Når guderne river sig selv itu
De tunge tyskere i Necrotted har efterhånden eksisteret i små to årtier og har gennem tiden bevæget sig rundt i krydsfeltet mellem brutal death metal, slam og deathcore. Med deres nyeste album We Are The Gods That Tear Ourselves Apart leverer de kompromisløs ekstremmetal med fokus på tyngde, groove og massiv aggression. Bandet beskriver selv deres lyd som death metal/deathcore, men flere steder på pladen er vi næsten ovre i grindcore territorie, særligt når de gutturale vokaler og den konstante blastbeat-mur tager over. Hvor nogle bands i genren forsøger at skubbe til rammerne med atmosfære, elektroniske elementer eller større melodisk spændvidde, virker Necrotted mere interesserede i at slå lytteren i hovedet med ren og skær voldsomhed. Men er det fedt eller fælt?
Smadrenes herre
Introen “Apotheosis” åbner ballet, og på sine kun 45 sekunder får skæringen skabt en ubehagelig og ildevarslende stemning, og lytteren er ikke i tvivl om, at noget grimt lurer lige om hjørnet. Åbneren glider elegant over i “Zeitenschlächter”, hvor Necrotted for alvor sparker døren, eller rettere trommehinderne, ind. Og her viser pladens største problem sig næsten med det samme: Stortrommerne hamrer konstant derudad uden ret mange ophold, hvilket ikke hjælpes af, at de ligger langt fremme i mixet. Resultatet er et fladt og ensformigt lydbillede, idet der sjældent gives plads til pauser eller kontraster. Det er lidt som at se en actionfilm, hvor alt eksploderer - hele tiden. Som den franske komponist Claude Debussy engang sagde: “Musikken findes ikke i tonerne, men i stilheden mellem dem”. Det citat har tyskerne vist ikke helt holdt pause længe nok til at fange essensen af.
Heldigvis begynder albummet at vise mere karakter på “Origin Of Human Sins”. Her kommer der mere melodi og fylde ind i lydbilledet, og pludselig virker bandet langt mere interessante. Det samme gør sig gældende på “Radiant Ransom”, hvor guitararbejdet i starten bryder den monotone mur af blastbeats. Breakdownet undervejs fungerer overraskende godt, fordi nummeret tør holde små pauser, så de voldsomme stykker får lov til at ramme hårdere, når de vender tilbage.
Der er mange gæstevokaler på numrene gennem udgivelsen, men det er desværre ikke nok at smide flere forsangere ind i mikset, for at hæve niveauet. Dog fungerer nummeret “Deus Ex”, med forsanger Sven de Caluwé fra Aborted/Coffin Feeder, positivt med sine dybe toner. Samtidig har nummeret tilpas groove og melodi til, at nakkemusklerne frivilligt begynder at arbejde.
Problemet er bare, at udgivelsen alt for ofte falder tilbage i den samme formular. “Circus Sapiens” og “The Best And The Worst Of Times” flyder næsten sammen, fordi trommerne konstant hamrer derudad uden videre variation eller ophold. Når numrene fungerer dårligst, drukner riffs, breakdowns og vokaler i en mur af konstant smadder, og så bliver selv de positive elementer svære at tyde og nyde i lydinfernoet.
Guder uden storhed
We Are The Gods That Tear Ourselves Apart er et velspillet og kompromisløst deathcore-album, hvor Necrotted tydeligvis ved, hvilken lyd de vil ramme. Problemet er bare, at de rammer den samme lyd lidt for ofte. Når pladen fungerer bedst, er det fordi, bandet tør give plads til groove, variation og lidt mere luft i kompositionerne. Omvendt bliver flere af numrene for ensformige, og det flade lydbillede gør, at albummet mister tyngde undervejs. Det er ikke dårligt, og der er tydelig kvalitet i både produktion og sammenspil. Men det er heller ikke en plade, der for alvor skiller sig ud fra mængden af moderne ekstremmetaludgivelser, snarere tværtimod. Det er hverken katastrofalt eller fantastisk – bare endnu et kompetent deathcore-album i en efterhånden meget crowded genre.