Sunn O))) spiller koncert i Store VEGA, København V .
Sunn O))) - Sunn O)))

Sunn O)))

Udkom

Type:Album
Genrer:Drone metal, Doom metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lyden af dig selv

I tidens løb har mange bands udgivet en selvbetitlet plade. Motörhead, Rage Against the Machine og selvfølgelig Black Sabbath debuterede alle på denne måde, men eksempelvis Satyricon og Suffocation ventede henholdsvis 23 og 26 år, inden de mente, at en plade skulle være bandets navn. Dette kan selvfølgelig give god mening, da en plade bærende bandets navn burde repræsentere bandets lyd bedst muligt. Så nu, efter 28 års eksistens, har den kutteklædte duo Greg Anderson og Stephen O’Malley, bedre kendt som Sunn O))), udgivet Sunn O))).

Vi skal lige i gang

Når duoen gør sig i drone doom, kan man undre sig over, at det har taget knap tre årtier at ramme den helt rigtige tone af forstærkerfeedback. Men Sunn O))) er den første plade, hvor samtlige gæster har fået sparket, og det er udelukkende Anderson og O’Malley, der gør det tunge arbejde.

Det er de to herrer sluppet ganske fornuftigt fra. Specielt pladens sidste halvdel er indbegrebet af, hvorfor drone og drone doom kan så meget med så lidt. “Mindrolling” gør præcis, hvad nummerets titel antyder. Med riffs og resonans som kælvende isbjerge og skurrende gletsjere skaber duoen et hypnotisk lydbillede af lige dele øredøvende larm og afslappende summen. Et lydbillede, der sætter forstanden i en tilstand af en døsig kat, der dovent ruller et garnnøgle mellem poterne, mens alt ånder fred og fordragelighed. Når Sunn O))) rammer dette stadie af dronens maksimalistiske minimalisme så knivskarpt, så giver det mening, hvorfor duoen har den kultstatus, den har. Noget, “Glory Black” dog også er med til at sætte en tyk streg under. Et fremragende, og man fristes til at sige tempofyldt, riff, der er lige dele sovset ind i doomens knusende mørke og dens majestætiske triumf, der danner par med et smukt klaverstykke svøbt i sorgens sorte fløjl. Det er imponerende atmosfærisk. Det er ikke for ingenting, at Sunn O))) ikke bare er drone, men drone doom. Derfor giver det bestemt også god mening, at nummeret rundes af med en endnu mere triumferende udgave af riffet, hvor bassen samtidig trykker bunden mere ud af din subwoofer, end det ondeste slamband nogensinde kunne drømme om.

Inden de to herrer dog viser, hvorfor feedback ikke bare er feedback, så har første halvdel af pladen et par udfordringer. Åbneren “XXANN” bruger de første ni minutter på at kæmpe en brav kamp for at overbevise lytteren om, at duoen ikke bare står og stemmer instrumenter og tester pedaler, hvor forstærkeren af og til vrænger skingert. Det er desværre en tabt kamp. Herefter rammer vi dog noget, der fungerer nogenlunde, men det er først i nummerets døende minutter at støjsenderhyl, at den dybe kosmiske rumlen formår at ramme noget interessant. “Does Anyone Hear Like Venom?” formår dog ikke at holde interessen, da den dronende rumlen med jævne mellemrum afbrydes af den døende klagesang fra HAL 9000, der bliver mere og mere intens, i takt med at Dr. Bowman desperat frakobler flere og flere relæer. Selvom rovmord på ChatGPT's oldefar bør hyldes, fungerer det ikke imponerende i en dronesammenhæng.

Parenteser, der ikke bør lukkes

Sunn O))) bruger lige lovlig meget tid på at finde hinanden på Sunn O))). Nok er duoen dronelegender, men lidt ekstern sparring havde ikke været af vejen for at sætte hjulene i gang. Når Anderson og O'Malley dog finder hinanden, så bliver de tunge, støjende toner dragende, hypnotiske og tilnærmelsesvis terapeutiske og understreger tydeligt, hvorfor de to feedback-fætre ikke blev skyllet ud med badevandet for snart 30 år siden.

Tracklist

  1. XXANN
  2. Does Anyone Hear Like Venom?
  3. Butch's Guns
  4. Mindrolling
  5. Everett Moses
  6. Glory Black