Suffocation - Hymns from the Apocrypha

Hymns from the Apocrypha

· Udkom

Type:Album
Genre:Tech/Brutal Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den brutale amerikanske dødsmaskine

Suffocation er endelig klar med et nyt album, og ligesom altid så er det med forandring i bandkonstellationen. Dette er første gang uden vokalist Frank Mullen, som var det eneste tilbageværende originale medlem. Mullen er blevet erstattet af Ricky Myers, der blandt andet er kendt fra Disgorge. Det betyder at guitarist, Terrance Hobbs, er faktisk den eneste i nuværende konstellation, som kan prale af at have sat sit aftryk på alle Suffocation albummer, selvom han ikke var med til at danne bandet. På trods af alle disse skift, så fortsætter Suffocation, hvilket mange nok er glade for, da deres brutale dødsmetal har været inspiration for mange bands, som færdes i samme brutale sfære. Spørgsmålet er bare, om de forsat kan holde fanen og kvalitet højt.

It's just the cookie-monster under your bed

Hymns From the Apocrypha begynder med titelnumret, og det er en start, som vil gøre enhver Suffocation-fan glad. Dette næsten 6 minutter lange nummer er en stor eksplosion af tekniske riffs på strengeinstrumenterne, temposkift, blastbeats, gutturale growls og brutale breakdowns. Du får hele Suffocations karriere i en kompakt pakke, og det er endda den første sang på albummet. Man får hurtigt følelse af, at det er ”Go big or go home” for den amerikanske dødsmaskine. Desværre, så er det albummets bedste skæring, så de holder ikke helt den kadence, som de lægger fra land med. Det er stadigvæk et klassisk trick til at sælge albummer at smide sine bedste sange i starten.

Det er egentligt forbandet svært at sige en masse klogt om det nye album, fordi Suffocation er Suffocation, og de kommer ikke her på det niende album for at opfinde det dybe tallerken eller foregive at være noget andet. Hvorfor skulle de også det? Recepten er, trods mange medlemmers afgang, snorlige, effektiv og fandens potent. Et af de største problemer, det nye album dog lider under, er, Myers’ vokal. Det er ren cookie-monster på amfetamin. Det er svært at kæmpe sig gennem en nat med cookie-monster, der ligger under sengen og brutalt brøler om ondskab og dårligdomme. Så man er altså allerede ret træt i ørerne efter et kvarter, og vil bare gerne have nattero. Faktisk vil man nok ret hurtigt have ønsket sig et monster, som bare tog ens liv, og det var det. Vokalen bliver enerverende og endimensionel, og det er ikke, fordi der herfra er ønsker om skønsang eller opera, men det ville være lidt lækkert, hvis der bare var en anelse vokalvarians. Nogle skrig eller større variation i growls. Det vil som sådan også klæde musikken bedre, da skrig for eksempel vil harmonere bedre med nogle af de dissonante guitarpassager. Til tider lyder Myers også meget træt og slidt, som tre et halvt minut indeni slutnumret ”Ignorant Deprivation”, hvor den nærmest lyder lidt som vokalist med kol, som får klemt luften ud via en Heimlich-manøvre. Men altså, brutal er vokalen helt sikker, så man bliver næppe skuffet, hvis det er det eneste, man forlanger fra den side af musikken.

Produktion og mix står også rimelig skarpt. Lydfladerne er flotte og mere polerede, end hvad de var på deres forrige plade... Of The Dark Light. Trommerne er blevet mere fyldige, og det er absolut på godt og ondt. Det er lækkert i deres breakdowns, men kan blive lidt irriterende, når der køres fuld gas, for så fylder de for meget og hjælper ikke ligefrem på det endimensionelle aftryk, som vokalen sætter.

In your closet, in your head…

Hvis du er en Suffocation-fan eller bare elsker brutal død, så vil du virkelig også elske denne plade. Det er en stor knytnæve plantet direkte i ansigtet. Bandet udviser stor teknisk kunnen, som altid, med deres intensitet, riffs, der kræver hurtige hænder og fingre, trommespil som kræver stor udholdenhed, og unægtelig mange temposkift, som kræver lidt af hukommelsen. Der er ikke så meget tvivl om, at veteraner i Suffocation stadigvæk er blandt de skarpeste indenfor brutal tech-death. Så hvis du skal have gang i pogo-trinene hjemme i stuen, så kan du trygt smide Hymns From the Apocrypha på anlægget og smadre løs. Desværre, bliver det for mig, en for endimensionel oplevelse, hvilket særligt skyldes vokalens plads og dominans i lydbilledet, og til tider også trommerne. Ja, der er nok en del, som synes, det er helt perfekt med vokalen og fair nok, for det har altid være lignende vokalindsats i Mullens regime med bandet. Jeg zoner bare ud halvvejs igennem albummet, da vokalen bliver lidt som nedbrydningshammer i beton, hvilket det måske bare skal være...

Tracklist

  1. Hymns From The Apocrypha
  2. Perpetual Deception
  3. Dim Veil Of Oscurity
  4. Immortal Execration
  5. Seraphim Enslavement
  6. Descendants
  7. Embrace The Suffering
  8. Delusions Of Mortality
  9. Ignorant Deprivation