Black jazz

Når folk tænker på Gaahl, så tænker de enten på det fantastiske Satan-meme, Gorgoroth eller de gange, hvor han er blevet smidt i kachotten for tortur. Hvad mange nok glemmer, er, at den kære Kristian Eivind Espedal ikke startede sin karriere i Gorgoroth eller som et vindrikkende meme, men derimod i Trelldom tilbage i 1992. Bevares, bandet holdt en gedigen pause fra fra 2007-2024, og den slags pauser fører jo tit til, at man ryger i glemmebogen. Bandet skiftede ved sin genfødsel, eller nærmere reinkarnation, fra forholdsvisforholdsvis klassisk nordmands-black til noget betydeligt mere eklektisk og avantgardistisk black metal med masser af skæve taktarter, keyboards og andet gøgl. … by the Word er den åbenlyse fortsættelse af … by the Shadows, og gik man og håbede på, at Trelldom vendte tilbage til sine trve-rødder, ja, så kan man gå skuffet hjem, for ligesom alt andet Gaahl har rørt ved de sidste par år, så er det ganske syret! Sæt jer til rette, åbn en god flaske vin, og hil Satan – nu skal der jazzes!

Satan, Jørgen Leth og Lou Reed går ind på en bar

… by the Word er en sjov skive. Både forstået på den klassiske 'haha'-måde, men også på den mere skeptiske måde, hvor et ord som løjerlig eller mærkværdig nok er mere dækkende. Hvis man har hørt de sidste plader, som Gaahl lavede med Gaahls Wyrd, som også var ganske syrede og lange i spyttet, så ved man faktisk godt, hvad man kan forvente af pladen her – dog tilsat saxofon. Om det skyldes, at Gaahl lyder som altid, eller at hans kreative evner ikke rækker til at spille på flere heste, er ikke til at sige, men uanset er det uomtvisteligt, at de to projekter lyder ganske meget som hinanden. Faktisk så meget at Trelldom lyder som en slags Gaahls Wyrd+. Hvilket faktisk fungerer ret fedt, for Gaahls Wyrd har altid manglet noget je ne sais quoi, hvilket viste sig at være saxofon.

Denne kombination af jazz og avantgarde-black gør dog, at det er umuligt at lytte til … by the Word og ikke komme til at tænke på Imperial Triumphant.

Faktisk er det kun Gaahls til tider lettere snøvlende vokal, der gør, at man ikke glemmer, at det faktisk ikke er en ny Imperial Triumphant-udgivelse, man sidder med. Det er især på numrene ”I Speak Forgotten Voices” og ”By the Word” samt det fantastiske syretrip, som ”The Word – Choose to Vanish” er – her formår Trelldom på en eller anden fascinerende måde at kombinere lyden af de norske fjelde med en virkeligt snusket jazzklub fra 1920'ernes New York. Det lyder måske som en uskøn kombi, men novra, hvor det spiller!

Man kan naturligvis også trække tråde mellem den lyd, som Trelldom udforsker her, og så andre klassiske norske bands, der udforskede det syrede og avantgardistiske langt tidligere – bands som Ved Buens Ende og Dødheimsgard, naturligvis.

Desværre er der også enkelte huller i myseosten her. For selvom … by the Word helt overordnet er en ret sprød skive – især takket være trommeslager Kenneth Kapstad, som nok har den sprødeste trommelyd, jeg har hørt meget længe – så er det altså ikke et mesterværk. For det er ikke hele pladen, der bare er en benhård omgang black-jazz, der skal – desværre – også være de klassiske snøvle-numre, som Gaahl har forelsket sig i. Numre som ”When This Was Young” og ”Folding The Mind”, hvor manden insisterer på at lyde som Lou Reed på Lulu og Jørgen Leth på Vi Sidder Her Bare – en association, ingen musiker nogensinde bør sigte efter.  

Ydermere kunne man snildt have skåret adskillige minutter af pladens samlede spilletid, da en del af numrene er alt, alt for lange, hvilket resulterer i, at det hele lidt ender med at holde i tomgang.

Dritkul

Jeg må alligevel trods kritik tage hatten af for Gaahl og Trelldom. Det er yderst sjældent, at bands slipper så godt afsted med både et stilskifte og en genfødsel, som Trelldom har gjort det. Det er ganske vist også mange år siden, at jeg sådan helt reelt er blevet imponeret over noget, som Gaahl har stået bag, men her må jeg alligevel klappe i hænderne. Bevares, det er ikke alt ved skiven her, der er mesterligt, men det er alligevel en ret stærk skive – og nu hungrer jeg da virkelig efter en Trelldom/Imperial Triumphant-tour – dét ville være dritkul, jovisst.