nok clean og fint, men resten af sangen bevæger vokalen sig selvfølgelig også videre til de sædvanlige indignerede brøl, og Middletons vokal lyder i det hele taget så god som nogensinde før. Hans vokal og guitararbejde står i det hele taget skarpt som pladens drivkraft: kontant, vredt og teknisk præcist uden at kamme over i det selvsmagende. Det virker på mange måder til, at Middleton i stedet for at bearbejde sorg og forandring, som på seneste album, på dette album skal ud med al den vrede og mishag, han på nogen måde kan drive frem.
”The New Flesh” og ”All Glory, No Valour” har jeg allerede haft fornøjelsen af live, og begge passer fremragende ind blandt resten af kataloget. Især titelnummeret har en klar hardcoreindflydelse med aggressiviteten sivende ned mellem gulvbrædderne, hvorimod sidstnævnte har et indbydende råb-med-omkvæd samt imponerende trommer. ”Everywhere at Once” er derimod en fin og god gammeldags ballade, så vi lige kommer ned i gear og trækker vejret helt ned i maven. En langt mere sofistikeret udgave af Sylosis, der starter med Middleton på akustisk guitar og slutter med masser af tyngde undervejs fra resten af bandet. Den bliver heldigvis aldrig for blød og metalcore-ish, men mere i retning af Metallicas mere stille numre.
Og Gud så, at riffet var godt
Det samlede billede af The New Flesh er, at Sylosis (igen) har leveret et bundsolidt album med et par moderne metalklassikere som ”Lacerations” og ”Spared From the Guillotine”. Begge numre står som karrieremæssige højdepunkter – fyldt med fede hooks, knivskarpe og heavy som bare pokker. Numrene indkapsler brutalitet og iørefaldenhed i perfekt symbiose. Guitarspillet fra Conor Marshal og Middleton er gennem hele albummet præcist og skarpt som barberblade, mens Ali Richardsons trommer er smagfuldt groove-ladede uden nogen sinde at miste rollen som tung rygrad i musikken i samarbejde med Ben Thomas på bassen. Sidstnævnte forsvinder lidt et par steder i mixet, hvilket er ærgerligt, men det er et meget lille hul i osten. Man får på mange måder præcis, hvad man forventer af Sylosis med dette album. Masser af tunge riffs, kompromisløshed og numre, der vil fungere suverænt live. Men selvom det er, hvad vi efterhånden forventer af bandet, så bliver det alligevel aldrig forudsigeligt eller for tamt. Det er stadig sprudlende med masser af melodi og hooks.
