Kolde melodier fra det flade land
Holland har meget andet at byde på end skunk, vindmøller og Within Temptation. I dette tilfælde gælder det duoen Wrang fra Utrecht – byen, der blandt andet er kendt for sin lange historie og middelalderlige arkitektur. Og nej, bandet spiller hverken stoner eller symfonisk metal. Wrang dyrker black metal og har med enkelte pauser gjort det siden 2015, hvor de udgav deres første demo. Nu er de aktuelle med Verwording, deres tredje fuldlængdealbum, som tager stærkt afsæt i både klassisk og melodisk black metal.
Sort kunst
Verwording lægger fra land med nummeret Stilstand, som oversat til dansk betyder, you guessed it, ’stilstand’. Dog er dødvande alt andet end, hvad rammer øregangene, når den hollandske duo overtager højtalerne, høretelefonerne, babyalarmen, eller hvad end du nu foretrækker at lytte til black på. Nummeret pulserer derudad og varmer de kolde hjerter hos dem, som finder nydelse i den slags sort musik. Du kender guitararbejdet, du kender trommespillet, du kender den hæse vokal – du forstår ikke teksten, men det går nok, for du lyttede heller ikke efter den. Sådan fortsætter musikken og tilfredsstiller uden at udfordre. En introduktion, der hverken lover for lidt eller for meget.
Næste sang hedder Entartete Kunst (degenereret kunst) og refererer til begrebet, det nationalsocialistiske diktatur i Tyskland brugte om den kunst, ofte inden for avantgardegenren, som ikke passede ind i deres verdensbillede. Et nummer, hvor man mærker det hårdtslående groove kravle op i halshvirvlerne og langsomt lader dem løsne sig til en potentiel hovedbanken – helt sikkert for tungt for Goebbels.
Albummet har nu lettet anker og fortsætter sit togt udi den sorte metal og Wrangs univers. Bandet veksler løbende mellem det rå og det melodiske, særligt på Nachten in Wahlheim (Natten i Wahlheim), hvor stemningen til tider næsten får et power metal-lignende skær. To stærke udtryk, som kommer til at tage pusten fra hinanden. Selvom de er nært beslægtede musikalsk, så virker stemningerne for sammensatte, og man bliver slået ud af groovet.
Til gengæld fungerer det bedre, når duoen bevæger sig over i mere rockede territorier. Som på De Duivel is de ander (Djævelen er den anden) sniger der sig riffs ind, som leder tankerne hen på den rå energi fra punkens kommercielle storhedstid. Det giver albummet et skub fremad og tilfører variation uden at fjerne fokus fra black metal-rødderne og energien.
Pladen afsluttes på black-manér med et længere nummer på over ni minutter, hvor Wrang for alvor får plads til at folde sig ud. Her kommer bandets styrker tydeligt frem: de kolde melodier, den beskidte produktion og vokalen, der konstant balancerer mellem desperation og raseri. Nummeret trækker enkelte steder lidt ud, men formår samtidig at samle mange af albummets idéer i én samlet afslutning.
Melodisk, råt og godt
Verwording opfinder ikke genren på ny, men Wrang viser, at hollandsk black metal sagtens kan være både beskidt, melodisk og groove uden at miste forbindelsen til genrens klassiske rødder. Albummet fungerer bedst, når duoen holder fokus på det rå og fremaddrivende udtryk, mens de mere harmoniske ambitioner til tider får momentum til at vakle. Alligevel står udgivelsen tilbage som et solidt og stemningsfuldt album med flere stærke øjeblikke end svage.
