Ingen grund til at undskylde
Ah, gode gamle Killswitch Engage. Et af de få metalcore-bands, der aktivt eksisterer i min bevidsthed. Det har de gjort, lige siden jeg fik As Daylight Dies fra 2006 i 18-års fødselsdagsgave af Holbæk Kommune. Det var den cd, der lærte mig, at folk, der råber og skriger ind i en mikrofon, også kan være fedt. Da dette var mit første møde med bandet, har det nok også været med til at forme ideen om, at jeg klart fortrækker Howard Jones fremfor Jesse Leach som forsanger. Men så er det jo heldigt, at de har Howard med på et enkelt nummer, nemlig ”The Signal Fire”.
Jeg har ikke skamlyttet til Killswitch de sidste par år. Jeg har dog nydt enkelte numre fra plader som Disarm the Descent og Incarnate, så derfor var jeg også spændt på, hvad bandet mener, de skulle undskylde for på Atonement.
En sløv start
Albummet starter med nummeret ”Unleashed”, som ærligt talt er noget af en tynd kop te. Det er et langsomt nummer, som næsten fremstår som generisk og formularisk metalcore, hvor e-strengen bare bliver tæsket. Langt bedre bliver det dog det sekund, Howard Jones-nummeret ”The Signal Fire” går i gang – for så er der fart over feltet, og man kan genkende Killswitch Engage igen. Også selvom man ikke rigtigt bemærker, hvornår det er Howard eller Jesse, der synger. Men Howard er ikke den eneste gæst, der er med, for bandet har også valgt at rekruttere selveste Chuck Billy fra Testament på nummeret ”The Crownless King”. Det fungerer langt bedre, da man tydeligt kan høre, hvem der synger hvornår – hvilket nok skyldes, at Chuck jo ikke er ’coresanger ulig både Jesse og Howard.
Atonement består af 11 sange, og det er ikke dem alle, der er lige spændende. Fx virker ”Us Against the World” og ”I Am Broken Too” mest af alt som fyldnumre og kunne godt være blevet udeladt, da de ikke gør ret meget andet end at ødelægge et ellers udmærket flow.
Det er heller ikke det mest eksperimenterende Killswitch Engage-album nogensinde. De spiller ret meget på automatikken og gør det, de er bedst til og nok er mest komfortable med – om det så er godt eller skidt. Men når det så er sagt, så er der stadig nogle særdeles fremragende numre, hvor Killswitch virkeligt slår ud med armene og giver den max gas fx ”Take Control”, hvor man altså får en storslået omgang metalcore smidt lige i skærmen!
Kom bare ud af skriftestolen
Atonement bliver nok ikke det album, som folk vil nævne om ti-femten år, hvis de bliver bedt om at nævne deres favorit Killswitch Engage-album. Men derfor er det stadig et ganske udmærket album, som kan en masse, og som helt klart har sine momenter samt masser af passager, hvor man ikke kan lade være med at headbange, smide horn og skråle med så højt, at underboen banker sin kost mod loftet. Så drengene fra Boston behøver altså ikke bede om syndsforladelse, måske lige bortset fra for albummets cover – for det er da nok noget af det mest rædderlige, jeg længe har set, men pyt skidt!
